Annonce

Markant bykonge siger stop

Rødovre kommunes borgmester gennem 25 år genopstiller ikke ved næste valg.
”Til jeres orientering, har jeg i dag meddelt mine partifæller i Rødovre, at jeg ikke genopstiller til kommunalbestyrelsen ved næste valg til kommunalbestyrelsen i 2021.”

Det skriver Rødovres borgmester Erik Nielsen i en besked på Facebook.

”I 2021 vil jeg have repræsenteret Socialdemokratiet i kommunalbestyrelsen i 32 år. Jeg har altid betragtet mig selv som borgernes tillidsmand. Jeg tror på, at det er vigtigt, at man som tillidsmand gør sig nogle overvejelser om hvad der tjener sit parti og borgere bedst, og ser bort fra egne behov og forfængelighed. I mit hjerte er der ingen over eller ved siden af partiet.

Som tillidsmand stiller man sig til rådighed, for det skal ikke bare være et trin på et personligt karriereforløb

Erik Nielsen, der har været borgmester i kommunen på den københavnske Vestegn siden 1994, er heller ikke helt ung længere, og det har også spillet ind i overvejelserne, skriver han:

”Som tillidsmand stiller man sig til rådighed, for det skal ikke bare være et trin på et personligt karriereforløb. Ved sgu godt det lyder lidt gammeldags, men jeg er også blevet 66 år.”

placeholder

Fik absolut flertal

De mange år i spidsen for kommunen blev også ved det seneste valg belønnet af vælgerne, som gav Socialdemokratiet, med Erik Nielsen i spidsen, 51,9 procent af stemmerne og 11 ud af de 19 pladser i kommunalbestyrelsen. Med 4.996 personlige stemmer betød det, at hver fjerde vælger i Rødovre stemte på borgmesteren.

Hvem der skal afløse Erik Nielsen og hvornår, er endnu ikke meldt ud.

Erik Nielsen er oprindeligt uddannet maskinarbejder i 1973, og arbejdede som sådan indtil han i 1986 blev ansat som beskæftigelseskonsulent.

Men han har også en fortid som målmand for Rødovre Skøjte- og Ishockeyklubs bedste hold, det der i dag hedder Rødovre Mighty Bulls. En klub som han også i en periode har været formand for.

Erik Nielsen har ikke kun stået i spidsen for Rødovre Kommune, men også for alle de danske kommuner i KL, som i 2012-2014 var formand for. Erik Nielsen sad 10 år i KL’s bestyrelse og var i mange år formand for KL’s arbejdsmarkedsudvalg.

Den sidste af de store

Med Erik Nielsens farvel bliver der også sagt farvel til den sidste af en generation af markante lokalpolitikere, som op igennem 90’erne blot blev kendt som vestegnsborgmestrene, som var kritiske overfor den daværende socialdemokratiske regerings udlændingepolitik.

En gruppe som også talte Brøndbys Kjeld Rasmussen, Ishøjs Per Madsen, Hvidovres Britta Christensen og Albertslunds Finn Aaberg.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet