Menneske og maskine på cykel

Anmeldelse: Italiens to store cykelryttere var ikke kun rivaler, men repræsenterede også ånden fra hvert sit Europa.

Billede: Gino Bartali (tv) og Fausto Coppi (th).

”I Italien hører cyklen til i den nationale kunstarv, ligesom Leonardo Da Vincis Mona Lisa, Kuplen i Peterskirken, og den Guddommelige komedie gør”.

Stilen er lagt lige fra begyndelsen af den italienske forfatter Curzio Malapartes essay om de to italienske cykelryttere Gino Bartali og Fausto Coppi. Et essay, der oprindeligt blev udgivet i 1947, men nu efter 70 år for første gang er udgivet på dansk af forlaget Atlas.

Gino Bartali og Fausto Coppi er to af cykelsportens allerstørste navne. Deres rivalisering hører til de mest legendariske i sportshistorien, og det var i høj grad med til at give cykelsporten sin såkaldte ’guldalder’ i årene efter Anden Verdenskrig.

De vandt begge Tour de France to gange og Giro d’Italia henholdsvis tre og fem gange. Dertil kom klassiske endagsløb som Milano – San Remo og Giro di Lombardia. Sejrslisten for begge ville have været endnu mere imponerende, hvis ikke havde været fordi deres bedste år var faldet sammen med krigen.

Det gamle og det nye Europa
De er dog ikke først og fremmest deres mange sejre, Curzio Malaparte fokuserer på. I stedet ser han de to ryttere som repræsentanter for hver sin verden.

Den fromme katolik Bartoli, der takker gud for sine sejre, er ifølge Malaparte ”mesteren i en verden, der allerede er forsvundet, den overlevende fra en civilisation, der blev dræbt af krigen. Han repræsenterer den rastløse og foruroligende romantik, der nåede sit højeste mellem de to krige, og foreninger den heroiske ånd fra det gamle Europa i den moderne verden.”

Der er blod i Ginos årer. I Faustos er der benzin

Coppi der derimod et barn af efterkrigstiden, som repræsenterer alt det moderne, ”den rationelle og videnskabelige ånd, kynismen, ironien, skepticismen af de nye Europa, den nye generations manglende fantasi og deres materialistiske overbevisning […] Coppi frygter ikke helvede, han frygter andenpladsen”.

Bartalis baggrund er det traditionelle bondesamfund, Coppis det moderne industrisamfund. Bartali er mennesket, Coppi er maskinen, robotten: Eller som Malaparte formulerer det: ”Der er blod i Ginos årer. I Faustos er der benzin.”

Mens der for Bartali eksisterer begreber som gud og fædreland, der rækker ud over det enkelte menneske, eksister der for Coppi kun mennesket, som er ”alene, alene i naturen som i samfundet, alene foran sin skæbne”. Alene og dømt til ensomhed.

Fascisten der blev kommunist
Curzio Malaparte er i sig selv et interessant bekendtskab. Som overbevist fascist støttede han i 1922 Benito Mussolinis magtovertagelse, men lagde sig senere ud med regimet og blev smidt i fængsel. Under krigen fik han dog lov at rejse til østfronten som korrespondent, hvor han beskrev sine oplevelser i den hårdkogte bog ”Kaput”, som for nogle år siden blev udgivet på dansk. Efter krigen blev medlem af kommunistpartiet.

Malaparte er hverken den første eller den sidste, som bruger sporten som et spejl på samfundsudviklingen eller en lader en sportslig rivalisering række ud over en rent sportslige til at sige noget om forskellige livssyn, ja endog politiske overbevisninger. I fodbold er der skrevet mange sider op og ned om de gode individualister over for det stærke kollektiv, ligesom både det tyske og det franske landshold, med deres mange forskellige etniciteter, er blevet holdt op som billede på en samfundsudvikling.

Malapartes essay er sprudlende og velskrevet, og det er svært ikke at fanges ind af hans beskrivelser af de to ryttere. Han har været stor inspiration for mange senere sportsskribenter, og hans tilgang med at se cykelryttere som ikke bare mennesker, der træder i nogle pedaler, men som atleter, ja kunstnere, der repræsenterer en særlig tendens i samfundet, er forsat helt op til vores dage.

Tænk bare på den megen snak under sommerens Tour de France om ’robotten’ Christopher Froome, der ikke træder en vigtig pedalomdrejning uden at konsultere sin wattmåler, over for en ’romantiker’ som Alberto Contador, der kaster sig ud i vilde angreb, vinder store sejre og gennemgår frygtelige nederlag.

Selv efter 70 år er Malapartes essay derfor yderst læseværdigt – også selvom man ikke hører til dem, der bruger alle sommerens vågne timer på at se Tour de France.

 

Curzio Malaparte: Coppi og Bartali, Forlaget Atlas, 45 sider. 


Kommentarer fra Facebook