Messerschmidt bakker op om Zimmermanns rocker-konspiration

Dirty campaigning

Messerschmidt bakker op om Zimmermanns rocker-konspiration

Zimmermann antyder i byge af ministerspørgsmål, at statsministeren “kan være til fare for rigets sikkerhed”:  “Det er en vigtig sag,” mener DF-formanden 

Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti
Billedtekst
Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti
Foto: Folketinget/Steen Brogaard

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, bakker op om, at partifællen, beskæftigelsesordfører Nick Zimmermann, har bedt samtlige 24 minister-kollegaer til statsminister Mette Frederiksen (S) svare på, hvordan ministeren forholder sig "til risikoen for, at ministeren på et tidspunkt har delt oplysninger med statsministeren, der kan være til fare for rigets sikkerhed, såfremt statsministeren har eller har haft relation til rockermiljøet?”

Det bekræfter Morten Messerschmidt over for Netavisen Pio.

Spørgsmålene er stillet på baggrund af at en rocker under et retsmøde 6. marts hævdede, at han havde set Mette Frederiksen besøge et rockerklubhus for 10-15 år siden eller måske endnu længere tid siden.

Mette Frederiksen afviste allerede i Ekstra Bladet 21. marts rockerens påstand:

“Jeg tror, han (rockeren, red.) må forveksle mig med en anden. Jeg har ikke den fjerneste erindring om, at det skulle være sket. Jeg mindes til gengæld at have set det omtalte sted udefra i forbindelse med et besøg sammen med politiet,” lød svaret fra statsministeren, der var justitsminister for godt ti år siden fra 2014 til 2015.

Læs også:Skatteministeren til DF’s Nick Zimmermann: Du vælter dig i “perfiditeter og personangreb”

I et folketingssvar til Nick Zimmermann 31. marts henviser Mette Frederiksen igen til hendes udtalelse til Ekstra Bladet 21. marts.

Forsøger at “skabe ubegrundet mistillid”

Alligevel finder Zimmermann anledning til, at spørge samtlige Mette Frederiksens 24 SVM-ministerkollegaer om, hvordan de forholder sig til risikoen for, at de har delt oplysninger med statsministeren, “der kan være til fare for rigets sikkerhed, såfremt statsministeren har eller har haft en relation til rockermiljøet”.

Skatteminister Rasmus Stoklund skriver i sit officielle svar til Zimmermann - som omtalt i Netavisen Pio tirsdag - , at Zimmermann-spørgsmålet til de 24 ministre minder ham “om de metoder, som man fra tid til anden ser bragt i spil af politikere, der gennem længere tid ikke har haft held med at overbevise vælgerne om deres egen fortræffelighed ved hjælp af argumenter og demonstration af indsigt i komplekse sammenhænge”.

Læs også:Svirp til Messerschmidt: “Få dage i USA og så har du allerede taget debatformen til dig”

Stoklund svarer videre, at Zimmermann med sine enslydende ministerspørgsmål, forsøger “at underminere politiske kollegers personlige integritet og karakter igennem underlødige antydninger, præmisser og adjektiver, som ikke har ophæng i sandhed, men i konspiration og foragt for det deliberative demokrati (Det vil sige et demokrati, hvor beslutninger træffes gennem en åben dialog, som alle borgere har adgang til, red.).”

Et eksempel på dirty campaigning

I samme ombæring finder Stoklund det trist, at der er danske folketingspolitikere, som gør i “perfiditeter og personangreb”, og som er parate til at “skabe ubegrundet mistillid”. Stoklund finder alt i alt, at det Zimmermann har gang i er et eksempel på dirty campaigning.

Messerschmidt: “Det er sådan et politikersvar”

Men Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, mener ikke, at partifællen Nick Zimmermann kammer over:   

Læs også:Mette F.: "Måske er det bedst ikke at have nogen ord til den måde, Dansk Folkeparti opfører sig på"

“Nej, altså med forbehold for, at jeg ikke er nede i detaljerne, så synes jeg, det er en alvorlig sag. Jeg kan ikke forstå, hvorfor statsministeren ikke kan svare klart på, om hun har været i den rockerborg - eller om hun ikke har,” siger Messerschmidt til Netavisen Pio.

Men statsministeren udtaler jo til Ekstra Bladet 21. marts, at den pågældende rocker må forveksle hende med en anden, og at hun alene har set det pågældende sted udefra i forbindelse med et besøg sammen med politiet…

Jeg synes, det er fint, at Nick Zimmermann bider sig fast

“Det er sådan et politikersvar. Hun burde kunne svare tydeligt ja eller nej. Jeg synes, det er fint, at Nick Zimmermann bider sig fast. Det er en vigtig sag. Den vil vi gerne have belyst.”

Stoklund mener, at Zimmermann åbenbart mangler opmærksomhed, og den forsøger han så at få ved at forsøge at intimidere og skabe mistillid til statsministeren…

“Det synes jeg er en grov anklage fra en så middelmådig politiker som Rasmus Stoklund.”   

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Onsdag den 30.04.2025 - 15:42

Ingen af dem tror et sekund på det, men bliver de ved med at puste til gløderne, kan de måske holde sagen kørende længe nok ril at kunne bruge den, når valgkampen rigtig går i gang.

Indsendt af Hugo (ikke efterprøvet) den Onsdag den 30.04.2025 - 22:55

Som svar til af Helle (ikke efterprøvet)

Han har vel ret beset aldrig rigtig haft en anstændighed i politik. Han har fra dag 1 kørt på at skabe konflikter.

Og mon ikke at han selv uforvarende kunne have været set i nærheden af en kriminel og derfor selv være til fare for rigets sikkerhed?

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 30.04.2025 - 17:41

“ Det synes jeg er en grov anklage fra en så middelmådig politiker som Rasmus Stoklund “
Vor herre bevares for en nedladende kommentar om en politisk kollega . Men på sin vis også meget sigende for , hvordan personen Messerschmidt i sin egen selvforherligelse føler sig hævet over alle andre.

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Onsdag den 30.04.2025 - 21:46

Det er tidsrøveri af ministertid på usleste vis. At synke så lavt giver ikke pote blandt danske vælgere. Vi kan i DK godt gennemskue ubegrundede nedrigheder - i modsætning til ca 50% af amerikanerne, som abonnerer på en helt anden type beskidt politikerkultur.

At nedtale og bagtale politiske kolleger giver bagslag. Men lad endelig DF løbe linen ud og vise, hvordan man IKKE skal opføre sig i dansk politik, hvis man ønsker en troværdig profil!

Indsendt af Børge Jørgensen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 01.05.2025 - 22:10

Messerschmidt bakker op om ALT han kan få en stemme mere på.

Man kalder det opportunisme.

Indsendt af Børge Jørgensen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 01.05.2025 - 22:10

Messerschmidt bakker op om ALT han kan få en stemme mere på.

Man kalder det opportunisme.

Indsendt af Børge Jørgensen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 01.05.2025 - 22:10

Messerschmidt bakker op om ALT han kan få en stemme mere på.

Man kalder det opportunisme.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.