Annonce

Mette F. advarer: Putin stopper ikke i Ukraine og styrelse inddrev rekordmange milliarder

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Så er det blevet mandag og tid til Netavisen Pios nyhedsoverblik Aktuelt.

Det kommer efter en weekend, hvor arbejdsmarkedets parter i industrien landede en overenskomst og en mandag, hvor Nye Borgerlige sagde farvel til næstformand Henriette Ergemann efter blot to uger på posten. Det kan du læse mere om andre steder på piopio.dk.

I vores nyhedsoverblik er der til gengæld nyt fra Ukraine, som blandt andet fik fint besøg i dag, et offentligt IT-system som virker efter hensigten og en ambition om meget mere strøm fra havvind.

Tak fordi du læser med.


Joe Biden overrasker: Besøger Kyiv

USA's præsident, Joe Biden, er mandag på hemmeligholdt besøg i Ukraines hovedstad Kyiv.

Det er første gang, at han besøger Ukraine siden krigens begyndelse.

I en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus oplyser Biden, at besøget sker for at bekræfte USA's "urokkelige og vedholdende engagement i Ukraines demokrati, suverænitet og territoriale integritet".

Billeder viser, at Biden mandag formiddag sammen med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, gik en tur gennem et solskinsklædt Kyiv.

Efterfølgende holdt de to præsidenter et fælles pressemøde i det ukrainske præsidentpalads.

placeholder


Statsminister tror Putin forsætter krig hvis Ukraine taber

Vi bliver i og omkring Ukraine, hvor der ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) er en "overhængende risiko for", at Rusland vil invadere andre lande, hvis ikke de bliver stoppet i Ukraine.

Det siger hun til flere medier ifølge Berlingske, på en sikkerhedskonference i München i Tyskland, hvor stats- og regeringschefer samt ministre fra store dele af verden er samlet lørdag.

"Hvis Ukraine taber, risikerer vi, at hele Europa og hele Vesten taber. Jeg er selv ikke i tvivl. Jeg tror ikke, at Putin slutter med Ukraine. Så vil han gå videre til det næste land. Det mener jeg, at der en overhængende risiko for," siger hun.

Hun mener, at der er en risiko for, at befolkningerne bliver trætte af at høre om krigen, som Rusland indledte mod Ukraine for snart et år siden.

Læs hele historien her.

 

Minister vil bane vej for femdobling af dansk havvind

 

Regeringen vil i år sætte gang i et udbud af hele ni gigawatt havvind, som skal bane vejen for en femdobling af dansk havvind frem mod 2030.

Det skriver Ritzau via Politiken.

"Vi har fantastisk gode muligheder for havet i Danmark, og derfor sætter vi nu gang i forhandlingerne om at udbygge med ni gigawatt."

"Det er min ambition, at vi starter de forhandlinger i løbet af marts måned, og forhåbentlig kan vi få sat det hele i udbud i år," siger klimaminister Lars Aagaard (M).

Ni gigawatt svarer til elforbruget for cirka ni millioner husstande, og dermed skal Danmark være med til at sende grøn strøm til dele af Europa.

Læs hele historien her.


Styrelse inddrev gæld tilbage for 12 milliarder

Sidste år indhentede Gældsstyrelsen et rekordhøjt beløb hos skyldnere, der har gæld til det offentlige.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse mandag.

I alt blev 12,6 milliarder kroner sendt tilbage til de offentlige kreditorer i 2022.

Det er blandt andet det nye og mere effektive inddrivelsessystem, der går under forkortelsen PSRM, som lægges til grund for det rekordhøje resultat.

Systemet gør, at styrelsen nu kan trække borgere med gæld i løn og tilbageholde overskydende skat for at inddrive gælden.

Sidste år blev 5,2 milliarder inddrevet ved hjælp af det nye system. I 2020 var det beløb 2,2 milliarder kroner.


Politiske ungdomsorganisationer med fælles markering af årsdagen for russisk invasion

De danske politiske ungdomsorganisationer - fra det yderste venstre til højre - har indkaldt til demonstration ved den
russiske ambassade på årsdagen for den russiske invasion af Ukraine fredag d. 24. februar kl. 16:30.

Til demonstrationen vil der være taler fra politikere og civilsamfundet, der er samlet i ønsket om at
sige klart fra overfor krigen og for at vise solidaritet med Ukraines befolkning, lyder det fra initiativtageren.

Programmet offentliggøres løbende men inkludere allerede nu Ukraines ambassadør til Danmark Mykhalio Vydoinyk, repræsentanter fra den danske Ukraine komite, politisk leder for Radikale Venstre Martin Lidegaard og ukrainere, som er flygtet til Danmark.

Se eventen på Facebook her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Fantastisk med al den vindenergi.
Kunne vi så også få en følgelovgivning der sikrede at det altid blæser mindst 10 sekundmeter, ville det være fint.
Det seneste års tid har desværre vist at det er forkert at satse så meget på vind energi, vi er jo på røven hver gang det ikke blæser, og skyerne ligger tæt.
Vi burde have et mix af flere energi former, herunder atomkraft så vi var sikret under alle forhold.

Vores statsminister siger: "Hvis Ukraine taber, risikerer vi, at hele Europa og hele Vesten taber." Hun mener altså, at Vesten skal vinde. Men hvad vil det sige at vinde - det siger hun ikke noget om. Der kan være mange måder at forstå en sådan "sejr" på. Der skal tænkes langt dybere - her et link til en sådan dybere tænkning.
https://transnational.live/2023/02/20/the-ukraine-war-think-deeper-or-we...

For de fleste vil det vist være ret oplagt at forstå hendes udsagn sådan, at Ukraine har vundet, når besættelsesmagten er smidt helt ud af landet.