Medie: Løkke til firmafest med kvotekongen

Statsminister Lars Løkke Rasmussen deltog sidste år i kvotekongens firmafest, selv om statsministeren selv kalder bekendtskabet uskyldigt.
Sagen om statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) forhold til den nordvestjyske kvotekonge John-Anker Hametner Larsen fortsætter. Udover at udlåne sommerhus til politikeren, så kan Ekstra Bladet nu også afdække, at Lars Løkke Rasmussen og hustru – i al hemmelighed - deltog i kvotekongens firmafest.

Det var nemlig ikke kun medarbejdere og deres pårørende, som dukkede op til John-Anker Hametner Larsens firmafest sidste år, skriver avisen. Lars Løkke Rasmussen og konen Sólrun Rasmussen, der er formand for Løkkefonden, var også med til 'Tour de Hametner' - som firmafesten hed - på Train i Århus 3. marts 2017.

Det viser en video af en dansende Lars Løkke Rasmussen, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af.

En person, der var med til arrangementet, forklarer overfor avisen, at statsministerparret var med til middagen, hvor de sad med ved hovedbordet, sammen med John-Anker Hametner Larsen.

I en tale takkede John-Anker Hametner Larsen statsministerparret for at komme til firmafesten, oplyser øjenvidnet. Der var dog ingen officiel tak til Lars Løkke, da John-Anker Hametner Larsen gjorde status på Facebook dagen efter, ligesom at hverken Lars Løkke Rasmussen eller hustruen optræder på nogle af de billeder, som rederiet har lagt ud fra arrangementet.

Samlede knap 400.000 kroner ind til Løkkefonden
Tak var der til gengæld i weekenden, hvor John-Anker Hametner Larsen stod i spidsen for at indsamle et rekordstort beløb på 372.829 kroner til Løkkefonden ved det årlige torskegilde. 180.000 kroner mere end året før.

”Tak til Sólrun og Lars for jeres deltagelse, det er mig en kæmpe ære at gøre mit til at LøkkeFonden kan hjælpe endnu flere drenge på kanten,” skriver Rederiet Hametner i en Facebook-opdatering, der underskrevet den ”såkaldte” kvotekonge.

Det er femte gang, at John-Anker Hametner Larsen har inviteret til torskegilde i Thyborøn.

Det koster 500 kroner at deltage i arrangementet og flere medier beretter om at der var plads til omkring 100 deltagere, så der er nogle som har lagt lidt ekstra i indsamlingsbøssen. Pengene går som bekendt til Løkkefondens arbejde med ”drenge på kanten”.

Skal i nyt samråd
Lars Løkke Rasmussen fortalte på et samråd i november måned, at han dårligt nok kendte John-Anker Hametner Larsen og at i det omfang han kendte ham, så havde det ikke indflydelse på hans politiske arbejde.

”Jeg har jo ikke noget at fortryde, jeg har ikke nogen relationer til kvotekonger i al almindelighed og slet ikke nogen relationer, som har styrende indflydelse på mit politiske arbejde. Det er totalt uskyldigt,” sagde Lars Løkke Rasmussen ifølge Ekstra Bladet.

Statsministeren er nu blevet indkaldt til et nyt samråd om sit forhold til de såkaldte kvotekonger. Han meddeler dog, at han ikke vil svare på spørgsmål om gaver, da det ifølge statsministeren hører under "private forhold".

Og det forbehold undrer Socialdemokratiets politiske ordfører Nicolai Wammen.

”Det nytter ikke noget, at statsministeren leger gemmeleg med folketinget og ikke stiller op til et samråd, hvor han skal forsvare, hvordan de udtalelser han kom med på det seneste samråd hænger sammen med, at det efterfølgende er kommet frem, at han har fået en gave til en værdi af cirka 10.000 kroner fra en mand, som man må forstå han dårligt nok kendte,” siger han til Ekstra Bladet.

Kvotekongesag fældede Esben Lunde
Sagen om kvotekongerne blussede op, da det kom frem, at daværende minister for fiskeri Esben Lunde Larsen (V) i sommeren 2016 fik 16 forslag til ændringer af kvotereglerne fra Naturerhvervstyrelsen, der skulle stramme op overfor kvotekongerne. Men de forslag holdt Esben Lunde Larsen tilbage for resten af Folketinget.

Sagen endte med, at ansvaret for fiskeri blev flyttet over til udenrigsministeriet, hvor Karen Ellemann (V) blev ny minister for fiskeri.

 

 

 

 

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook