Messerschmidt: Jeg er uskyldig

"Jeg afviser pure alle de anklager som måtte blive rejst imod mig," forklarer Dansk Folkepartis næstformand, efter at han nu også tiltales for dokumentfalsk.
Tiltalen mod Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, er mere omfattende, end det hidtil har været fremme. Morten Messerschmidt er således ikke kun tiltalt for svindel med EU-midler, men også for dokumentfalsk.

Ifølge Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), også kaldet Bagmandspolitiets, udkast til anklageskriftet har Dansk Folkepartis næstformand begået af lovovertrædelserne i forbindelse med partiets sommergruppemøde i Skagen i 2015.

Morten Messerschmidt er således tiltalt for at have fabrikeret urigtige eller falske oplysninger med det formål at opnå uberettiget EU-støtte til en Meld-konference, som ifølge Bagmandspolitiet aldrig fandt sted, og samtidig har han, fremgår det af udkastet, brugt de falske dokumenter som dokumentation over for EU-systemet for at slippe for at betale pengene tilbage.

Bagmandspolitiet begyndte efterforskningen af sagen, efter EU's antisvindel-enhed OLAF i 2019 afsluttede deres undersøgelse af den EU-skeptiske paraplyorganisation Meld og den tilknyttede fond Feld, som Morten Messerschmidt i en periode var formand for, da han sad i Europa-Parlamentet.

Selv nægter Morten Messerschmidt - i en en knap to en halv minut lang video på Facebook - at være skyldig.

"Jeg afviser pure alle de anklager som måtte blive rejst imod mig," forklarer Dansk Folkepartis næstformand.

placeholder

Hotelkontrakt

Sagen om dokumentfalsk drejer sig om, at Morten Messerschmidt angiveligt har fået Dansk Folkepartis administrationschef, Jeannie Nørhave, til at skrive under på en hotelkontrakt, som om hun var en ledende medarbejder på Color Hotel i Skagen, "selvom hun ikke var ansat som sådan og heller ikke bemyndiget til at underskrive for hotellet." Den falske kontrakt blev brugt som dokumentation over for EU.

Jeanni Nørhave, som er lokalformand i Ringsted, har oplyst til Dagbladet Ringsted, at hun ikke er blevet tiltalt af Bagmandspolitiet. Om sin underskrift på hotelkontrakten forklarer hun: 

På den måde blev jeg vildledt

"Jeg blev kontaktet af en betroet medarbejder, som forklarede mig, at min underskrift var en formalitet i forbindelse med, at jeg havde stået for kontakten mellem EU og hotellet. Jeg skrev derfor under på sidste side uden at løbe dokumentet, som var på engelsk, igennem. På den måde blev jeg vildledt."

To tiltalt

Udover Morten Messerschmidt er anden ansat i Dansk Folkeparti tiltalt i sagen. Ifølge Ekstra Bladet er der tale om Morten Messerschmidts tidligere personlige assistent, som ikke har svaret på avisens henvendelser.

Forældelsesfristen for de paragraffer - som de to tiltales efter - er fem år, hvorimod fristen for en række andre omstridte forhold sagen i dag er overskredet.

Dansk Folkepartis tidligere medlem af Europa-Parlamentet og kassér i Meld, Anders Vistisen, har oplyst, at han ikke bliver tiltalt.

Forhåbentlig snarest muligt

"Jeg tror og håber, at retten kommer frem til samme konklusion, når de har fået forelagt Mortens sag - forhåbentlig snarest muligt," skriver Anders Vistisen på Facebook.

placeholder

Folketinget skal nu formelt give samtykke til, at der rejses tiltale mod Morten Messerschmidt. Det skyldes, at folketingspolitikere er beskyttet af immunitet.

I praksis giver Folketinget altid samtykke til tiltale.

Fakta om Feld og Meld

Kort fortalt handler sagen om Dansk Folkepartis misbrug af midler gennem den EU-skeptiske paraplyorganisation Meld og den tilknyttede fond Feld, som Morten Messerschmidt i en periode var formand for, da han sad i Europa-Parlamentet.

  • Dansk Folkeparti brugte i 2014 og 2015 store støttebeløb tildelt EU-partiet Meld på blandt andet at afholde partiets sommergruppemøde, studieture til Bruxelles og en skonnerttur rundt i Danmark.
  • Men støttemidler til EU-partier som Meld må ikke bruges på nationale partiaktiviteter, og derfor krævede Europa-Parlamentet i 2016, at Dansk Folkeparti skulle tilbagebetale en millionsum, hvilket partiet delvist indvilligede i.
  • EU's antisvindelenhed, Olaf, har undersøgt forløbet og konkluderet, at Meld og Feld havde "uberettigede, uregelmæssige eller uberettigede udgifter" på omkring 4,3 millioner kroner (hvor stor en del af pengene, Dansk Folkeparti er ansvarlig for, har antisvindelenheden ikke konkluderet).

 

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

"Jeg afviser pure alle de anklager som måtte blive rejst imod mig,"
Ja, så han jo helgarderet sig imod alt, hvad der måtte komme i fremtiden.

Trump junior...

DF er virkelig Socialdemokraterne light, det er ligesom at høre Mette Frederiksen udtale sig om grundlovsbrud i forbindelse med den unødvendige aflivning af mink!

Annonce