Annonce

Mette F. åbner for lempelser og Demokrater bevarer flertal

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Velkommen til onsdagens udgave af Netavisen Pios korte nyhedsoverblik med de vigtigste historier fra ind- og udland. En dag som i øvrigt mest har handlet om fødevareminister Mogens Jensen (S) og det der er blevet døbt mink-skandalen. Det kan du læse meget mere om andet steds på siden,

 

Mette F. åbner for lempelser af nordjyske coronarestriktioner

I Nordjylland er syv kommuner på grund af risikoen for mink-smitte, nærmest lukket helt ned, og de stramme restriktioner gælder som udgangspunkt indtil 3. december.

Statsminister Mette Frederiksen (S) åbner onsdag i et opslag på Facebook for, at nogle af dem kan løsnes før tid.

"Forhåbentligt kan nogle af restriktionerne løsnes tidligere – det afhænger af de løbende risikovurderinger fra sundhedsmyndighederne," skriver hun i opslaget.

"Men det er klart, at regeringen har ikke nogen interesse i at fastholde restriktioner i længere tid, end hvad der er nødvendigt."

placeholder

 

Danfoss holdt på coronamillioner: Nu får de ansatte bonus

Trods et milliardoverskud i årets første halvår har Danfoss afvist at tilbagebetale de 68 millioner, som selskabet har fået af staten i coronastøtte. Nu betales der i stedet bonus til de ansatte. Det skriver Ekstra Bladet.

Pressechef i Danfoss, Mikkel Thrane, bekræfter, at de ansatte får en bonus som en 'anerkendelse af deres store indsats'. Så meget for samfundssind.

En række virksomheder valgte tidligere på året at tilbagebetale coronastøtte fra staten, da det havde vist sig, at de alligevel ikke blev så hårdt påvirket af krisen.

Det var blandt andet A.P. Møller - Mærsk, Matas, Bestseller og Royal Unibrew.

Læs hele historien her.


Vestager sagsøger Amazon

Onlinebutikken Amazon misbruger data fra sine underleverandører til at opnå en unfair konkurrencefordel. Derudover har techgiganten brugt sin position som markedsplads til at fremhæve sine egne Amazon-produkter frem for produkter fra underleverandørerne.

Sådan siger EU-kommission i en pressemeddelelse. Det skriver Fagbladet 3F.

EU-sagen kommer efter en længere periode med dårlig medieomtale af Amazon.

Gigantvirksomheden er kendt for at betale meget lidt i skat og arbejdsforholdene på Amazons lagre er kommet under heftig kritik på grund af dårligt arbejdsmiljø.

I oktober fremlagde et amerikansk kongressudvalg planer for at tvangsopbryde Amazon, da man betragter techgiganten som et monopol.

Danske Magrethe Vestager, der er EU’s konkurrencekommissær, siger, at EU bør sikre, at Amazon ikke misbruger sin dobbeltrolle som handelsplatform og sælger til at fordreje konkurrencen på markedet.

Hvis Amazon bliver dømt i sagen, så venter der en milliardbøde.

Læs hele historien her.

 

Demokraterne beholder deres flertal i Repræsentanternes Hus

Ifølge en prognose fra nyhedsbureauet AP har Demokraterne i USA onsdag morgen dansk tid sikret sig de nødvendige 218 pladser i Repræsentanternes Hus, det ene af de to kamre, der tilsammen udgør den amerikanske kongres, der har i alt 435 pladser.

Imens har Republikanerne ifølge prognosen sikret sig 204 pladser.

Dermed mangler der fortsat at blive sat navn på 13 medlemmer af huset.

I senatet har Demokraterne fået 48 pladser, Republikanerne 50 og her mangler der at blive sat navn og parti på to senatorer fra Georgia, der skal ud i omvalg.

Præsidentvalget er som bekendt afgjort, selvom Donald Trump endnu ikke har erkendt nederlaget.

Han udsendte i dag flere tweets, et af dem om den Republikanske partifælle Al Schmidt, der står for valget i Philadelphia, som præsidenten mener bliver misbrugt af "Fake News Media".
Vi vinder, skrev han.

placeholder

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet