Måske samfundet selv skal lette røven?

Pegefingeren burde løftes over for over for de sociale skel og ulige levevilkår i stedet for de de usundes levevis.

I en kronik i Politiken kritiserede Betina Dybbroe og Dorte Steenberg i onsdags sundhedsminister Astrid Krags (SF) lighedsambassadører for, at være uambitiøse og ikke løse de grundlæggende problemer med ulighed i sundhed. Betina Dybbroe er leder af Center for Sundhedsfremmeforskning ved Roskilde Universitet og Dorte Steenberg er næstformand i Dansk Sygeplejeråd. Netavisen Pio bringer her de fem bedste pointer fra kronikken.

1. Uligheden i sundhed betyder noget

”Middellevetiden (er) 7 år lavere for mænd, når bopælen er på Nørrebro i København sammenlignet med en bopæl i Søllerød nord for København. Og har man haft flere arbejdsløshedsperioder i sit liv eller oplevet at have haft lille indflydelse på sit eget arbejde, er sundheden også dårligere end hos den, der har haft et fast arbejde med status og megen indflydelse. Vi kan tydeligt se – hvis vi vil – at jo mere socialt sårbar en situation man er i, jo dårligere sundhed risikerer man at få.”

2. Ulige sociale vilkår skaber ulige sundhed

”Enkeltpersoner kan ikke alene løfte folkesundheden, ej heller velmenende ambassadører eller de professionelle, der arbejder med spørgsmålet i hverdagen. Samfundet må solidarisk tage ansvar for at påvirke de sammenhænge mellem ulige sociale livsomstændigheder og ulige sundhed, der har været kendt siden 1930’erne, men er gledet i baggrunden siden 1980’erne. F.eks. ved vi, at der er sammenhæng mellem at droppe ud af en ungdomsuddannelse eller blive arbejdsløs som helt ny på arbejdsmarkedet og ensomhed, overvægt og psykisk sygdom. (..)  Alt dette ligger ud over, hvad den enkelte har muligheder for alene at forandre, og blotlægger, at alle menneskers sundhed også er socialt afhængig af andre mennesker, og af hvilken social adgang de har til et bedre liv.”

3. Samfundsdebatten individualiserer sundhedsproblemerne

”Fra 2003 har Kost, Rygning, Alkohol og Motion (Kram-faktorerne) været omdrejningspunkt for Sundhedsstyrelsen, Forebyggelsesrådet og kommunernes sundhedsfremme og forebyggelse, og der er blevet talt meget lidt om sociale, miljømæssige, økonomiske, uddannelsesmæssige, psykosociale m.m. udfordringer for at kunne løfte folkesundheden. Vægten har været lagt temmelig ensidigt på den enkeltes ansvar for at leve op til og følge myndighedernes råd. Vi vil derfor kritisere Kram som en tilgang til større lighed i folkesundheden, der er samfundsmæssigt usolidarisk, diskriminerende og bortleder opmærksomheden fra strukturel indsats. (..) Man inddrager ikke samfunds- og magtforhold, levevilkår, trods erfarne samfundsforskeres råd om at prioritere et bedre arbejdsliv og dét at have et arbejde højt i Danmark, også af sundhedsmæssige årsager. Det forsvinder ud af den politiske debat til fordel for vækst, effektivisering og konkurrenceevne.”

4. Sundhedssystemet cementerer uligheden i stedet for at bryde den

”Det er vores opfattelse, at sundhedssystemet frem for at bekæmpe ulighed i sundhed i dag tværtimod ofte bidrager til, at den reproduceres uden, at det er intentionen. De krav om effektivisering af alle systemer, som har præget de sidste 25 års styring af det offentlige under new public management, har betydet, at sociale og sundhedsmæssige opgaver er blevet skilt stadig mere ad. Standardisering, som er stærkt fremherskende i form af f.eks. pakkeforløb og accelererede patientforløb, indebærer, at vilkårene for at rette sundhedsindsatsen ind, så den passer til vidt forskellige grupper af patienter og forskellige individer, er stærkt forringede.”

5. Lokale sundhedscentre er en del af løsningen

”Indretning af de kommunale sundhedstilbud i sundhedscentre eller sundhedscentraler efter f.eks. modellen i svenske vårdcentraler er et andet forslag. Sundhedscentre i lokalmiljøer kan tilpasses de særlige sundhedsproblemer og behov, der eksisterer netop der, f.eks. omkring psykisk sygdom, borgernes etniske baggrund og lignende. Ydermere kan sådanne sundhedscentre drives demokratisk ved at give borgerne direkte indflydelse på, hvilke tilbud der skal være, hvornår der skal være åbent, hvilke aktiviteter centret kan indeholde m.m. Borgerindflydelse kan ydermere styrkes ved oprettelse af f.eks. lokale eller regionale sundhedsråd, der tager specifikke lokale sundhedsbehov op og er inspiratorer og medvirkende, når (..) mennesker med meget ulige adgang til og vilkår for sundhed kan mægtiggøres i forhold til egen sundhed.”


Flere artikler om emnet

Annonce