Merkel fik historisk hård lussing i Hamborg

Angela Merkels konservative partifæller fik en historisk vælgerlussing ved valget i Hansestaden. Socialdemokrat genvalgt som borgmester.
Foto: SPD/Facebook
Hamborgs overborgmester Peter Tschentscher, SPD, fejrer genvalget.
Tyskland: Det kriseramte tyske socialdemokrati, SPD, blev – trods tilbagegang - det største parti ved weekendens valg i bystaten Hamborg.

SPD fik 39 procent af stemmerne, hvilket dog udgør en pæn tilbagegang på knap 7 procent ift valget for fem år siden.

Grøn sejr. Blå nedsmeltning 

Valgets helt store vinder blev miljøpartiet De Grønne, som fordoblede deres tilslutning til 25 procent af stemmerne. De Grønne har i de seneste måneder oplevet stor fremgang i de nationale målinger, og den fremgang blev i høj grad også overført til valget i Hamborg.

Men med fremgang til De Grønne lægger Hamborg sig i slipstrømmen på en international tendens, hvor vælgerne i de store byer i stort tal vender blikket væk fra de socialdemokratiske partier og hen imod de grønne partier.

SPD og De Grønne har dannet regering i Hamborg og den koalition forventes nu at fortsætte. De to partier sidder på 82 ud af de 121 pladser i Hamburgische Bürgerschaft, som parlamentet i Hamborg kaldes.

Det ligeledes kriseramte konservative parti CDU blev til gengæld den helt store taber med blot 11,2 procent af stemmerne. Det er det dårligste resultat i hele partiets historie, der går tilbage til 1946.

Det var det første valg siden CDU gik sammen med AfD for at gøre en FDP-politiker til ministerpræsident i delstaten Thüringen.

En sag som kastede kansler Angela Merkels parti ud i en ny arvefølgekrig, da partiets leder og Merkels udpegede afløser Annegret Kramp-Karrenbauer kastede håndklædet i ringen og meddelte at hun ikke vil være kansler i stedet for Merkel.

Modstandere råbte ”Nazi Raus”

Valget i Hamborg kommer kun fire dage efter, at en tysk højreekstremist dræbte 10 mennesker og sig selv i byen Hanau tæt på Frankfurt Am Main i det centrale Tyskland. Der var inden valget blevet spekuleret i om angrebet ville få konsekvenser for AfD.

De tidlige prognoser viste, at det indvandringskritiske parti ikke vil komme over spærregrænsen på fem procent af stemmerne.

Det fik tilhængerne af SPD og De Grønne til triumferende at råbe ”nazi raus” – ud med nazisterne - til deres valgfester.

AfD kom i parlamentet i 2015 med 6,1 procent af stemmerne, og det ville være første gang i partiets korte historie, at de ikke ville blive genvalgt til et parlament.

Der blev dog lagt en dæmper på festlighederne, for efterhånden som stemmerne blev talt op, så kravlede AfD op over spærregrænsen og endte på 5,3 procent af stemmerne. En tilbagegang på 0,8 procentpoint og med et tab på et mandat til følge.

Overborgmester fortsætter

Valget var det første for Hamborgs socialdemokratiske overborgmester Peter Tschentscher, der overtog posten i 2018 efter Olaf Scholz, da Scholz blev udnævnt til finansminister i Merkels regering.

SPD står traditionelt stærkt i Hamborg, men det er ikke en by med ubrudt socialdemokratisk styre gennem årtier – fra 2001-2008 havde CDU overborgmesterposten.

Hamborg har lige knap 2 millioner indbyggere og byen fungerer – ligesom byerne Berlin og Bremen – som en af Tysklands 16 delstater.

Der er ikke planlagt flere tyske delstatsvalg i 2020. Det er dog endnu ikke afklaret, om der skal være et nyvalg i Thüringen. I foråret 2021 skal der efter planen være valg i Slesvig-Holsten, Baden-Württemberg og Sachsen-Anhalt.

Der skal efter planen være valg til Bundesdagen i Berlin i efteråret 2021.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Mon ikke EU burde kigge lidt nærmere på det tyske demokrati?
Det virker som om at Tyskland bliver mere og mere udemokratisk og bruger metoder som giver mindelser om Tyskland i trediverne hvor man også forsøgte at udelukke visse mennesker fra den offentlige og politiske debat!

EU bør især undersøge AfD nærmere. De minder i uhyggelig skræmmende grad om det regerende parti i Tyskland i 1930’erne.

Wir schaffen das“