Meningsmåling er skidt nyt for Socialdemokratiet i København

Pernille Rosenkrantz-Theil

Meningsmåling er skidt nyt for Socialdemokratiet i København

Partiet står til 13,6 procent - det er en tilbagegang på 3,6 procentpoint i forhold til kommunalvalget i 2021

Pernille Rosenkrantz-Theil (S), Line Barfod (EL) og Sisse Marie Welling (SF)
Billedtekst

Pernille Rosenkrantz-Theil (S), Line Barfod (EL) og Sisse Marie Welling (SF)

Foto: Socialdemokratiet og 2 X Kbh. Kommune - Fotografik: Lea Damsgaard Lyng

En intern meningsmåling fra slut november - foretaget af Wilke for De Konservative i København - er skidt nyt for Socialdemokratiet i København.

Meningsmålingen, som Netavisen Pio har modtaget fra De Konservative i København, giver således 13,6 procent til Socialdemokratiet.

Ifølge målingen står Socialdemokratiet til kun at blive tredjestørste parti - overhalet af Enhedslisten og SF

Det er en tilbagegang på 3,6 procentpoint i forhold til kommunalvalget i 2021, hvor partiet fik 17,2 procent. Ifølge målingen står Socialdemokratiet til kun at blive tredjestørste parti - overhalet af Enhedslisten og SF.

Ifølge målingen er Enhedslisten fortsat det største parti i København med en tilslutning på 22,3 procent. Det er en tilbagegang på 2,3 procentpoint i forhold til kommunalvalget i 2021, hvor EL fik 24,6 procent.

SF stormer frem

SF stormer ifølge målingen frem med hele ti procentpoint og står til at blive Københavns andet største parti med 21 procent. Tilbage i 2021 fik SF mere beskedne 11 procent.

De Radikale står ifølge Wilke-målingen til en lussing med en tilslutning på 6,8 procent. Det er en markant nedgang i forhold til 2021, hvor De Radikale fik hele 11,9 procent af stemmerne.

Den radikale nedgang er altså på 5,1 procentpoint.

Nok så bemærkelsesværdigt ved mere end 25 procent af de adspurgte københavnere ikke, hvem de ville stemme på til kommunalvalget, hvis der var valg i morgen.

Første måling usikker

Socialdemokratiets overborgmesterkandidat, tidligere social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil, har tidligere udtalt, at det kan blive tæt på umuligt for Socialdemokratiet at genvinde overborgmesterposten, som har været på socialdemokratiske hænder i over et hundrede år.

Udtalelsen baserede sig på en ligeledes intern meningsmåling foretaget af Epinion for SF og Enhedslisten, hvor Socialdemokratiet stod til kun 12 procent.

Målingen blev offentliggjort 19. november og blev i første omgang omtalt som en “aktuel” og “ny” måling. Siden viste det sig, at målingen var foretaget to en halv måned tidligere, nemlig i perioden 16. august til og med 4. september.

Det er netop den periode, hvor Socialdemokratiet skiftede spidskandidat fra Sophie Hæstorp Andersen til Pernille Rosenkrantz-Theil. Og netop dét forhold gør målingen usikker, ifølge valgforsker Kasper Møller Hansen.

Line Barfod går efter guldet

Enhedslistens spidskandidat, teknik- og miljøborgmester i København, Line Barfod, går denne gang efter overborgmesterposten, men hun er dog villig til at lade overborgmesterposten gå videre til SF’s spidskandidat, sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling, hvis SF bliver større end Enhedslisten ved kommunalvalget, som finder sted til november.

Line Barfod, går denne gang efter overborgmesterposten

Wilke-målingen fra slut november baserer sig på 1.001 adspurgte personer på 18+ år med bopæl i Københavns Kommune.

De Konservative i København forklarer den sene offentliggørelse med, at man har brugt december på at 'kvalificere målingen'.


Her er den fulde måling som Det Konservative Folkeparti i København har fået foretaget hos Wilke

 

"Fremgang siden sidste måling"

Andreas Keil, der er nummer to på Socialdemokratiets opstillingsliste til kommunalvalget i november, skriver i en kommentar til målingen, at han med glæde noterer en fremgang til Socialdemokratiet i forhold til sidste måling:

Jeg har noteret en fremgang siden sidste måling, og det er jeg meget glad for

“Jeg har noteret en fremgang siden sidste måling, og det er jeg meget glad for," skriver Keil til Netavisen Pio og fortsætter:

"Vi er ude og tale med rigtig mange københavnere, besøge foreninger, uddannelser og arbejdspladser for at høre hvordan de ønsker at fremtidens København skal se ud. Vi oplever en stor imødekommenhed fra folk, og vi får mange spændende ideer og tanker som vi i Socialdemokratiet kan arbejde videre med".

Opdateret kl. 14.35 29/1 med kommentar fra Andreas Keil (S)

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Helle (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 28.01.2025 - 19:24

Hvor valid er den måling. Blev lige ringet op af wilke måleinstituttet, men jeg var over 59, så det var ikke målgruppen , det var 16 til 59 år og emne kommunalvalget.

Indsendt af Bent Menck Andersen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 28.01.2025 - 19:30

Hvis det er de 3 bedste kandidater, som henholdsvis Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten kan stille op med, som deres bud på en overborgmester, er det godt jeg ikke bor i København.

Indsendt af Niels Duus Nielsen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 28.01.2025 - 20:31

Som svar til af Bent Menck Andersen (ikke efterprøvet)

Har du et argument, Bent? Hvad er der efter din mening galt med de tre kandidater, siden du så åbenlyst ikke bryder dig om dem??

Indsendt af Bent Menck Andersen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 29.01.2025 - 12:21

Som svar til af Niels Duus Nielsen (ikke efterprøvet)

Pernille Rosenkrantz-Theil var tidliger "en slags talskvinde" for enhedslisten og er kendt for, som aktivist, at "kaste" med høns i folketingssalen og lukke de aktivister ind, der overhældte Anders Fogh Rasmussen med rød maling. Herefter skifter hun holdning i politik "som vinden blæser". Line Barfod, tidligere talskvinde for enhedslisten da hun var i folketinget, derefter advokat hos Foldschack (ham der hentede en såkaldt dansk dreng hjem fra en fangelejer i Syrien) Drengens mor er Somalier, frataget Dansk statsborgerskab og bosat i England fra hun var 6 år og faren var en afdød IS-kriger. Hun fremtræder som "uduelig" i sit nuværende job som teknik- og miljøborgmester. Sisse Marie Welling. hvem er hun? Er oplyst som sundheds- og omsorgsborgmester, kender ikke noget til hende, heller ikke fra medierne.

Indsendt af Niels Duus Nielsen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 28.01.2025 - 20:30

Når man af valgtekniske årsager skifter spidskandidaten ud, uden at præcisere, hvad partiets visioner for et fremtidigt København er, må man forvente tilbagegang. Det er jo tydeligt, at socialdemokraterne med denne manøvre alene gik efter magten, uden egentlig at have en ide om, hvad de vil bruge magten til. Hvad er Socialdemokratiets politik? Hvad vil socialdemokraterne med København? Det får vi ikke at vide, heller ikke her i Pio, hvor journalisterne i stedet stirrer sig blinde på ligegyldige meningsmålinger. Hvad vil Socialdemokraterne? Hvis ikke I kan svare på det, er det da klart, at I ikke får nogen stemmer!

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 28.01.2025 - 22:45

Københavns kommune er ikke nogen socialdemokratisk højborg, har ikke været det længe, og bliver det i endnu mindre grad i fremtiden. Og jeg ved allerede nu, at jeg kan skrive det samme igen næste gang, der kommer en meningsmåling. Men hør nu her; Det er slut med socialdemokratisk styre der. Demografien har talt, og det er partiets egen skyld. Og kan vi så komme videre?

Indsendt af Aksel Jensen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 29.01.2025 - 02:53

København trues af ulve fra Jylland og Putin fra søsiden! Milliarderne pumpes ud til forsvaret af København som ventede bombardementerne fra fjenden, der mente at Danmark havde valgt de forkerte geopolitiske venner! Hovedstaden går hårde tider i møde! Stigende fødevarepriser, da det meste af Jylland udlægges i skov og eng! Endnu flere må leve i København og boligpriserne får endnu et nøk opad! Og havstigningerne? Godt at Kastrup lufthavn ligger så tæt på, så billige ferier i Thailand kan nydes sammen med udenrigsministeren! Hvad indad tabes, skal udad vindes! Flyafgifter er ind til videre blot en dråbe i havet! At rejse er at leve lyder det fortsat fra Det kongelige Teater! Maskeradespillet om København kan fortsætte! Hvem vinder byrådsvalget? Udover at være gratis er DeepSeek hurtig og bruger mindre energi end de mere kendte amerikanske sprogmodeller som ChatGPT. I Holstebrovalgte de kinesiske biler til hjemmeplejen. Hvad bliver valget i Storkøbenhavn? Med ulve løbene overalt! Selv på Amager Fælled! Partierne må søge dybt i medlemskartotekerne for at finde egnede kandidater! Der kan overbevise vælgerne der lever livet på sociale medier og thailandske strande! Og ind imellem kommer på Det kongelige Teatef: Jeppe er manden, der på ingen måde har magt over sit eget liv; han er fæstebonde, hans kone Nille slår ham og er ham tilmed utro Alt imens statsministeren flyver fra Herodes til Pilatus… Den Kongelige Grønlandske Handel, KGH, var et dansk statsdrevet handelsselskab, der i perioden fra 1776 til 1950 havde eneret på handel med Grønland. “Borgerne i den lille by, der går sammen om at redde den lokale købmandsbutik. Køber anparter og søger fonde. Så købmanden fortsat kan holde åbent.” “Vi er i en ny tid. Jeg tror desværre, at de kommende år vil byde på flere trusler mod vores land og levevis. Oprustning for at undgå krig er i mine øjne uomgængeligt. Men lad os gøre det på den danske måde. Socialt retfærdigt og med vores værdier i behold. Så kommer det hele ikke til at gå ad helvede til.” Selv ikke i København….Partiet står til 13,6 procent - det er en tilbagegang på 3,6 procentpoint i forhold til kommunalvalget i 202…. “Vi er i en ny tid.!”

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 29.01.2025 - 13:08

Wonderful Copenhagen- Jeg holder personligt meget af at bruge byens grønne cykelruter som fører en gennem forskellige bydele - Byen har så meget at byde på , tænk bare på Torvehallerne v/ Nørreport som vi kan takke Ritt Bjerregårds visioner for . Der er så meget at glæde sig over i byen. Hvor politikerne i fællesskab har ændret byen med en nødvendig renovering af en trist og slidt boligmasse - til nutidens boliger med de åbne grønne gårdrum der kalder på fælles aktiviteter . Sådanne skulle det meget gerne blive ved med at være. En by for alle uanset politisk tilhørsforhold .

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 29.01.2025 - 14:05

Som svar til af Nielsen (ikke efterprøvet)

Jeg vil lige tilføje - at det ikke er alt det nye byggeri som jeg bifalder - Særligt det som er blevet opført ved Dybbølsbro st og Fisketorvet - Her tænker jeg især på Kaktustårnene og Tivolihotelet - Det er virkeligt grimt og skæmmende at se på . Nu er jeg spændt på hvordan det nye byrum “Jernbanebyen” som skal opføres på grundene ved DSB værkstederne og Hovedlager,samt på området med de tidligere tjenesteboliger (kineserbyen ) kommer til at se ud .

Indsendt af Søren Chr. Lund (ikke efterprøvet) den Onsdag den 29.01.2025 - 19:51

Mon nogen kan få øje på et bedre middel til at øge vælgertilslutningen til borgmesterpartierne Socialdemokratiet og Venstre frem til kommunalvalget i november, end at rulle afskaffelsen af Store Bededag tilbage ... ?

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 30.01.2025 - 14:52

Kan vi ikke blive enige om at navne på pladser og gader skal bevares i deres nuværende form - Altså ikke noget med at omdøbe Israels plads til Palæstinas plads fordi EL har vælgere der klart sympatiserer med palæstinenserne i konflikten mellem Israel og Palæstina- Og heller ikke noget med at ændre gadenavnet ved den russiske ambassade , fra Kristiania gade til Ukraine gade i sympati med Ukraine i deres kamp mod Rusland - Det mener jeg man skylder i respekt med tidligere københavnske kommunal bestyrelser beslutninger - og af ALLE borgerne i København uanset politisk ståsted.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.