Med Venstres værdikriger ind i maskinrummet

En hel biografi om Venstres tidligere udlændingeordfører Marcus Knuth kan virke som for meget, men er overraskende vellykket.
Foto: Gyldendal
Folketingsmedlem Markus Knuth (V)
For de fleste almindelige folketingspolitikere ville det nok være helt galt og rimelig meningsløst, at udgive en selvbiografi efter kun en periode i folketinget, men fordi Venstre-manden Marcus Knuth har nogle ret interessante erfaringer og oplevelser, både som soldat i Afghanistan og som diplomat i udenrigstjenesten, inden han kom i folketinget, giver det alligevel god mening at bruge et par timer på bogen ”Ny mand på Borgen”, både hvis man interesserer sig for dansk politik i almindelighed og udlændingepolitik i særdeleshed.

Tiden som soldat bliver desuden krydret med lidt om hans familie, baggrund og opvækst som søn af en lensgreve med en passion for dyr og forfatteren Helle Stangerup.

Markus Knuth er desuden beslægtet med Louis Pios datter Silvia, som var gift med hans bedstefar og en af hans andre forfædre, lensgreve Frederik Marcus Knuth, var med til at underskrive Danmarks første grundlov. En anden af hans forfædre, hans farfar, var nazist, hvilket Marcus Knuth også runder.

Det er ikke nogen lang familiekrønike, men det giver dog alligevel et godt rids af hvor Marcus Knuth kommer fra.

Dansk udlændingepolitik igennem fire år

Det der imidlertid er bogens mest interessante del, er den meget grundige gennemgang af en lang række af de mest markante eller omdiskuterede udlændingestramninger, som Venstre har stået i spidsen for at gennemføre siden sidste valg: Straksopbremsning i forbindelse med flygtninge-krisen, smykkeloven, burka-forbuddet og imamloven.

Fortællingen fungerer godt med Markus Knuth, der som den nye mand i systemet, kan se det hele lidt udefra. Knuths egne bidrag lader i den sammenhæng til at være begrænset til at forsvare ting i medierne, som andre har besluttet, bortset fra, at han får sat problemet med de udenlandske tiggere i København på dagsordenen.

Hvad der til gengæld ikke får meget plads er sagen om den ulovlige adskillelse af de syriske ægtepar eller hele diskussionen om de obligatoriske håndtryk ved statsborgerskabs-ceremonier. Det kunne have været interessant, at han også havde taget de diskussioner op, men det er nok lidt for lakrids.

En ”one trick pony”

”A fanatic is one who won’t change his mind and won’t change the subject,” sagde Winston Churchill. Hvis Churchill har ret, så er Marcus Knuth nok en fanatiker. Det er i hvert fald udlændingepolitikken, som i den grad definerer Marcus Knuth som politiker og er det emne, som driver ham.

På den måde fremstår han som en lidt ensidig politiker, selv om han selv flere gange understreger, at han faktisk interesserer sig for andre ting end kampen mod Islam og indvandring. Det kommer bare ikke rigtigt til udtryk i bogen.

Det virker også nærmest som en indrømmelse, når han som det første afviser, at det er hans oplevelser fra Afghanistan, hvor han mistede kammerater til Taliban, der har tændt hans politiske ild og at hans politiske virke er en form for videreførelse af den krig mod islamisme, som han kæmpede der.

Det kan selvfølgelig ikke afvises, at det er bogens forfatter, der har skåret alt det, der ikke handler om udlændinge væk, men det er tydeligt, at det er det Markus Knuth(,) brænder for.

Han siger dog også lidt om Grønland og rigsfællesskabet, men det sker i et afsnit, der mest handler mest om, hvordan Venstre brugte formandsposten i Grønlandsudvalget, som Marcus Knuth ellers havde fået efter valget, til at købe sig støtte fra den grønlandske politiker Aleqa Hammond for at sikre sit flertal. En lektion i ”power politics” til den nyvalgte.

Hvad der til gengæld virker nærmest helt demonstrativt, er, at Marcus Knuth, der selv var ansat i Lehmann Brothers, da banken krakkede, ikke har noget som helst at sige om den finansielle sektor eller finanskrisen. Han er en af de eneste danske politikere, der har været så tæt på finanssektoren, men ikke en eneste betragtning om den, bliver det til. Det virker lidt underligt.

Politik som et karrierevalg

Marcus Knuth lægger selv meget vægt på, at han ikke er opvokset i Venstres Ungdom, og at han har nogle andre erfaringer med i bagagen end Christiansborg politikere, som de er flest.

For Marcus Knuth er politik om et karrierevalg. Efter han havde været udsendt soldat og været diplomat, vælger han som 35-årig at gå nogle måneder i ulønnet praktik for Jakob Ellemann-Jensen, som han kender lidt fra studietiden, og det er der, han beslutter han sig for, at han vil stille op til Folketinget.

Han ringer derfor til Venstres partikontor for at høre, om der er en ledig kreds et sted, og bliver kort efter opstillet i den ikke særligt attraktive Vordingborg-kreds, som ingen rigtigt regner med giver valg.

Men Marcus Knuth er en meget målrettet og metodisk person, som gennemfører de ting han sætter sig for.  Ved at opsøge en række lokale grupper og foreninger, som han har lært på et politiker-kursus på Harvard (og ikke helt uden hjælp ved at være et kendt navn hjemme på Lolland) lykkedes det ham – mod eksperternes forventning – at blive valgt til Folketinget i 2015.

Den måde at føre valgkamp på, er der sikkert mange kandidater, der vil kunne få inspiration ved at studere.

Liberal eller ej, Knuth er ligeglad

Bogen vender flere gange tilbage til spørgsmålet om de mange udlændingestramninger er liberale eller ej, oftest med partifællen Jan E. Jørgensen, som den direkte opponent til Knuth. Bogen kalder det et liberalt paradoks, om man kan forsvare det frie samfund med ufrie tiltag, som f.eks. et forbud mod burkaer.

Det er helt sikkert en interessant debat til en liberal studiekreds. Men fordi Marcus Knuth ikke er en ideologisk politiker, som kaster om sig med citater fra liberale tænkere, falder diskussionen hurtigt bort.

Diskussionen havde været mere interessant, hvis bogens hovedperson i højere grad havde købt præmissen om, at paradokset var et problem, men det gør Marcus Knuth overhovedet ikke. For ham virker forsvaret af Danmark mod truslen fra indvandring som det vigtigste. Alt andet kommer i anden række.

Andreas Thorsen: ”Marcus Knuth – Ny mand på borgen”. Sider: 256. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal. Er udkommet.

David Troels Garby-Holm er konstitueret chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook