Mary i spidsen for LGBTI-parade og 100 mio. til opkvalificering

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Kronprinsesse Mary bliver verdens første royale, der bliver protektor inden for LGBTI-området.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har landet en bred politisk aftale om opkvalificering af de borgere, der har mindst uddannelse.

I aften lukker og slukker Radio24syv. Lukningen af radiostationen markeres med manér med en afskedskoncert fra radiostationens tag.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

Mary bliver verdens første kongelige LGBTI-protektor

Kronprinsessen skal stå i spidsen for den største LGBTI-begivenhed i Danmark nogensinde.

I hvert fald i overført betydning. Kronprinsesse Mary skal nemlig være protektor for LGBTI-begivenheden Copenhagen 2021, som blandt andet Copenhagen Pride er en del af.

”Som dansker er jeg stolt af, at København skal være vært for WorldPride og EuroGames i sommeren 2021,” lyder det fra kronprinsesse Mary. ”Vi kan ikke acceptere, at nogle mennesker i verden bliver mødt med intolerance og diskrimination på grund af deres seksualitet eller kønsidentitet. Jeg ser frem til at være med til at sætte mangfoldighed og LGBTI-rettigheder på dagsordenen både herhjemme og internationalt. Jeg glæder mig til, hvad jeg er sikker på bliver nogle festlige og vigtige arrangementer både op til og under Copenhagen 2021,” siger Mary videre ifølge en pressemeddelelse fra Kongehuset.

Ifølge kongehusekspert og historiker, Sebastian Olden-Jørgensen, bliver kronprinsesse Mary den første royale protektor på LGBTI-området i verden.

”Det er absolut bemærkelsesværdigt. Jeg har ikke hørt om nogen andre, der har gjort det,” siger han.

Samtidig er det nyt, at det danske kongehus bevæger sig ind på et område, der i højere grad kan være forskellige holdninger til, især i udlandet, forklarer han.

Læs mere her.

 

Aftale: Over 100 millioner kroner til opkvalificering

Der er 102 millioner kroner på vej til opkvalificering af de borgere, som har mindst uddannelse. Opkvalificeringspakken skal få flere med og samtidig sikre, at virksomhederne har adgang til faglært og kvalificeret arbejdskraft. Bag aftalen står Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Venstre, Dansk Folkeparti og de Konservative.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet.

Partierne er blandt andet enige om at sætte skub i jobrotationsordningen i 2020, så f.eks. en ufaglært medarbejder i hjemmeplejen kan uddanne sig til social- og sundhedshjælper, mens en ledig vikarierer for den pågældende medarbejder under hele uddannelsen. Der er afsat 20 millioner kroner til nye muligheder for jobrotation, som er målrettet beskæftigede over 25 år med mindst to års relevant erhvervserfaring.

Derudover er der 30 millioner kroner til, at flere jobparate kontanthjælpsmodtagere kan få erhvervsrettet opkvalificering inden for brancher, hvor der er behov for hænder. Det kan fx være et specialiseret svejsekursus, et kursus om godstransport med lastbil eller et hygiejnecertifikat.

Desuden er partierne enige om at forlænge trainee-ordningen for dimittender under henholdsvis  Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og AC (Akademikerne), der får ekstra hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet.

Sammenlagt er der tale om en pakke til 102 millioner kroner, som finansieres af overskydende midler på to uddannelsespuljer fra beskæftigelsesreformen.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard:

”Vi skal gøre gode tider bedre for alle. Derfor vil regeringen gøre op med det ensidige fokus på arbejdsudbud, som alt for længe har dikteret beskæftigelsespolitikken, og i stedet fokusere på det centrale, nemlig at ledige og medarbejdere får de kvalifikationer, som virksomhederne har brug for. Jeg er derfor glad for, at vi har lavet en bred aftale, som sikrer, at flere af dem med mindst uddannelse kan få et kompetenceløft og fx tage springet fra ufaglært til faglært. Denne pakke er første skridt, for vi kan desværre se, at alt for få ledige uddanner sig. Vi er ved at kortlægge hvorfor i et stort serviceeftersyn af beskæftigelsesreformen. Næste skridt tager vi, når vi kender resultaterne af eftersynet.”

Beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V):

”Det er en hjertesag for Venstre at flytte mennesker fra ledighed til fællesskabet. Fordi det gør en enorm forskel for den enkelte, men også for samfundet, at være i job. Derfor glæder jeg mig også over, at Venstre har sat et meget tydeligt aftryk på aftalen, hvor vi har båret flere elementer med ind til bordet – eksempelvis puljen målrettet opkvalificering inden for mangelområder og en fortsættelse af trainee-ordningen. Men aftalen hjælper ikke på regeringens fuldstændig fraværende fokus på at bidrage til at skabe vækst og nye job.”

Beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF):

”Dansk Folkeparti er glad for aftalen. Vi har ønsket at der blev sat gang i jobparate kontanthjælpsmodtageres mulighed for opkvalificering, og med denne aftale får de bedre mulighed for at opkvalificere sig til ledige job og dermed større chance for at komme i job. Desuden sættes der ekstra gang i jobrotation, der også vil forbedre lediges mulighed for at komme i job.”

Beskæftigelsesordfører Samira Nawa (RV):

”Mange steder i Danmark kalder vores virksomheder på arbejdskraft. Jeg er glad for, at vi med denne aftale afsætter midler til opkvalificering af ledige, og forhåbentlig kan det være med til at dække blot en lille del af behovet. Aftalen er første skridt, men der skal meget mere til. Jeg er særligt glad for, at det lykkedes at forlænge traineeordningen for dimittender, så vores nyuddannede får ekstra hjælp til at få ordentligt fodfæste på arbejdsmarkedet.”

Beskæftigelsesordfører Naser Khader (K): 

”Konservative er rigtig glade for, at vi kan hjælpe flere ledige med at få uddannelse som virksomhederne efterspørger. Det handler om at få matchet de ledige og virksomhederne.”

Arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen (S):

”Der er forsat alt for mange ufaglærte og faglærte med forældet kompetencer, som mangler den sidste hjælpende hånd for enten at komme i arbejde eller bide sig fast på arbejdsmarkedet. Der har været alt for lidt fokus på, hvilken betydning det har for alle de ledige og ikke mindst samfundet, at de har muligheden for at kunne uddanne sig og gå fra ufaglært til faglært eller tage det sidste afgørende kursus, som giver dem et job. Her skal vi bruge endnu flere kræfter fremover, og denne aftale er et første godt skridt på vejen.

Søren Heisel, fagforbundet 3F:

”Det er meget positivt, at regeringen og ministeren nu for alvor sætter fokus på opkvalificering af de ledige og ufaglærte. Det er helt afgørende, at der er attraktive beskæftigelsesordninger, som fremmer mere uddannelse. Det er win-win, når arbejdsmarkedet får de rette kompetencer samtidig med, at både beskæftigede og ledige bliver opkvalificeret.”

Læs mere her.

 

I aften lukker og slukker Radio24syv

Taleradioen Radio24syv har sidste sendedag i dag torsdag. Det fejrer radiostationen med manér op mod midnat med en symfoni-brag fra toppen af Ørstedhus - skråt over for Ørstedsparken i København City, hvor 24syv holder/holdt til.

Afgående chefredaktør på Radio24syv, Mads Brügger, omtaler farvel-braget således på Twitter:

 

EL: Børnene på Sjælsmark skal flyttes inden jul

Står det til Enhedslisten, skal alle børn og børnefamilier være væk fra Udrejsecenter Sjælsmark inden jul.

Men hvis den ambition skal indfries, bliver regeringen og dens støttepartier snart nødt til at finde ud af, hvordan det konkret skal gøres. Det siger Rosa Lund, Enhedslistens integrations- og udlændingeordfører.

”Hvis vi skal nå det inden jul, kræver det, at vi snart sætter os ned. Man er nødt til at finde et nyt sted, så man kan nå at gøre det klar til dem. De her børnefamilier skal forberedes på, at de skal flytte, og vi skal rent fysisk fylde nogle flyttebiler med deres ting og køre dem hen til det nye sted,” siger Rosa Lund om processen.

Hun mener derfor, at en deadline ved juletid er ”en realistisk tidsplan”. Men det haster efterhånden med at få sat skub i tingene, hvis det skal kunne lade sig gøre, forklarer hun.

Rosa Lund understreger, at Enhedslisten ikke har bragt spørgsmålet om Sjælsmark-børnene op ved forhandlingerne om næste års finanslov. Det er ifølge hende to forskellige ting, men hun er enig med de radikale i, at der skal findes en løsning snarest muligt.

I en skriftlig kommentar til Altinget udtaler udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), at han er enig i, at det ikke skal ”ende i en syltekrukke”:

”Det er hverken til gavn for de ansatte eller børnene. De fortjener en afklaring hurtigst muligt. Derfor ligger denne opgave øverst i bunken. Men vi skal ikke ud i en hovsaløsning, fordi vi ikke får taget os tid til at undersøge det grundigt,” siger Tesfaye til Altinget.

Læs mere her.

 

Mariensborgmøde om biodiversitet

Mandag holder statsministeren og miljøministeren Marienborgmøde med fokus på biodiversitet. Mødet er startskuddet til regeringens arbejde frem mod en ny ambitiøs natur- og biodiversitetspakke.

”Mere end 2.000 plante- og dyrearter er truet og i fare for at forsvinde. Den udvikling skal vi have vendt, så kommende generationer også kan nyde en smuk og forskelligartet natur. Vi skal styrke rammerne for den danske natur, så vilkårene for dyr og planter bliver bedre. Jeg glæder mig til at tage hul på det arbejde på Marienborg ved at mødes med dem, der hver dag arbejder med at øge biodiversiteten, og få deres ideer til, hvordan vi får en bedre natur,” siger statsminister Mette Frederiksen ifølge en pressemeddelelse fra Statsministeriet.

Mødet finder sted mandag den 4. november fra kl. 09.00-12.00 med deltagelse af cirka 60 repræsentanter fra både interesseorganisationer og erhvervslivet samt eksperter og politikere.

Som afslutning på drøftelserne vil Sebastian Klein vise deltagerne det dyre- og planteliv, der er i Marienborgs have.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook