Det har været Dansk Folkepartis mantra i forbindelse med vedtagelsen af den nye offentlighedslov.

Partiet har været arg modstander af, at den nuværende og fremtidige regeringer kan hemmeligholde en stor række sagsakter, dokumenter og interne arbejdspapirer. De oplysninger var tidligere fuldt tilgængelige, og for partier med markante holdninger langt fra midten kunne de bruges som løftestænger til at banke mod siddende regeringer.

Offentlighedslovens nye begrænsninger har dermed især gjort DF's og Enhedslistens krudt en smule vådt i mange sager.

Arrogance kostede mandat
Men det krav om mere åbenhed klinger pludselig voldstomt hult efter Morten Messerschmidts fuldstændige afvisning af at lægge de papirer på bordet, der viser hans mulige lemfældige omgang med EU-midler.

Messerschmidt har været så stejl i den sag og endda optrådt så arrogant internt i partiet, at det har kostet DF et af mandaterne i EU-Parlamentet. MEP Rikke Karlsson fik nok af Morten Messerschmidts magtfuldhed og arrogance og smækkede med døren. Uden at det rørte førstnævnte synderligt.

Det største problem for Dansk Folkeparti i denne sag er, at Morten Messerschmidt sidder i partiets magtfulde koordinationsudvalg. Udvalget består af de fem personer, der danner DF's top (udover Messerschmidt er formand Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup, Søren Espersen og pressechef Søren Søndergaard med).

Messerschmidts medlemskab i den absolutte indkreds gør det umuligt for formand Kristian Thulesen Dahl at banke ham på plads i offentligheden, køre ham ud på et sidespor eller direkte mase ham ud af partiet. Den situation har DF aldrig stået i før.

Rødt kort i automaten
Når et medlem har slået sig lidt for vildt i tøjret eller fremturet med holdninger, der ikke just passede i DF-ledelsens kram, har konsekvensen altid været hel enkel: Træk dine udsagn tilbage, og mak ret, eller bliv smidt ud.

Dansk Folkeparti har flere gange helt åbent sagt, at partiet er topstyret, og det er da så absolut også det parti i Folketinget, hvor menige medlemmer har mindst ret til selvstændige holdninger.

Strategien er nødvendig. Siden DF opstod som Fugl Føniks af Fremskridtspartiets forlis, har toppen udmærket vidst, at det hele stod og faldt med, om de kunne tages alvorligt. Om de kunne blive stuerene. I alle andre partier er der større eller mindre frirum for de folkevalgte til at mene, hvad de faktisk mener, og endda ytre det i offentligheden uden dermed pr. automatik at trække et direkte rødt kort i partitoppens automat.

Men DF har, ligesom Fremskridtspartiet gjorde, altid appelleret til landsbytosser. Og giver de blot et par enkelte medlemmer med skæve holdninger mulighed for at lade munden løbe frit, bliver partiets hårdt tilkæmpede troværdighed smadret i løbet af en enkelt TV-Avis.

Fordi Messerschmidt er så stærk indadtil i partiet og samtidig sidder på et mandat fra 465.758 danskere, kan formand Thulesen Dahl lige nu ikke gøre andet end at bede til, at hans unge stemmesluger bider til bolle, retter ind og lægger alle dokumenter på bordet.

Nu har sagen stået på i flere uger og partiet begynder at lide voldsom skade i troværdighed. Messerschmidt sidder helt alene med nøglen til at stoppe balladen. Så resten af ledelsen i DF holder vejret og håber, at deres unge stjerne snart stopper dette hemmelighedskræmmeri og fremlægger alt, hvad offentligheden ønsker at se. Men det er der fortsat ikke udsigt til.
Søren Strandman-Møller er politisk kommentator og kommunikationsrådgiver. Som journalist har Søren Strandman-Møller arbejdet for flere medier på Christiansborg. Søren Strandman-Møller har ingen politiske partier som kunder og er uafhængig af politiske interesser.
Klummen er bragt i samarbejde med Fagbladet 3F.