Metal advarer: Industrien mangler arbejdskraft

Dansk Metal melder om flaskehalsproblemer flere steder i fremstillingsindustrien. Der mangler faglært arbejdskraft, og problemet kommer kun til at blive større.

Annonce

Under finanskrisen og dens lange, søvnige efterslæb lærte vi alle sammen at tale om arbejdsløsheden. Men nu tyder det på, at vi skal til at lære et nyt begreb på vores arbejdsmarked: Mangel på faglært arbejdskraft.

Allerede nu kan Dansk Metal melde om, at der mangler smede, klejnsmede og industriteknikere i store dele af landet. Blandt Metals medlemmer er ledigheden nu under 3 %, og flere steder i landet oplever man begyndende flaskehalsproblemer. Det har fået beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) til at reagere.

”Der er brug for meget hurtig handling, og jeg vil på baggrund af de her tal med det samme tage kontakt til LO og Dansk Metal for at diskutere, om vi kan gøre noget ekstraordinært i trepartsforhandlingerne”, siger beskæftigelsesministeren til Børsen.

Mangel på faglærte kan koste 26 milliarder
Selvom der selvfølgelig er grund til at glæde sig over, at de faktiske forhold i jernindustrien er gunstige, så kan manglen på faglært arbejdskraft koste Danmark dyrt i årene, der kommer.

”Vi er ikke der endnu, hvor virksomhederne er begyndt at flytte ud af landet. Men jeg tror, der er virksomheder, der sidder og overvejer, om de skal flytte deres produktion til Danmark, for de kan se, at det allerede nu er svært at skaffe arbejdskraft”, siger Dansk Metals forbundsformand Claus Jensen til Børsen.

En rapport fra AE-Rådet viser, at der frem mod 2025 kommer til at mangle 30.000 faglærte i jern- og metalindustrien. En undersøgelse fra samme sted siger, at det vil koste Danmark hele 26 milliarder kroner i tabt vækst, hvis ikke man får løst manglen på faglært arbejdskraft. Det skyldes, at virksomheder må flytte eller sige nej til ordrer, hvis de ikke har arbejdskraft nok.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og ansat i Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook