Metaltræt regeringspartis metaltrætte valgkamp

Syv år som regeringsparti og 10 år som partiformand sætter sine spor på både Socialdemokratiet og dets formand, nu fungerende statsminister Mette Frederiksen. 

Partiet leverende samlet set en sjusket og ufokuseret valgkamp med en statsminister, der i flere debatter virkede træt og fraværende. 

Den glød, den skarphed og den eksekvering af partiets slagnumre i valgkampene i både 2019 og 2022 var væk. I stedet virkede Socialdemokratiets kampagne i 2026 som en sjusket og meget lidt gennemarbejdet omgang:

Formueskatten var godt tænkt, men måske ikke helt gennemtænkt fra partiets side. 

I hvert fald var det nemt for hele den borgerlige presse, de borgerlige partier og erhvervsorganisationerne og industribosserne at skabe tvivl om, hvilke konsekvenser en formueskat ville have for iværksætterne. 

Og så gik forslaget fra en oplagt vinderdagsorden til en taberdagsorden, hvor partiet kom i defensiven og skulle bruge energi på at forklare op og ned af stolper, så forslaget endte i muddergrøften. 

Lilleskole, Arne+, udlændinge, drikkevand og grisebasser - en ufokuseret rodebutik

På samme måde med Lilleskolen. Godt tænkt som overskrift, men ikke særlig godt gennemarbejdet i dybden, og derfor igen nemt at skyde ned for modstanderne: Dyre ombygninger på mange skoler, kan det antal lærere det kræver, lokkes tilbage? 

Måske kunne det have været et levedygtigt forslag, hvis S lagde op til, at skolerne selv kunne beslutte, om det skulle være en lilleskole med små klasser, eller to-lærer-ordninger, hvor det var det optimale?

Men i stedet skøjtede partiet videre

Og det længe lovede pensionsudspil har givet meget godt i sig, men præsentationen gjorde det ret uoverskueligt. Jo, noget med Arne+ og en lavere stigningstakt i pensionsalderen. Men derefter blev det mudret, og det var som om, partiet allerede var videre til nye dagsordener. 

Der kom så et udlændingeudspil, som igen i sin præsentation var uoverskueligt og rodet. Det var noget med en stram udlændingepolitik, og så var partiet igen videre til nye udspil. 

Læs også:Socialdemokratiet i København har fået ny formand: “Vi har et parti, der skal frem igen”

Måske havde det været en ide, hvis udvisningsreformen alene havde været partiets mærkesag og så havde fokuseret på at kommunikere om det?

Men i stedet skøjtede partiet videre med et i hast sammenflettet forslag om, at børnefamilierne kunne gå på deltid. Og så videre til drikkevand og grisebasserne. 

Kort sagt en ufokuseret rodebutik af meget lidt gennemarbejdede forslag. Hvor var den ellers så berømte socialdemokratiske kampagnemaskine? Den virkede træt og rusten. Desværre. 

Pinlig og komisk St. Bededags-kommunikation

Men helt slemt blev det dog, da V og M gik ud og fortalte, at det der med afskaffelsen af Store Bededag ikke var deres ide. Det pressede statsministeren i defensiven, og hun valgte det håbløse synspunkt at forsøge at overbevise vælgerne om, at det heller ikke var Socialdemokratiets ide. 

Det virkede komisk og direkte pinligt. Kan meget vel være, at idéen har stået i et notat fra Finansministeriet blandt flere forslag til at skaffe øget arbejdsudbud. 

Læs også:Derfor gik Socialdemokratiet tilbage: Debattør og forfatter har tre bud

Men statsministeren burde i stedet have sagt følgende: ”Opgaven for vores regering var at skabe øget arbejdsudbud, og det kunne afskaffelsen af St. Bededag gøre. Det er muligt, at V og M nu stikker halen mellem benene og ikke vil stå ved den beslutning. Jeg står fuldt og helt på mål for beslutningen”.

Da det her St. Bededag-cirkus begyndte at køre i valgkampen, vendte den ellers svagt opadgående kurve i målingerne for S til en nedadgående kurve. 

Hvad nu? DF-spøgelset er tilbage

Slutresultatet for Socialdemokratiet blev et sløjt valgresultat. Mit gæt er, at resultatet er sammensat af en elendig og ufokuseret valgkamp, en metaltræt statsminister og regeringsparti, kombineret med en længe næret utilfredshed med SVM, der har udvisket den socialdemokratiske profil. 

Læg dertil et DF med Morten Messerschmidt i kampform. 

Den metaltrætte statsminister så man også i Norge, da Jens Stoltenberg tabte Stortingsvalget i 2013 trods hans meget berømmede indsats for at samle Norge ovenpå det forfærdelige terrorangreb på Utøya to år forinden. 

Og på samme måde tror jeg mange danskere er glade og taknemmelige over statsministerens indsats både under Corona, Ukrainekrigen og Grønland. Men som Weekendavisens journalist Hans Mortensen har bemærket, så er et valgkort ikke et takkekort men en bestillingsseddel.

Den sidste ingrediens i cocktailen af det socialdemokratiske nederlag er måske det mest foruroligende

Der sker en nedslidning af alle statsministre, når de skal møde vælgerne 2. for ikke at sige 3. gang. Vælgerne bliver trætte af at se og høre på den samme – og statsministeren bliver sikkert også træt af at høre på vælgerne og deres evige brok. Det sidste vil de selvfølgelig benægte. 

Den sidste ingrediens i cocktailen af det socialdemokratiske nederlag er måske det mest foruroligende fremadrettet. Og det er genfødslen af Dansk Folkeparti. 

Partiet lykkedes i slutspurten af valgkampen med at hente S-vælgere hen over midten, og i mange Socialdemokratiske bastioner på Københavns Vestegn og på Sjælland blev DF sammen med Borgernes Parti og Danmarks Demokraterne større end Socialdemokratiet. 

Læs også:Debattør og forfatter mener, at dårligt S-valgresultat skyldes for lidt fokus på dette emne: Pio-undersøgelse peger i samme retning

Som spillepladen til regeringsforhandlingerne ser ud lige nu, er det sandsynligt, at Mette Frederiksen trods tilbagegang får en (sidste) tur til som statsminister, og det er godt for Danmark. 

Men hvis det bliver i en ny midterregering med V og K, hvor Socialdemokratiet bliver klemt på det fordelingspolitiske, så kan S se frem til under 20% af stemmerne ved næste valg. 

Imidlertid er heller ikke en AFBM-regering uden problemer for Socialdemokratiet fremadrettet. For kan partiet med FBM ombord og med Ø og Å som støttepartier, fastholde en tilstrækkelig stram udlændingepolitik?

I hvert fald er der nu brug for, at Socialdemokratiet starter en seriøs kulegravning af, hvordan DF skal håndteres fremadrettet.

Et hint kunne være et systematisk fokus på DFs relationer til Orban, Trump og andre fra det højreradikale rædselskabinet. Men også et fokus på den utilfredshed, der åbenlyst er blandt tidligere socialdemokratiske vælgere ude i provinsbyerne og på vestegnen. 

Hvad er valgets tale fra dem?