Mere underholdning end brugbar oprørslitteratur

Bruger de privilegerede i virkeligheden deres empati og puritanisme som eskapisme? Det indtryk kan man godt få, når man læser Constance Debré’s selvbiografiske romantrilogi. 

Hun bærer et kendt navn, er skolet i alt det aristokratiske og det ophøjede, men ligesom en lang række forfattere før hende, er rigdommen forsvundet med tiden, og hendes navn glimrer nok som kulturel kapital, men pengene er ikke fulgt med. 

Ikke fordi hun som sådan lider voldsomt under det, for hun har uddannet sig som jurist og arbejdet som forsvarsadvokat.

Men spørgsmålet er, om en punker som Constance Debré i virkeligheden ikke lider af en helt anden form for identitetskrise, end den, hun rent faktisk skriver om, i sin nu afsluttede trilogi, hvor ‘Navnet’ er sidste del? 

Hun raser og river ned, bryder med patriarkatet, identificerer sig som delvist queer, men holder sig alligevel fra for faste definitioner, barberer håret af, holder en streng kropsdiciplin, dyrker en bohemetilværelse, hvor hun umiddelbart ikke ejer en dyt, skider på det hele og udlever sine drifter ‘frit’. 

Og Constance Debré er ikke den eneste franske forfatterinde, der reagerer sådan i vore tider. Det samme gør Virginie Despentes, og trods mindre forskelle er de begge nærmest anakronistisk punkede, med deres brovtende ‘fuck’, sprogligt anskuet, og deres hån mod alt, der minder om borgerlighed. 

Og alligevel lykkedes det ingen af dem at komme forfængeligheden til livs, hvor Despentes synes at være det bevidst, mens Debré måske ikke helt har erkendt det. 

Det lyder selvsagt infantilt, hvilket det også i høj grad er

I hvert fald følger vi hende i ‘Navnet’, hvor hendes fader ligger for døden, hun selv har sagt farvel til det hele, lever som nomade, fra den ene elskerindes seng efter den anden, som frigjort forfatter, der gerne vil forklare os læsere, at alle lever et sindssygt forstyrret liv, fordi vi ikke vælger den ægte ‘kærlighed’, som hun selv har fundet, fordi den ingen bånd har, og fordi hun bare gør hvad fanden det passer hende. 

Det lyder selvsagt infantilt, hvilket det også i høj grad er. Men der er også en snert af mere tidslig relevans over hendes tilgang til drift, seksualitet og kærlighed, for hun er bestemt ikke den eneste, der ser sådan på det. 

Læs også:Ny bog kalder på genoplivning af klassekampen

I ‘Navnet’ spiller hun igen sit største aktiv ud: at hun som privilegeret gør op med familien og anerne, fordi borgerskabet og aristokratiet er råddent. 

Det lyder jo både vovet og grænseoverskridende, men når man så læser om hendes opgør, synes det ikke at indeholde megen radikalitet. 

Hun tager ansvar for faderens sidste livsfase, hun elsker lidt her og der, og så passer hun jo på sig selv fysisk. 

Rumpen kommer ikke i klaskehøjde

Der er generelt opstået en art puritanisme og social bevidsthed hos middel og nedre overklasse i disse år. Især hos kvinderne. 

De går ikke så radikalt op i modetøj, og de vil gerne gå i genbrug, der ligner afslappethed, selvom de alligevel alle sammen ligner hinanden. 

De vil gerne signalere, at de ikke tåler intolerance, især når det gælder det at se ned på andre. Kort sagt, så vil de gerne signalere, at de ikke er fordomsfulde, og at de aldrig tænker i sociale hierarkier. 

Det er præcis sådan, at Constance Debré’s 'Navnet' kan opleves. 

Læs også:Vrede og manipulation har sejret over fakta i politik - men forfatter snubler med løsningen

Måske indbilder man sig, at denne puritanisme handler om at finde andre, og dybere værdier end forbrug, til eksempel, og at tolerancen handler om et opgør med snobbisme og narcissisme, men kigger man tendensen dybere i kortene, så handler det måske endnu mere om at skille sig ud fra de andre privilegerede, uden i virkeligheden at sætte sin egen rumpe i klaskehøjde. 

Når man læser Constance Debré’s Navnet, så kan man godt få den fornemmelse, at hun er på turistbesøgt i underskoven, i underklassen, og at hun på en underlig måde slet ikke kan se, at hun gør det på den mest betingelsesløse facon.

Man misunder i hvert fald ikke Constance Debré’s moralistiske position

Det er nemlig underligt med disse punkede overklasseopgør, der finder hierarkierne hykleriske og undertrykkende, og som samtidig frabeder sig alle former for ansvar og bindinger. 

For så er det jo nemt nok at kaste sig i sølet, søge mere intense følelser dernede, hvor eksistensen er en kamp, så længe man kan slippe derfra igen. 

Åh og ih så vigtig

Det er fint nok at bekende kulør, og frabede sig alle former for bindinger og ansvar. Men når man læser 'Navnet', som faktisk virker potent og intens nok, og derfor er underholdende læsning, så opdager man pludselig, at det bare er ren attitude, og at det i virkeligheden er rendyrket narcissisme og selvfedme, hvilket gør det ret kedsommeligt i længden. 

Man misunder i hvert fald ikke Constance Debré’s moralistiske position, hendes selvspejlinger og underlige idé om, at hun er åh og ih så vigtig. 

Læs også:Mindre provokerende, men til gengæld mere tankevækkende og ren litterær nydelse

Man tænker, at hun så gerne vil, og faktisk også kan meget, men at være i hendes sko, ja, det må ikke være nemt, hverken for hende selv, eller for dem, der måtte tækkes hende. 

Derfor er 'Navnet' også mere underholdning, end decideret brugbar oprørslitteratur, og det er jo også fint nok. Man kan blot håbe på, at ikke alt for mange fanges i dette identitetsprojekt, der synes at være gået i stå på halvvejen. 

Constance Debré. 'Navnet'. På dansk ved Sofie Vestergaard Jørgensen. 128 sider. Forlaget Vinter, 2026.