Messerschmidt siger farvel til Kjærsgaard - og går til angreb på Socialdemokratiet

Showet bliver skudt i gang med fællessang.

Nærmere bestemt er det ‘I Danmark er jeg født’, som Dansk Folkepartis næstformand, Majbritt Birkholm, og menige medlemmer lader fylde salen i Arena Næstved, hvor partiet holder sit årsmøde.

Vel at mærke ikke Isam B’s version, hvis nogen skulle være i tvivl.

Den tråd samler Morten Messerschmidt op i sin tale, som han indleder med at mindes sin barndom, og alle de ting, der er gået tabt siden da.

Og det er ikke så lidt endda.

Nostalgi for fulde gardiner

I Messerschmidts optik er der tilsyneladende ikke meget, der er gået i den rigtige retning siden hans barndom i 1980’erne.

Selv teknologisk er ikke alt nødvendigvis bedre, lader han forstå.

For var det ikke bedre, dengang børn talte i fastnettelefon med deres klassekammerater i stedet for at chatte med potentielle pædofile på internettet?

en oprigtighed og ungdommelig entusiasme, som de færreste danske politikere kan matche

Og var der ikke noget sundt ved, at man skulle spinke og spare for at købe de nyeste sange på kassettebånd eller CD?

Også politisk er meget gået galt.

“Da jeg var barn, var der ingen pro-palæstinensere i Danmark,” lyder det fra Messerschmidt, der fyldte syv år i 1987, hvor det dengang stærkt pro-palæstinensiske SF fik sit bedste folketingsvalg nogensinde. I hans fødselsår, 1980, erklærede et andet folketingsparti, Venstresocialisterne, et ønske om “total destruktion af den zionistiske enhed”.

“Der var ikke nogen, der blev trampet eller stukket ihjel på gaden i min barndom,” deklareres det ligeledes af partilederen, der var seks år gammel i 1986, hvilket stadig er det år, der holder rekorden for flest anmeldelser af straffelovsovertrædelser.

Bemærkelsesværdigt fraværende er Ukraine-krigen til gengæld, som ikke bliver nævnt med et ord

Hvis forbindelsen mellem nostalgien og virkeligheden i 1980’erne til tider fremstår spinkel, er det ikke noget, publikum lægger mærke til. Budskabet er det vigtige - ikke detaljerne.

Og budskabet leverer Messerschmidt - som i modsætning til de fleste andre partiledere kun bruger stikord og ikke en færdigskrevet tale - med en oprigtighed og ungdommelig entusiasme, som de færreste danske politikere kan matche.

Stikpille til Socialdemokratiet

Hvis Dansk Folkeparti engang så udlændingepolitikken som noget nær det eneste politiske emne af betydning, er den tid tilsyneladende forbi.

I hvert fald finder Messerschmidt plads til at nævne et hav af emner med en linje eller to.

Israel-Palæstina-konflikten. Transkønnede børn. Tilliden til folkestyret. Vilkårene for ældre og handicappede på arbejdsmarkedet. Bureaukraterne i Bruxelles.

Frederik Vad sad der. Han stemte nej. Rasmus Stoklund sad der. Han stemte nej.

Bemærkelsesværdigt fraværende er Ukraine-krigen til gengæld, som ikke bliver nævnt med et ord.

Det største emne - og det, der tænder den største ild i tilskuernes øjne - er dog stadig behovet for en stram udlændingepolitik.

Og her forsøger Messerschmidt at genåbne den gamle front til Socialdemokratiet, der i årtier hjalp Dansk Folkeparti med at vokse sig stort på arbejdervælgere og sikre et blåt flertal.

For selv socialdemokrater som udlændingeordfører Frederik Vad og skatteminister Rasmus Stoklund, som begge har gjort sig bemærket med en kompromisløs retorik på udlændingeområdet, kan man i sidste ende ikke stole på, lader Messerschmidt forstå:

“Da vi stillede et forslag før sommerpausen om at forbyde al særbehandling af hensyn til islam, var vi det eneste parti, der stemte for. Frederik Vad sad der. Han stemte nej. Rasmus Stoklund sad der. Han stemte nej.”

Farvel til Pia

Messerschmidt og hans publikum bærer præg af den optimisme, de kan tillade sig oven på de adskillige positive overraskelser, partiet har fået siden folketingsvalget i 2022.

Messerschmidt selv er for længst frikendt i den langtrukne MELD- og FELD-sag, konkurrenten Nye Borgerlige er forsvundet fra Folketinget, og så formåede europaparlamentariker Anders Vistisen at holde på sin plads ved valget i juni.

Alligevel er det hverken, når Messerschmidt glæder sig over europaparlamentsvalget, eller når han lover, at Dansk Folkeparti igen skal blive en magtfaktor i dansk politik, at han får sin største klapsalve.

Den kommer i stedet, når han vender sig mod partistifter Pia Kjærsgaard, som har besluttet ikke at genopstille ved næste valg, og takker hende for hendes hårde arbejde gennem 1990’erne og 2000’erne med at gøre den danske udlændingepolitik strammere.

I hvert fald lidt endnu er det tilsyneladende stadig nostalgien - mere end optimismen - der for alvor animerer partiet.