Merkels slutspil - systemskifte under opsejling

Når CDU, i dag indleder sin kongres markerer det at Angela Merkel, den eneste kansler en hel generation kan huske, gradvist er på vej ud af Kanzleramt.
Foto: Initiative D21
Nej. Hun er ikke væk endnu. Og nej, Pegida og AfD lykkedes ikke med at fjerne ”diktatorinden” som de helt ublu kalder Tysklands forbundskansler. Men når Tysklands største parti, CDU, i dag indleder sin kongres markerer det at Angela Merkel, den eneste kansler en hel generation kan huske, gradvist er på vej ud af Kanzleramt.

Det var hendes forgænger, den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder, der i 2001 rykkede ind i det gigantiske Kanzleramt, nyopført i postmoderne stil. Det var et byggeri der skulle passe til Berlins status som hovedstad for det genforenede Tyskland.

SPD-epoken som aldrig blev virkelig

I 1999 var regeringen og parlamentet flyttet fra Bonn til Berlin, og indvielsen af forbundskanslererens nye embedsbygning markerede et nyt kapitel i Tysklands historie. Schröder befandt sig synligt godt som den første forbundskansler i den nye fællestyske hovedstad. Det tyske socialdemokrati, SPD, var landets største parti og det førende oppositionsparti, det kristendemokratiske CDU, lå underdrejet af personstridigheder og skandaler om misbrug af partimidler og bidrag.

Det lignede indledningen til en lang epoke med SPD som Tysklands politiske motor. Sådan skulle det ikke gå. Efter Schröders komfortable genvalg i 2002 blev en række arbejdsmarkedsreformer sat i værk som udfordrede opbakningen til SPD fra den traditionelle base. Utilfredsheden bredte sig langt ind i parlamentsgruppen og Schröder så sig nødsaget til at stille mistillid til sin egen regering for at få klarhed.

 Schröder så sig nødsaget til at stille mistillid til sin egen regering for at få klarhed

Det efterfølgende valg gav kun en lille tilbagegang til SPD og et klart flertal til venstre, som dog var ubrugeligt på grund af venstrefløjspartiet PDS' stærke bånd til det hedengangne kommunistiske diktatur i DDR.

Men til højre var der ikke flertal og løsningen blev en ”stor koalition” - et regeringssamarbejde mellem de kristendemokratiske partier CDU og CSU samt SPD. Det var første gang i 37 år at Tyskland havde oplevet sådan en regering – og spændingerne internt var store. Schröder forlod tysk politik med æren i behold (den gik der først skår i da han blev lobbyist for den russiske gasindustri) og Angela Merkel blev kansler første gang.

Das Mädchen skabte den uventede succes 

Og hér kunne historien om Angela Merkel følge en skabelon om den uventede og overraskende succes. Om hvordan den mobbede og negligerede østtyske provinspolitiker fik udmanøvreret Bonn-epokens Rip-Rap-Rup-politikere. Om hvordan en kvinde der åbenlyst var blevet minister i 1991 fordi det var en nødvendighed at CDU viste at partiet trods alt kunne rumme kvinder (den daværende kansler Helmut Kohl omtalte konsekvent Merkel som ”das Mädchen” - pigebarnet), alligevel overraskede alle og greb magten.

Den negligerede østtyske provinspolitiker fik udmanøvreret Bonn-epokens Rip-Rap-Rup-politikere

Om hvordan præstedatteren revitaliserede det udbrændte CDU og leverede en regeringsperiode der i længde kunne måle sig med de ikoniske kristendemokratiske epoker under Konrad Adenauer og Helmut Kohl.

Dén historie er ofte fortalt, med tilføjelser om at Merkel var Tysklands politiske omdrejningspunkt og bannerfører for en konservativ genfødsel i Europa. Men der er noget der ikke passer ind i skabelonen. Af de fem valgkampe hun som CDU-formand har anført kan kun én siges at have været et godt valg. CDU har i hendes formandstid gennemgående befundet sig på et historisk lavpunkt med en opbakning på 26-27 procent.

13 år med regeringsmagten

Hendes politiske resultater er også diskutable konservative reultater. Eksempelvis er udfasningen af atomkraften og tilladelsen til homoseksuelle ægteskaber mere noget man forbinder med De Grønne og SPD. Alligevel har Merkel fastholdt magten i sit parti i 18 år og regeringsmagten i 13 år. Det skyldes at hun er en tålmodig og hårdfør politisk overlever. Og også at hun virker nærmest afideologiseret.

Assymetrisk demobilisering kaldes det, og hun er blevet synonym med begrebet

I en tid hvor vælgerne har ændret deres adfærd har hun stået for stabilitet og samling. Hendes antiideologiske kurs har gjort det muligt for hende uden problemer at overtage hendes politiske modstanderes mærkesager. Assymetrisk demobilisering kaldes det, og hun er blevet synonym med begrebet. Hun har på mange måder stået svagt i hele sit politiske liv. Men hendes modstandere har stået svagere – og derfor er hun alligevel gået fra sejr til sejr.

Det nåede et omfang hvor det virkede ligegyldigt hvad vælgerne stemte, uagtet stemmeafgivningen ville resultatet blive en ny regering ledet af Merkel. Ved valget i 2009 fik SPD en stor tilbagegang og det liberale FDP sit historisk set bedste valg.

Merkel kunne bekvemt skifte SPD ud med FDP i sin regering. Ved valget i 2013 fik FDP sit historisk set dårligste valg og opnåede ikke repræsentation i parlamentet. Det gjorde det nystiftede parti AfD og det på det tidspunkt ellers succesfulde Piratparti heller ikke. Stemmespildet var enormt og gjorde at CDU og CSU næsten havde absolut flertal. Men også kun næsten. Endnu en stor koalition blev dannet og Merkel så til at være uovervindelig. Men de urepræsenterede vælgere begyndte at røre på sig.

Det berømte udsagn

AfD står for Alternative für Deutschland – tysk alternativ. Partiet var grundlagt på EU-skepsis og ønsket om liberale reformer, men efter at det med få promiller ikke blev indvalgt i Forbundsdagen i 2013 skete der en gradvis forvandling af partiet. Det åbnede mere og mere op for en nationalistisk og demokratiskeptisk kurs.

AfD gik fra sejr til sejre ved delstats- og lokalvalg. Og så kom flygtningekrisen i 2015. Merkels berømte udsagn ”Wir schaffen das” bliver til stadighed diskuteret.

AfD gik fra sejr til sejre ved delstats- og lokalvalg

Betød det (som Merkel gerne hævder), at hun i en konkret desperat situation mente at Tyskland med sine store ressourcer ville kunne afhjælpe et akut flygtningepres og hindre en mulig humanitær katastrofe? Eller betød det (som hendes modstandere ikke mindst i AfD hævder) en principiel omfavnelse af et multietnisk og grænseløst Tyskland?

Under alle omstændigheder voksede AfD og så visse steder ud til at smelte sammen med stærkt indvandrerkritiske fænomener som den sachsiske Pegida-bevægelse hvor sprogbruget var militant og antidemokratisk.

Traumatisering gjorde partnerbytte umuligt

Ved forbundsdagsvalget i 2017 gik den store koalition markant tilbage. AfD og FDP tog revanche og kom begge sikkert i parlamentet. Egentlig ville Merkel have gentaget sit kunststykke og have byttet regeringspartner. Men det blev tydeligt at regeringsoplevelsen med Merkel havde været så traumatisk for FDP at partiet nægtede at indlade sig på et samarbejde med kansleren.

Regeringsoplevelsen med Merkel havde været så traumatisk for FDP at partiet nægtede at indlade sig på samarbejde

Efter langvarige regeringskriser blev resultatet dog en ny stor koalition med SPD, som ellers havde indstillet sig på at slikke sårene og være oppositionsleder. Det var mere en national pligtfølelse overfor det stabile tyske demokrati end ønsket om politisk samarbejde der til sidst fik SPD til trods alt at deltage i regeringen med CDU og CSU. Men vælgeropbruddet fortsatte.

Regeringspartierne fik det ene elendige valgresultat efter det andet og delstatsvalget i Hessen i oktober blev strået der knækkede kamelens ryg. Angela Merkel bekendtgjorde at hun trådte tilbage som partiformand – men ikke som kansler. Dermed blev der åbnet for en ny diskussion om CDU's fremtid. I denne weekend mødes de delegerede til kongres i Hamburg for at vælge en ny partiformand. Men er det også en ny kansler eller kanslerkandidat de delegerede skal vælge? Det er et uafklaret spørgsmål.

På vej mod det store tyske systemskifte

Alle forventer at Angela Merkel ikke endnu engang stiller op som kanslerkandidat. Det er ganske vist en teoretisk mulighed og Merkel er som sædvanlig tvetydig i sine udtalelser.

Men der er – modsat SPD - ingen tradition for at CDU's formand ikke også er kanslerkandidat. Det er altså forventeligt at CDU's næste bud på en kansler skal findes mellem de tre formandskandidater som de  delegerede skal stemme om på lørdag. Kandidaterne er CDU's generalsekretær Annegret Kramp-Karrenbauer, tidligere gruppeformand Friedrich Merz og sundhedsminister Jens Spahn.

En fortsættelse af Merkels linje, en traditionel CDU-linje og en legitim nationalkonservativ linje

De repræsenterer henholdsvis en fortsættelse af Merkels linje, en traditionel CDU-linje og en legitim nationalkonservativ linje som modsvar til AfD. Valget bliver en vigtig markør for CDU's kommende kurs. Men måske skal den næste kansler slet ikke findes hos CDU. Vælgeropbruddet er så massivt og skifter med en sådan hast at det er nærmest umuligt at forudse det tyske politiske landskab om tre år når den ordinære valgperiode udløber.

Grøn triumf under opsejling

Helt aktuelt står De Grønne sensationelt til at blive Tysklands største parti i flere meningsmålinger og partiet har tydeligt ambitioner om magt og indflydelse. Det ses ved at partiet deltager i regeringer otte ud af Tysklands 16 delstater. Den grønne kronjuvel er den store sydveststat Baden-Württemberg, CDU's proklamerede ”stamland”, hvor De Grønne er det største parti og i anden regeringsperiode stiller med ministerpræsident Winfried Kretschmann.

Helt aktuelt står De Grønne sensationelt til at blive Tysklands største parti

Det er slet ikke usandsynligt at De Grønne vil byde sig til med en kanslerkandidat i 2021 og dermed udfordre CDU og SPD's monopol på kanslerleverancen. Tysk politik er blevet dramatisk og uforudsigeligt – og i denne weekend skrives et vigtigt kapitel i fortællingen om den politiske fornyelse af den 69 år gamle tyske forbundsrepublik.

Martin E. O. Grunz er historiker, specialkonsulent og tidligere formand for Selskabet for Arbejderhistorie (SFAH). Han er tysk statsborger.


Kommentarer fra Facebook

Annonce