Annonce

Meningsmåling: S for første gang over valgresultatet

Ny meningsmåling giver, for første gang siden valget, Socialdemokraterne et resultat der er bedre end ved valgresultatet i 2011. Konservative styrdykker mod spærregrænsen med kun 2,9% af vælgernes opbakning.
En ny meningsmåling sender for første gang Socialdemokraterne op over valgresultatet, men blå blok står stadig stærkest. Konservative tæt på spærregrænsen.

I den seneste meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, får Socialdemokraterne 25,5 procent af stemmerne, hvilket er 0,7 procentpoint mere end ved valget i 2011 og den højeste andel, som partiet har opnået siden. Det ville betyde en fremgang for partiet på to mandater.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kan altså glæde sig over en støt og fortsat stigende opbakning til Socialdemokraterne blandt vælgerne, som i en Voxmeter-måling for knap et år siden, i maj 2014, gav regeringspartiet en tilslutning nede på 15,8 procent.

Udviklingen glæder også den politiske ordfører Maja Panduro (S).

"Jeg håber selvfølgelig, at det skyldes, at folk begynder at se resultaterne af vores politik og er enige i, at vi skal videre ad den vej og ikke ud i de eksperimenter, som Lars Løkke vil med nulvækst og forringelser af velfærden," siger hun til Ritzau.

Mens der er stigende støtte til Socialdemokraterne, er der en anderledes negativ udvikling hos det andet regeringsparti, De Radikale. Partiet står til en tilbagegang på 3,1 procentpoint og er nu helt nede på 6,4 procent. Det er det laveste, De Radikale har fået i en Voxmeter-måling siden valget.

Samlet set kan rød blok mønstre 46,5 procent af de adspurgte i målingen, hvortil der kan lægges 1,5 procent til Alternativet. Dermed står Uffe Elbæks parti stadig ikke til at komme ind og kan heller ikke bidrage til et rødt flertal.

Rød blok opnår i målingen 84 mandater mod blå bloks 91. Blå blok står til at få 51,7 procent, men det er inklusiv de 0,7 procent til Kristendemokraterne.

Konservative styrdykker mod spærregrænsen
Samlet set er det i høj grad Dansk Folkepartis skyld, at blå blok går frem i forhold til sidste valg. Partiet står til en fremgang på 5,9 procentpoint til 18,2. Helt slemt ser det ud for de konservative, som efter deres naziislamisme-kampagne kun står til 2,9 procent af stemmerne. Partiet har mistet omkring en fjerdedel af sin opbakning på en uge og dermed er formand Søren Pape Poulsen og hans partifæller faretruende nær ved spærregrænsen på 2 procent.

Målingen, der er baseret på 1008 repræsentativt udvalgte danskere, er foretaget i uge 16. Den er behæftet med en statistisk usikkerhed på maksimalt 2,7 procentpoint. Cirka 21 procent af de adspurgte var i tvivl om, hvad de ville stemme. De er derfor ikke talt med i resultatet.

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet