Massiv corona-testindsats på vej i mink-tætte vestjyske kommuner

En massiv testindsats af borgere i Holstebro og Ringkøbing-Skjern kommuner annonceres mandag
Mandag vil regeringen melde ud, at samtlige borgere i de to mink-tætte Holstebro og Ringkøbing-Skjern kommuner i det vestlige af Midtjylland, opfordres til at lade sig teste for covid-19 - helt på samme måde som borgerne i syv nordjyske kommuner tidligere er blevet opfordret til at lade sig teste.

Igen er det covid-19-smitte fra mink til mennesker, der er baggrunden for det nye tiltag.

Ringkøbing-Skjerns borgmester, Hans Østergaard, bekræfter i en pressemeddelelse, at nye tiltag meldes ud mandag. Og at udmeldingen vil handle om “test, smitteopsporing og selvisolation.”

Hans Østergaard oplyser, at baggrunden for det nye tiltag er “fund af minkvarianter i positive smitteprøver i de to kommuner”.

Allerede nu opfordrer borgmesteren derfor kommunens borgere til at lade sig teste:

Men jeg vil klart opfordre til, at man lader sig teste, så vi kan bryde smittekæderne og få vendt smittetallet

“Men jeg vil klart opfordre til, at man lader sig teste, så vi kan bryde smittekæderne og få vendt smittetallet. Smittetallet i Ringkøbing-Skjern er for højt, og jeg kan derfor kun hilse det velkomment, hvis vi på den her måde kan komme tættere på en hverdag, hvor vi ikke længere skal sende skoleklasser hjem, og hvor beboerne på vores ældre- og specialcentre får nogle friere rammer,” siger Hans Østergaard.

Meldingen fra den vestjyske borgmester kommer i kølvandet på udtalelser fra Statens Serum Institut fredag, hvor afdelingsleder Tyra Grove Kruse understregede, at man nu ser stigende smitte fra mink til mennesker i “mink-tætte kommuner” i Vestjylland: 

“I uge 45 sås en stigning af antallet af smittede farme og tilknyttede personer i Region Midtjylland. Og i ugerne 46 og 47 er denne stigning fortsat. De fleste af de positive besætninger og tilknyttede personer blev observeret i de minktætte kommuner Holstebro og Ringkøbing-Skjern. Men også andre minkproducerende kommuner i regionen er ramt.”

Slipper for nedlukning a la nordjyske kommuner

Efter et møde med sundhedsminister Magnus Heunicke fredag forventer Hans Østergaard ikke ekstraordinært skrappe restriktioner a la dem de syv nordjyske kommuner har måttet leve med igennem to uger. Restriktioner som dog for de flestes vedkommende nu er ophævdede - 14 dage tidligere end oprindeligt planlagt. Den massive testindsats af borgerne i de syv nordjyske kommuner fortsætter derimod fuldstændig som planlagt.

Den forventning stemmer overens med Tyra Grove Kruses udtalelser til Netavisen Pio fredag:

“Det bliver formentlig ikke nødvendigt på tilsvarende måde at lukke områder i Midtjylland ned, fordi man her nådede at komme på forkant med udviklingen,” sagde Tyra Grove Krause.

Ringkøbing-Skjerns borgmester understreger, at de varianter af coronavirus, der er fundet i de vestjyske kommuner ikke er farligere end andre varianter:

vi klar til at byde ind med den hjælp, ministeriet måtte bede om

“For en sikkerheds skyld er der dog et ønske om at komme alle minkvarianter til livs, og her er vi klar til at byde ind med den hjælp, ministeriet måtte bede om i forbindelse med et testprogram,” lyder det fra borgmester Hans Østergaard.

Ifølge en opgørelse fra Fødevarestyrelsen søndag eftermiddag er 285 minkbesætninger smittet med covid-19.

Ni minkfarme i de to kommuner under mistanke

20 af minkfarmene ligger i Holstebro Kommune. Andre 26 smittede minkfarme ligger i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Alle de smittede minkbesætninger i Danmark er nu aflivet. Også dem, der ligger i de to minktætte kommuner i Vestjylland.

Men 24 yderligere minkfarme er under mistanke for at være smittet med covid-19. Fem af disse ligger i Holstebro Kommune, mens fire andre farme under mistanke ligger i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Tyra Grove Kruse understregede fredag over for Netavisen Pio, at erfaringen viser, at “en stor del” af de minkfarme, der er under mistanke senere “vil blive bekræftet som smittede”.

Tyra Grove Kruse understregede, at det går den rigtige vej i Nordjylland, men at smitten breder sig ned gennem Jylland - fra Nordjylland til Midt- og Syd- og Sønderjylland:

Så vores næste bekymring er selvfølgelig Syd- og Sønderjylland

“Udviklingen i smittetallene udvikler sig ned gennem Jylland. Så vores næste bekymring er selvfølgelig Syd- og Sønderjylland.”

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce