Marianne Vind: Nye dyretransportregler er til gavn for både to- og firbenede

Dyrevelfærd

Marianne Vind: Nye dyretransportregler er til gavn for både to- og firbenede

Europa-Parlamentet har netop taget hul på forhandlingerne om nye regler for dyretransporter. Strammere regler kan være til gavn for både dyr og mennesker, mener Marianne Vind, der forhandler på vegne af den socialdemokratiske gruppe

Foto: Colourbox
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Alene i denne uge er to tonstunge grisetransporter væltet på de danske landeveje. Skrigende grise med brækkede ben blev trukket ud af lastbilerne og lagt i bunker i sneen, mens trafikken bag ulykkerne gik i stå.

Det er desværre en direkte konsekvens af, at EU’s regler om dyretransporter er godt og grundigt uddaterede.

For siden reglerne sidst blev ændret tilbage i 2004, har vi fået langt mere viden om sikkerhed og sundhed for både de dyr, der transporteres, og de mennesker, der er med til at transportere dem.

Det handler også om mennesker

Derfor er vi netop nu i gang med en omfattende revision af reglerne. Vi skal sætte et ny maksimum for antallet af timer, dyrene må transporteres.

Vi skal diskutere, om det er okay at eksportere dyr til tredjelande i eksempelvis Mellemøsten eller Nordafrika, og vi skal lave regler for pladskrav i vognene og om uddannelse til chauffører i førerhuset.

Men de her nye regler kan og skal vi også bruge til at gøre livet nemmere, sundere og mere sikkert for mennesker

Selvfølgelig handler det første og fremmest om at sikre dyrene bedre velfærd - det er vigtigt nok i sig selv.

Men de her nye regler kan og skal vi også bruge til at gøre livet nemmere, sundere og mere sikkert for mennesker.

Arbejdsmiljø og sikkerhed

Først og fremmest er chauffører og transportarbejdere ofte udsat for stressende situationer, når de skal håndtere dyr, der er under stress eller lider under dårlige transportforhold.

Hvis vi sikrer bedre transportforhold for dyrene, kan vi reducere deres stress og aggressive adfærd, hvilket gør dem lettere og sikrere at håndtere, og reducerer risikoen for ulykker såsom spark, bid eller flugt under på- eller aflæsning.

Endelig kan vi med mere uddannelse til chaufførerne sørge for, at de har viden og færdigheder til at håndtere dyrene

Derudover kan vi også bruge de nye regler til at tage chaufførernes køre-hviletider med ind i ligningen. Kortere dyretransporter kan gøre det nemmere at overholde køre-hviletiderne, og vi kan sikre, at chaufførerne er tættere på deres hjem.

Endelig kan vi med mere uddannelse til chaufførerne sørge for, at de har viden og færdigheder til at håndtere dyrene, og at de er trygge ved at passe deres arbejde.

Sundhed og kvalitet

Derudover vil bedre dyretransportregler også have en positiv effekt på befolkningens sundhed.

Ved at reducere transporttiden og forbedre transportforholdene kan vi minimere risikoen for spredning af smitsomme sygdomme, der kan overføres fra dyr til mennesker.

De nye dyretransportregler er altså ikke kun en nødvendighed for at sikre bedre dyrevelfærd

Samtidig kan de kortere og mere humane transporter, og det reducerede stressniveau hos dyrene, forbedre kødets kvalitet og mindske risikoen for de sygdomme, der kan opstå på grund af stress og dårlige forhold.

De nye dyretransportregler er altså ikke kun en nødvendighed for at sikre bedre dyrevelfærd, de er nødvendige for at forbedre arbejdsforholdene i branchen og for sundheden i hele befolkningen.

Marianne Vind

Marianne Vind er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet. Hun er uddannet hospitalslaborant og tidligere næstformand i HK Privat (2011-2019).

Læs mere om:

Kommentarer

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Mandag den 27.01.2025 - 19:03

Kære Marianne Vind, bedre sent end aldrig, kan man sige. Dyreværnsfolket har råbt op i årevis om de her problemer, så ingen har kunnet påberåbe sig uvidenhed om, hvad der foregår i den industri. Desværre er dyrevelfærd et totalt nedprioteret punkt på den politiske dagsorden - også hos S. Regler fra 2004... det var trods alt ikke stenalderen, og man har stort set ladet stå til i 20 år? Trods rigelige beviser for, hvad der - helt lovligt - foregår. Det går over min fatteevne. Det går også over min fatteevne at man overhovedet kan få chauffører til at udføre de transporter. Hvorfor nægter de ikke bare at være håndlangere og nedlægger arbejdet? Det ville tjene dem til ære! Hvor skal pengene til uddannelse af chaufførerne komme fra? Det er da en nok så vigtig oplysning, synes jeg. Det skulle gerne tjene til at højne prisen på de alt for billige svinekødsprodukter i storindustrien. Jeg skal gerne hjælpe jer lidt på vej i jeres EU-arbejde, med nedenstående udgangspunkt: - Ingen smågrise skal køres ud af landet. Transport til lokation max 4 timer - Slagtegrise skal køres til nærmeste slagteri. Transport max 4 timer Er der eksportstøtte involveret? Fjern den! Statskassen tjener ikke en krone på den her industri. Der er alene tale om at mele disse tvivlsomme og brutale forretningsmænds kage, og dyrene, naturen og vi skatteborgere betaler prisen. Så sæt barren højt, Marianne Vind!

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.