Mere fokus på de lavtlønnede puklere, tak!

Venstrefløjen har stirret sig blind på stakler, men den har helt glemt dem, der pukler, mener handicaphjælper.
Foto: Colourbox
I årtier - efterhånden - har det været sådan i dansk politik, at man stort set udelukkende har bejlet til enten de 'stærke' eller 'svage' i samfundet.

Vi kender det også som 'vinder-taber samfundet', og ét af kendetegnene er, at politikere her begynder at tale hen over hovedet på majoriteten af arbejderklassen. Det vil sige de lavtlønnede.

Disse er endt med at være så godt som ikke-eksisterende i den politiske bevidsthed. Som faldet ned mellem to stole, da de udgør et 'hverken-eller', hvorfor åbenbart de er dømt til at gå under politikernes radar for evigt.

Mere fokus på puklere

Der mangler i den forstand velvilje til at få denne samfundsgruppe hevet op fra gulvet, men ét af problemerne er, at venstrefløjen er kørt med på hele vinder-taber-diskursen, hvorfor også de har stirret sig blinde på stakler, men helt glemmer dem, der pukler.

Det hjælper heller så ikke på det, at megen af den politik, der bliver tænkt og ført ud i livet på Christiansborg, kommer fra urbane scient.pol-typer, der er ude af trit med, hvordan livet er i arbejderklassen.

Der er ude af trit med, hvordan livet er i arbejderklassen

I den forstand er også venstrefløjspolitikerne endt som elitære, og følgelig opfatter de da også gerne alle, der ikke vælter sig i succes, som stakler og ofre for det ene og det andet og det tredje, men igen, som en måde at tale hen over hovedet på alle dem, der ikke anser sig selv som stakler, men ikke desto mindre knokler røven ud af bukserne og alligevel har problemer med at betale deres regninger.

Huslejepriserne eksploderet

Dét, der er brug for er, at venstrefløjen hanker op i sig selv, og måske får tyndet ud i bestanden af akademiker-politikere, og så ellers starter med også at interessere sig for dem, der laver noget og bidrager til samfundet.

Tag nu f.eks. bare de høje huslejepriser i storbyerne.

Som det står nu, så har lavtlønnede hverken råd til at bo i nærheden af deres job, og ej heller råd til at flytte ud, for så skal de have en bil, og så er de nået lige vidt. Medmindre altså, at de har lyst til at betale i dyre domme for at køre i bus 3-4 timer om dagen for et allerede ildebetalt job?

Forhøj boligstøtten

Vi skal her huske på, at lavtlønnede ikke kan gøre for, hvis deres job ligger i en storby - det kan de derimod takke centraliseringen for - og derfor er det ikke fair, at de skal bruge størstedelen af deres, i forvejen, skrabede budget på en kæmpehøj husleje.

Nu ved jeg så ikke, om det nogensinde vil lykkedes boligministeren Kaare Dybvad (S) at få sat fut i almenbyggeriet - jeg håber det - men uanset, så har det lange udsigter, og den tid har lavtlønnede ikke.

Den tid har lavtlønnede ikke

Læg dertil, at boligstøtteordningen stadig er skævvredet til fordel for klienter, hvorfor lavtlønnede må opleve at få kraftigt beskåret eller måske helt fjernet deres boligstøtte, hvis de knokler +40 timer om ugen for at få det til at løbe rundt.

Den slags skal selvsagt stoppes, eller også, så burde man - som led i en brandslukning - forhøje de lavtlønnedes boligstøtte, i det mindste indtil prisniveauet i storbyerne falder.

En udregning heraf bør, i øvrigt, tage udgangspunkt i timelønnen, fremfor samlet indkomst, så man ikke ender med at straffe dem, der forsøger at arbejde sig ud af relativ fattigdom.

Det er til gengæld så også noget, man ville vide, hvis man selv havde været der.

Dennis Larsen er handicaphjælper, filosofiblogger og tidligere omsorgshjælper i psykiatrien. Han bor i Aarhus.


placeholder

Annonce