Netavisen Pio har samlet de fem bedste pointer fra kronikken ’Sådan moderniserer vi Danmark’, hvor tidl. departementschef Anders Eldrup og tidl. bankdirektør Peter Schytze foreslår, at privat finansiering anvendes til at videreudvikle velfærdssamfundet.

Kronikkens pointer vil med statsgaranti blive mødt med raseri fra såvel betonkommunister og ultraliberalister, der forbander henholdsvis det private og det offentlige.  Men for pragmatiske socialdemokrater er kronikken en øjenåbner for, hvordan eksempelvis pensionskasserne kan spille en større rolle i videreudviklingen af velfærdssamfundet.

1. Velfærdsmodellen er en succes

”Selv om 'dødsdommen' ofte er afsagt over den skandinaviske velfærdsmodel, kan vi i dag konstatere, at det er de nordiske lande, som topper listen over lande med orden i økonomien og relativ harmoni i samfundet. Modellen ser ud til at være en succes. Men den skal stadig fornys og udvikles. I tider med stram samfundsøkonomi kan det være en udfordring. Derfor må vi se på nye samarbejdsformer mellem den offentlige og private sektor - hvor den nødvendige fornyelse får plads, men hvor det offentlige bevarer den overordnede kontrol og styring.”

2. Pensionskasserne skal i højere grad finansiere fælles investeringer

”Vi har opbygget en pensionssektor, som især efter indførelsen af arbejdsmarkedspensioner i 1987 er overordentlig velkonsolideret - både efter dansk og international målestok. I dag er der opsamlet en formue på mere end 3.000 mia. kr. - næsten på størrelse med den norske oliefond - og beløbet er stadig voksende. Med denne grundstruktur i dansk økonomi synes det en overvejelse værd, om pensionskasserne kan spille en større rolle i fornyelsen af velfærdssamfundet. Valget står formentlig mellem en hurtigere modernisering og udvikling af velfærdssamfundet med inddragelse af pensionskasser og andre - eller en langsommere udvikling alene baseret på den klassiske model med fuld offentlig finansiering.”

3. Når staten skal finansiere alting, bliver mange investeringer ikke igangsat

”Et eksempel på mulighederne i et offentligt-privat samarbejde er Havnetunnelen i København.

En traditionel tilgang til et sådant projekt er at kategorisere det som et statsligt vejbyggeri finansieret over finansloven. Den optik vil formentlig føre til, at det har lange udsigter, før en havnetunnel vil blive anlagt. (..) Ved en traditionel statslig finansiering vil en række ' windfall-gevinster' tilfalde: bilisterne (en ny og hurtigere trafikrute), Københavns Kommune (aflastning af trængselsproblemer i midtbyen, åbning af nye by-udviklingsområder til den voksende befolkning), grundejerne i Nordhavnen og på Refshaleøen (værdistigninger). Som det fremgår, vil en traditionel statslig finansiering ikke give en rimelig fordeling af fordele og finansieringsbyrder - og dermed formentlig føre til, at investeringen ikke kommer i stand foreløbig.”

4. Private tilfører mere professionalisme

”Der er behov for en mere professionel tilgang til byggeri fra de offentlige bygherrer. Ofte har institutioner og kommuner kun med lange tidsmæssige intervaller større byggesager. (..) De fem nye supersygehuse er et eksempel på, at der bygges i fem parallelle spor af fem forskellige byggeadministrationer, som ikke i mange år har været ansvarlige for sådanne projekter. Selv om der er gjort mange anstrengelser for at sikre videndeling, er der næppe tvivl om, at processen ikke er optimal. Det er en afgørende parameter for et vellykket bygge-og anlægsprojekt, at man i den indledende fase bruger mange kræfter på at kortlægge, analysere og prissætte de risici, der altid er i sådanne projekter. Det sker effektivt, hvor en offentlig og privat part skal indgå en kontrakt med hinanden, som det er tilfældet i OPP-projekterne.”

5. Ingen overskridelser af budget og tidsplan

”De begrænsede erfaringer (med offentligt-private partnerskaber, red) viser, at projekterne er blevet gennemført til tiden og inden for aftalte budgetter. Dette er som bekendt ikke i samme grad tilfældet for traditionelle offentlige bygge-og anlægsprojekter. Forklaringen på forskellene skal formentlig især søges i den ændrede proces, som OPP-modellen medfører, bl. a. fordi der i de indledende faser af projektet lægges meget stor vægt på kortlægning og afdækning af risici. (..) Skal den private part overtage nogle af risiciene, skal der lægges en betaling herfor oveni - men til gengæld er den offentlige part sluppet af med disse risici. Man kan sige, at den offentlige part betaler en 'forsikringspræmie'. Hvis værdien af den bedre tilrettelæggelse af byggeprocessen, som blev nævnt ovenfor, overstiger illikviditetspræmien, vil det - alt andet lige - være mere fordelagtigt for den offentlige part at indgå en aftale med en privat partner, f. eks. efter OPP-modellen, frem for selv at varetage byggeopgaven.”