Annonce

May trækker sig og S med nyt udspil

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Sidste dag inden weekenden viste sig at være nyhedsrig. Både på nationalt og internaltionalt plan.

Her er vores nyhedsoverblik.

 

Theresa trækker sig

Storbritanniens premierminister, Theresa May, træder tilbage fredag den 7. juni. Det meddeler hun foran embedsboligen Downing Street 10 i London.

Theresa May siger, at hun bliver på formandsposten indtil en ny konservativ partileder er udpeget. Det er en historie, du kan læse på Netavisen Pio.

May træder tilbage, efter at hun ikke formåede at få hendes regerings opbakning til et forlsag om at give parlamentet mulighed for at stemme om, hvorvidt der skulle afholdes en ny folkeafstemning om Brexit.

 

Antallet af relativt fattige med indvandrebaggrund er eksploderet

Antallet af relativt fattige børn er steget kraftigt de senere år.

Og nu viser nye tal, at det først og fremmest er børn med ikke-vestlig baggrund, som driver antallet af relativt fattige børn i Danmark i vejret.

Ifølge en særkørsel, som Danmarks Statistik har foretaget for DR Nyheder, udgør børn med ikke-vestlig baggrund nu 56 procent af alle fattige børn i Danmark.

Vi ved, at mange af deres forældre er kommet til landet med traumer

”Vi ved, at mange af deres forældre er kommet til landet med traumer. I forvejen har de det meget svært, og nu skal de gennemleve en opvækst i fattigdom. Det gør deres start på livet meget vanskelig, og vi er dybt bekymrede, for at det kan have nogle langsigtede konsekvenser for børnene”, siger Mads Bilstrup, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening til DR Nyheder.

Relativ fattigdom kategoriseres ved en indkomst på under det halve af median-indkomsten.

 

Socialdemokratiet tager opgør med det illegale arbejdsmarked.

Der skal tages et opgør med det illegale arbejdsmarked og slås hårdt ned på social dumping og ulovlig udnyttelse af arbejdskraft.

Det er hovedbudskabet i den “helhedsplan for dansk udlændingepolitik”, som Socialdemokratiet præsenterede fredag eftermiddag.

”Vi vil det illegale arbejdsmarked til livs. Vi vil ikke acceptere, at mennesker kynisk udnyttes, og at helt almindelige danske lønmodtagerrettigheder trædes under fode,” siger partiformand Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

Der er skabt et egentligt illegalt arbejdsmarked i Danmark, mener partiet, der i pressemeddelelsen peger på, at det anslås, at 20.000 mennesker opholder sig illegalt i Danmark.

Du kan læse mere om helhedsplanens indhold på Netavisen Pio.

Universitet ansatte Paludan som underviser – trods flere års chikane og klagesager samme sted

Stram Kurs-lederen Rasmus Paludan var fra 2015 til 2018 ansat som ekstern lektor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet. Paludan blev ansat trods en årelang historik med chikane og klager vendt mod medstuderende og ansatte på søsterfakultetet humaniora. Det er en historie, som Berlingske bringer i dag fredag.

 

EP-valg: Hollandske socialdemokrater leverede bizart comeback

Arbejderpartiet, Pvda, er den overraskende vinder i Holland ved valget til Europa-Parlamentet med 18,4 procent af stemmerne. Det viser exit polls fra valgstederne.

"Wow, wow, hvilket bizart comeback"

At PvdA kommer ind som nummer et er overraskende, dels fordi partiet ved det seneste parlamentsvalg klarede sig katastrofalt dårligt og meningsmålingerne op til valget har heller ikke givet partiet fremgang.

"Wow, wow, hvilket bizart comeback", lød det fra PvdA’s partiformand Lodewijk Asscher ved partiets valgfest i Amsterdam.

Læs mere på Netavisen Pio.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Frederik Ingemann er student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet