Med Carsten Hansen på Folkemødet

13 arrangementer på tre dage. Sådan så programmet ud for ministeren for By, Bolig og Landdistrikter Carsten Hansen. Netavisen Pio var med et stykke af vejen.
Lige pludselig går det stærkt. Carsten Hansen går med bestemte skridt gennem Folkemøde-massen. Forbi Hjernesagen, Finansteltet og Professionshøjskolen Metropol. Ryger sin smøg. Fåmælt. Den ellers så joviale minister for By, Bolig og Landdistrikter har for en stund fået nok, og undertegnede ved for samme stund ikke helt, hvad hun skal gøre af sig selv. Kort forinden har vi haft følgende ordudveksling:

Carsten Hansen: ”Hvor lang ti' skal du brug’? En halv time?”
Mig: ”Ja, det tænker jeg.”
Carsten Hansen: ”Hmm, det var lang ti’”
Mig: ”Ej, jeg ved da, at når du først kommer i gang, så er du jo ikke til at stoppe igen.”
Carsten Hansen: ”Jeg ka' også godt snak’ kort.”

Okay. Hvad siger man til det?

Carsten Hansen foreslår nu hurtigt selv, at vi kan finde et sted, hvor vi kan sidde ned og få noget at drikke. Det er lørdag eftermiddag, og ministerens officielle folkemøde-program er slut for i år. Han tager en Faxe kondi. Jeg en cola. Og i takt med, at den gyldne olie begynder at virke, får Carsten Hansen automatisk snakketøjet på gled.

Interview part I
”For mig er Folkemødet ikke kun sjov og ballade, det er faktisk rigtig hårdt arbejde. Vi slæber jo demokratidebatter, diskussioner med Bonderøven og Adam Price, og præsenterer ministeriets arbejde med for eksempel cykelløb i Neksø. Vi vil jo gerne vise potentialet på vores område. Og herovre kan vi gøre det i nogle meget uformelle rammer. Som du kan se, har vi smidt slipset,” siger Carsten Hansen.

”Men du har tretten arrangementer på tre dage. Hvordan bevarer du overblikket og det gode humør, når det er arrangement nummer 11, du er nået til?”

”Det er jo lidt ligesom, når cirkushesten lugter savsmuld. Det er først bagefter, så kan jeg godt mærke, at jeg bliver lidt træt. Men man bliver også lidt høj af det. Det er en god træthed.”

”Hvad får du ud af Folkemødet?” spørger jeg.

”Man kan slet ikke sammenligne dét at sidde på kontor og læse om problemstillinger med dét at komme ud og møde folk. Og Folkemødet er så stort i dag, at selv lidt snævre emner kan blive diskuteret. Vi kan både høre, hvad borgerne siger og selv debattere med oplægsholderne.”

Kritiske røster fra egne rækker
Det er torsdag eftermiddag, og Folkemødet er lige gået i gang. Journalister, turister, unge og gamle defilerer stille og roligt forbi, mens de kaster nysgerrige blikke ind på Den Gamle Brandstation og Carsten Hansen.

”Ministerspørgetime” står der på et skilt,og sammen med partisekretær Lars Midtiby svarer Carsten Hansen på spørgsmål om alt fra lukning af Skattecenter Holbæk til partiets udfordringer med at rekruttere unge mennesker og om centraliseringen omkring og den stigende akademisering af folketingsgruppen.

Det er hårde spørgsmål fra Socialdemokraternes egne: lokalpolitikere, partiforeningsformænd og fagligt aktive. Det er nu, de har muligheden for at være direkte og kritiske, og det udnytter de til fulde.

Carsten Hansen lytter opmærksomt, tager sig tid, skriver noter og mest karakteristisk af alt, så smiler han. Også mens han taler. Hele tiden. Han kan lide det. Det er fedt.

Interview part II
”Ligesom dem på Brandstationen, så er jeg faktisk også en smule bekymret. Alle de steder man kunne lære om demokrati i gamle dage, de forsvinder. Det betyder også, at tilgangen til politik er, at man helst skal have en meget lang uddannelse. Og vi mangler ikke folk til at blive folketingskandidater, dem er der nok af. Men vi mangler nogen, som for eksempel vil påtage sig ansvaret i partiforeningen.”

Carsten Hansen tager endnu en slurk af den nu halvt fyldte Faxe kondi, inden han fortsætter:

”Partierne er ved at blive nogle kolosser på lerfødder. Hele vores rekrutteringsgrundlag kommer fra 42.000 medlemmer. Derudover bliver der færre praktikere, udøvende i demokratiets tjeneste. Du kan have partiforeninger, der ikke har et kommunalbestyrelsesmedlem, de kan udvikle politik med. Det er sgu da et problem.”

”Men hvordan kan Socialdemokraterne få et mere velfungerende partiorgan, end det de har lige nu?” spørger jeg.

”Jeg tror, at en af vejene er at lægge arbejdsprogrammer ud til diskussion og debat, som vi gør med ”Alle skal med”. Og så har jeg tidligere talt for at invitere folk, der har noget at bidrage med, indenfor. Behøves de at melde sig ind? Man kunne overveje, om man sådan kunne blive ”follower” af Socialdemokraternes politik uden, at det kostede det samme som et fuldt medlemsskab.”

Det løber koldt ned ad ryggen
Debatten går højt i Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters telt. Det er torsdag aften. Cepos-direktøren Martin Ågerup er uenig med de fire andre paneldeltagere: direktør i AE-rådet Lars Andersen, arkitekt Dan Stubbergaard, stadsarkitekt Tina Saabye og minister Carsten Hansen.

”Det der I siger med at skabe fællesskaber på tværs… Det løber mig koldt ned ad ryggen. Jeg tror ikke, at arkitekter eller andre kan skabe fællesskaber. Det er hybris.” siger Martin Ågerup.

Arkitekten Dan Stubbergaard svarer igen: ”Jamen, det er jo lige præcis, hvad vi gør, når vi laver byfornyelse! Vi får folk til at mødes på tværs.”

”Men er det et problem, at de ikke gør det? Hvis vi taler om fattige boligområder, så er det jo en relativ lille gruppe mennesker, det drejer sig om,” siger Martin Ågerup.

Den udtalelse får Lars Andersen fra AE-rådet til at tænde mikrofonen:

”Ja, selvfølgelig er det et problem. Vi har boligområder, hvor 50 procent af beboerne er arbejdsløse eller ufaglærte. Det udfordrer da sammenhængskraften i vores samfund. Hvordan tror du, det er at vokse op der?”

Interview part III
På caféen er Faxe kondien ved at være tom, og den halve time er snart nået, men jeg når et par spørgsmål til, før Carsten Hansen har drukket ud – og han kan godt huske Martin Ågerups ord:

”Det der med, at vi ikke kan planlægge for fællesskabet, det er ifølge min opfattelse noget vrøvl. Vi bruger jo fleksibel udlejning, hvor kommunerne har mulighed for at blande beboerne, vi fremrykker og lægger beskæftigelsesindsatser i udsatte boligområder, fordi vi ved, at når det lægger der, kommer der færre på kontanthjælp.”

Carsten Hansen giver Cepos-direktøren en tanke til og siger så:

”Nogle siger, at alle fællesskaber skal opstå spontant. Ja, tak, skal vi så bare kappe alt, hvad vi giver i folkeoplysning, tage støtten væk fra foreningslivet og så videre? Nej, vi skal jo skabe rammerne for, at fællesskabet kan fungere på tværs.”

Den sidste slurk Faxe kondi bliver taget.

”Jeg tror, at vi kan normalisere nogle af de store boligområder ved at få dem åbnet op. Den sidste gode historie, jeg hørte, er, at rigtig mange i Mjølnerparken (Nørrebro, red.) er begyndt at få studenterhuer. Det skal vi selvfølgelig bygge videre på. Så ja, jeg tror bestemt, at vi kan planlægge for det. Det er derfor, jeg er socialdemokrat og ikke venstremand.”


placeholder

Annonce