Messserschmidt tiltalt for dokumenfalsk og CNN: DK svinger til det yderste højre

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til vores nyhedsoverblik, hvor vi hver dag samler en lille håndfuld af døgnets vigtigste nyheder.

Denne dag byder på nyheden om, at vælgerne igen er mere optaget af udlændinge end klimaet, at Danmark “svinger til det yderste højre” (det handler igen om udlændingepolitikken), samt at USA lagde pres på statsminister Mette Frederiksen (S), da hun skulle tage stilling til spørgsmålet om omskæring. Og så får danskerne ikke lov til at følge tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg direkte i fjernsynet, når rigsretssagen går igang.

Tak fordi du læser med.

Vælgerne igen mere optaget af udlændinge

Klima og miljø er på vej ned af vælgernes dagsorden, hvor det nu igen er sundhed og udlændinge, der indtager toppen.

Det viser en ny Epinion-måling foretaget for Altinget og DR, hvor svarpersonerne har haft mulighed for at sætte kryds ud for dét politiske emne, de anser for allervigtigst.

Udlændingepolitikken var således undtagelsesvist nede på en fjerdeplads  i den seneste måling i december, men har fået et comeback og er denne gang på andenpladsen med 13 procent, der anser emnet som det vigtigste.

Der er dog stor forskel på prioriteterne blandt de blå og røde vælgere.

Kun fem procent af de røde vælgere anser udlændingepolitik for vigtigst, mens det gælder for hele 22 procent af de blå vælgere.

Tanken om at det er et område, der er udtømt på den borgerlige side af hegnet, deles med andre ord tydeligvis ikke af det borgerlige vælgerkorps.

Udlændingepolitik er et emne, hvor der stadig er lidt flere vælgere, der foretrækker en borgerlig regering.

Læs hele historien her.

 

Dansk beslutning til tops hos CNN: “Danmark svinger til det yderste højre”

Søndag var en dansk historie for en gang skyld tophistorien på CNNs hjemmeside

“Denmark lurches to the far right” – Danmark svinger til det yderste højre, hed overskriften.

Artiklen var illustreret med et billede af det syriskfødte søskendepar Hussam og Dania, som bor i landsbyen Andst nær Vejen, og som “føler sig hjemme i Danmark,” hvor de har boet siden 2015, men nu frygter inden længe at blive sendt til Damaskus.

Familien har fået afslag på at få forlænget opholdstilladelsen, efter at danske myndigheder har vurderet, at syriske flygtninge fra Damaskus-området kan sendes tilbage.

CNN skriver, at Danmark dermed “er blevet det første demokratiske europæiske land”, der giver syrere besked på at vende tilbage til det borgerkrigsramte land.

Omtrent 500 syriske flygtninge fra Damaskus-området, som har opnået midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark, vurderes i år at kunne få inddraget eller blive nægtet forlængelse af opholdstilladelse.

Ifølge CNN er loven er endnu et tegn på, at Danmark drejer til højre. Således mener kritikere, at beslutningen er “den seneste i en salve, der skal ramme Danmarks ikkehvide flygtninge og migrantsamfund.”

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) forsvarer politikken og siger til CNN, at “Danmark har fra første dag været åben og ærlig” om, at opholdstilladelserne til de syriske flygtninge ikke var permanente.

Læs hele historien her.

 

USA pressede Danmark i spørgsmålet om omskæring

Der foregik et større internationalt spil i kulissen, da statsminister Mette Frederiksen (S) i efteråret skar igennem i en ophedet debat om omskæring og slog fast, at regeringen ikke kunne støtte et forbud mod omskæring af drenge under 18 år.

Det skriver DR.

USA, Israel og store jødiske interesseorganisationer lagde således pres på Danmark for at undgå et forbud, da et borgerforslag skulle til afstemning, viser en række regeringsdokumenter.

For eksempel står der i udenrigsminister Jeppe Kofods (S) talepapir fra et lukket samråd om omskæring den 16. november:

"USA og Israel har begge i klare vendinger udtryk stor bekymring over et eventuelt forbud mod omskæring af drenge under 18 år. Ambassaden i Washington har modtaget budskabet fra både Kongressen og de store internationale jødiske organisationer, og USA’s ambassadør har rejst emnet i Udenrigsministeriet.”

Liberal Alliance og Enhedslisten støtter begge forslaget om et forbud.

Partierne kalder det "over stregen", at USA og Israel blander sig i dansk indenrigspolitik.

Læs hele historien her.

 

Messerschmidt tiltalt for dokumentfalsk

Sagen mod Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, om uberettiget brug af EU-midler er større, end hovedpersonen hidtil har oplyst til offentligheden.

For næstformanden står også til at blive tiltalt for dokumentfalsk.

Det skriver Ekstra Bladet.

Oplysningen fremgår af udkastet til anklageskriftet i sagen, hvor der bliver redegjort for, hvad Bagmandspolitiet (SØIK) mener, at Morten Messerschmidt har gjort sig skyldig i i forbindelse med DF's sommergruppemøde i Skagen.

Sagen om dokumentfalsk drejer sig om, at Morten Messerschmidt angiveligt har fået Dansk Folkepartis administrationschef, Jeannie Nørhave, til at skrive under på en hotelkontrakt, som om hun var en ledende medarbejder på Color Hotel i Skagen, "selvom hun ikke var ansat som sådan og heller ikke bemyndiget til at underskrive for hotellet."

Torsdag oplyste Morten Messerschmidt selv, at han bliver tiltalt for uberettiget brug af EU-midler for knap 100.000 kroner.

Straframmen for dokumentfalsk er fra bøde og op til to års fængsel - i særligt grove tilfælde op til seks år. Straframmen for EU-svig er op til halvandet års fængsel, men kan under skærpende omstændigheder være højere.

Læs hele historien her.

 

Partier vil af med "ulogisk" caféregel 

Fra på onsdag kan restauranter og caféer igen tage imod gæster både indendørs og udendørs, men et benspænd får flere partier op af stolen.

De kalder det dumt, bureaukratisk og ulogisk, at man som kunde skal booke bord en halv time i forvejen.

Det skriver DR.

De Konservative, Dansk Folkeparti, Venstre og De Radikale, som ellers er med i genåbningsaftalen, vil nu have erhvervsministeren til at strege reglen.

"Vi har bestemt ikke aftalt bordbestilling mindst 30 minutter før, og vi synes ærligt talt, at det er en rigtig dårlig ide,” De Konservatives erhvervsordfører, Mona Juul.

“En skrivebordstanke uden tanke for virkeligheden.”

Læs hele historien her.

 

Tidl. SF-næstformand bliver bliver chef for public affairs

Holm Kommunikation har oprettet en ny stilling som chef for bureauets public affairs-aktiviteter og har ansat Thorstein Theilgaard.

”Vi er ret begejstrede for at få en dygtig og erfaren interessevaretager som Thorstein med på holdet,” siger Morten Holm, partner i Holm Kommunikation.

“Thorstein har et væld af politiske kontakter og kan med sin viden om dansk politik skabe konkrete resultater for vores kunder samt styrke vores position inden for public affairs - også digitalt.”

Thorstein Theilgaard kommer fra en stilling som generalsekretær i Bedre Psykiatri, hvor han har været de seneste 15 år. Desuden har han baggrund som tidligere næstformand for SF og sad som folketingsmedlem for partiet i Folketinget fra 1999 til 2001.

 

Regeringen er imod direkte tv-billeder fra sag mod Støjberg

Regeringen og et politisk flertal er imod, at borgerne får mulighed for at følge rigsretssager som den mod løsgænger Inger Støjberg direkte minut for minut.

Det skriver Ritzau ifølge Jyllands-Posten.

Inger Støjberg er anklaget i den blot sjette rigsretssag i danmarkshistorien og vil lade medierne transmittere lyd og billede direkte fra afhøringerne. Men det afviser regeringen.

“Når regeringen ikke kan støtte lovforslaget, er det, fordi forslaget efter min opfattelse giver anledning til alvorlige og principielle betænkeligheder,” sagde justitsminister Nick Hækkerup (S) mandag i forbindelse med Folketingets behandling af forslaget.

I dag er det allerede muligt at tillade direkte tv-transmission, hvis det skønnes nødvendigt. Men i praksis sker det sjældent af hensyn til blandt andet vidner. Støjberg vil vende reglen om, så det sker i udgangspunktet.

Det er muligt for alle interesserede at møde op i rigsrettens lokaler og følge sagen. Sagen vil også kunne følges i medierne, der ligeledes har adgang til sagen for at skrive referater.

Læs hele historien her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Når man ikke vil forbyde omskæring af drenge indtil de er blevet 18 år, og dermed er myndige, må det vel betyde at man i ligestillingens navn også indføre omskæring af piger. Talsmænd for den jødiske menighed har jo udtalt at omskæring af drengebørn betyder at man indgår i en pagt med Gud og den mulighed skal pigerne vel også have, ellers er der ikke ligestilling i det jødiske samfund.

Hvis den historie om de syriske flygtninge skal stå som et udtryk for CNN's generelle troværdighed, så vil jeg fremover være rigtig meget kritisk over for alle deres historier!

Når regeringen og Simon Kollerup fastholder at restauranter, for at kunne åbne for indendørs servering for deres kunder, skal kunderne booke bord min. 1/2 time inden de ankommer for at begrænse smittetrykket. Det må jo betyde at man med denne restriktion forventer at begrænse antallet af kunder, ellers har ministerens udtalelse, om at det er et lille "bump", som skal vare til 6. maj 2021, jo ingen mening.
Gad vide om det er deres "virusekspert" Allan Randrup Thomsen, der har anbefalet denne bureaukratiske løsning som er fuldstændig blottet for sund fornuft og mon ikke et flertal i folketinget vil få ministeren til at komme til fornuft, selv om det bliver svært med de udtalelser han er kommet med. Dette pjat med booking en 1/2 time før man ankommer må stoppe, ellers tror jeg opbakningen til Simon Kollerup og socialdemokratiet bliver mindre i de næste meningsmålinger, man behøves ikke at være "dumstædig" fordi man er socialdemokrat, sund fornuft ville være at foretrække.

Annonce