Med støvletramp og skrårem: Da gadekamp var politik

Med kampråb og vajende faner marcherede de unge i takt gennem vore byer.

De gik med støvler og skrårem, og brug af vold var en del af deres virke, så de kastede med brosten og gik løs på politiske modstandere med stokkeslag og de bare næver.

Det var i 1930’ernes Danmark, og nogle af de marcherende var unge socialdemokrater, mens andre var medlemmer af Kommunistisk ungdom, nogle af dem var konservative og en del nazister var der også.

De kæmpede mod hinanden, så gader og torve blev forvandlet til kamppladser, og politiet forsøgte ganske vist at forhindre dem i at mødes, men de unge svarede igen med aggressive slagsange om retten til at demonstrere: 

”Ingen skal røve os retten til gaden, knytnæven, det er vort svar.” 

Det er temaet for den glimrende bog som Charlie Krautwald har skrevet om propaganda, protest og politisk vold i 1930’ernes Danmark.

Autoritære systemer var løsningen

Mellemkrigstiden var præget af stor uro. Der var økonomisk krise, fulgt af arbejdsløshed og social nød.

Politikere fra såvel det yderste venstre som fra højre talte om, at autoritære systemer nok var de bedste til at løse tidens problemer.

Mussolinis fascistiske Italien, Hitlers Tyskland og Stalins Sovjetunion blev set som forbilleder af mange af dem, der stod udenfor de bærende lag og som ikke havde adgang til massemedierne.

Antallet af vælgere blev mere end fordoblet

Så byernes gader og åbne pladser blev steder, hvorfra de kunne fremføre deres krav og få store dele af befolkningen i tale.

I disse år havde flere og flere fået stemmeret: kvinder, tjenestefolk og modtagere af socialhjælp.

Antallet af vælgere blev mere end fordoblet, så de politiske partier stod over for en langt bredere vælgerskare, end de havde gjort før.

Unge blev en drivkraft

Mellemkrigstiden var også en periode, hvor ungdommen kom til syne som en selvstændig befolkningsgruppe.

Indtil da var overgangen mellem barndommen og voksenlivet blevet markeret ved 14-årsalderen, hvor skolegangen sluttede, og de fleste unge blev sendt ud på arbejdsmarkedet som tjenestefolk eller lærlinge.

Og selv om man ikke fik stemmeret, før man var fyldt 25, blev ungdommen en vigtig del af partiernes indsats.

I 1933 anlagde Konservativ Ungdom således en regulær uniform med sorte ridestøvler og skrårem

På få år fordoblede de politiske ungdomsforbund i Danmark deres medlemstal, og de blev en vigtig drivkraft for partiernes arbejde med at mobilisere de mange nye vælgere.

De unge blev undervist i partiernes programmer. De hjalp med at opsætte plakater, uddele løbesedler, gå i optog, deltage i demonstrationer og slås med andre partiers tilhængere.

Uniformer kom også på banen. I 1933 anlagde Konservativ Ungdom således en regulær uniform med sorte ridestøvler og skrårem, og så heilede de, hvilket de opfattede som en særlig nordisk hilsen.

Vi lever på en vulkan

De aktivistiske unge vakte stor opmærksomhed i offentligheden, men mange var de dog ikke.

I 1933 havde kommunisternes ungdomsbevægelse således et medlemstal på 668. Nazisterne var splittet i mindre fraktioner, og den største nazigruppe i København havde omkring et hundrede medlemmer.

Til sammenligning havde Konservativ Ungdom 18.000 medlemmer, og Danmarks Socialdemokratiske Ungdom 16.000 medlemmer i året 1933. Nogle år senere var tallene meget højere.

Denne bekymring blev årsag til store reformer af ordensmagten

Noget af det mest interessante i bogen er beskrivelserne af politiet, der i begyndelsen af perioden havde svært ved at opretholde ro og orden, hvilket skabte frygt for en egentlig samfundsomvæltning.

En politimester er citeret for at sige: ”Vi har alle en følelse af, at vi lever på en vulkan … og at samfundets smukke overflade kan splintres som glas.” 

Denne bekymring blev årsag til store reformer af ordensmagten, herunder politiets organisation, dets uddannelse, samt indføringen af nye taktikker og anskaffelsen af udrustning og køretøjer, der kunne gøre politiet i stand til løse de opgaver som demonstrationerne stillede det overfor.

Verden ændrede sig

Den voldsparate ungdomsbevægelse stoppede i 1940, da Danmark blev besat af tropper med et helt andet potentiale for vold.

Efter 2. verdenskrig var verden en anden. Da sang man ikke om glæden ved støvletramp i gaderne, men om Danmark for folket.

Tilbage står dog det ubesvarede spørgsmål om voldens tiltrækning.

Hvad er det fascinerende ved at marchere i takt?

Hvad er det ved voldsudøvelse, der er så tiltrækkende, at unge mennesker med begejstring melder sig til organisationer, der øver sig til kamp? 

Hvad er det fascinerende ved at marchere i takt? Hvad er det samlende ved slagsmål med jævnaldrende fra nabogaden? 

Om bogen vil jeg i øvrigt sige, at det er en glimrende bog om en del af vores historie, hvor samspillet mellem det parlamentariske system og udenomsparlamentarisk politik blev defineret.

Den er grundig og velfortalt. Folkeoplysning, når det er bedst.

Charlie Krautwald: ’Kampen om gaderne’. 352 sider. Gyldendal. 2025. Udkommer i dag.