Medie: TV 2 ignorerede advarsel om falsk valgbombe

TV 2 så bort fra en eksperts klare advarsel og valgte alligevel at bringe en falsk historie op til valget i Grønland.
Foto: TV 2
"TV 2 - bedst på breaking og live," lyder stationens motto.
Det var en bombe i den grønlandske valgkamp.

Få dage før landstingsvalget i april bragte TV 2 en opsigtsvækkende historie om formanden for Inut Ataqutigiit (IA), Múte B. Egede. Formanden havde været inhabil i to sager, og deltaget i beslutninger, som havde forgyldt ham selv, lød det.

Problemet var bare, at historien var forkert, og dagen efter landstingsvalget måtte TV 2 beklage historien.

Men nu viser det sig, at TV 2 i klare vendinger blev opfordret til at tjekke, om der lå en skjult agenda bag det tip, der endte med at føre til historien.

Det skriver Ekstra Bladet, efter at avisen tidligere har kunnet berette, at det var redaktionschef på TV 2 Ulla Østergaard, som satte to journalister til at skrive den kritiske historie om Múte B. Egede.

Alarmklokker ringede

Advarslen til TV 2 kom to dage før publiceringen, hvor formanden for Transparency International Greenland, Birita í Dali, blev ringet op af en journalist og præsenteret for TV 2's historie. Formanden studsede med det samme over de oplysninger, hun blev bedt om at kommentere.

"Vi talte sammen i formandskabet, efter TV 2 havde ringet, og blev enige om, at vi ville udtale os generelt og ikke kommentere den enkelte sag," siger Birita í Dali til avisen.

"Men det fik vores alarmklokker til at ringe, og jeg syntes derfor, at det var vigtigt at sige, at de skulle tjekke tippet."

Men TV 2 så tilsyneladende stort på advarslen, og Múte B. Egede fik i øvrigt ikke mulighed for at forholde sig til den kritik, der blev rejst af ham i historien.

På baggrund af de nye oplysninger beklager nyhedsdirektør hos TV 2 Ulla Pors endnu engang forløbet over for Ekstra Bladet.

En alvorlig og graverende fejl

"Det er en alvorlig og graverende fejl, at historien blev bragt," udtaler Ulla Pors i et skriftligt svar.

"Det er vi meget, meget kede af, for vi ved, det er særlig uheldigt op til et valg."

Ulla Østergaard har også tidligere beklaget, at historien blev offentliggjort.

Artikel fjernet

Den kommende chefredaktør på det nye netmedie Frihedsbrevet, Kristoffer Eriksen, er overrasket.

"Grotesk," skriver Kristoffer Eriksen på Twitter.

"Vildt. Absurd. Man fattes ord."

placeholder

Mandag og tirsdag rettede stationen artiklen yderligere, så at TV 2 nu direkte skriver, at den oprindelige artikel aldrig burde være bragt - og beklager uden forbehold:

'TV 2 beklager artikel om grønlandsk politiker', hedder artiklen nu. Og den oprindelige artikel er helt fjernet.

IA blev den helt store vinder ved valget den 6. april og dannede efterfølgende regering sammen med partiet Naleraq. Múte B. Egede blev den nye landsstyreformand.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Tjaa, enten er TV2 nyttige idioter, eller inkompetente.

Enig Michael, og jeg vil rigtig gerne vide hvem de er nyttige idioter for, hvis det viser sig, at det er hvad der er tale om. Jeg vil ikke være overrasket, hvis pilen peger på Greenland Minerals og dermed i sidste ende Kina.

Annonce