Annonce

Mette F afkræver Løkke svar om ny miljøpakke

Statsminister Lars Løkke Rasmussen afviser, at der var behov for en tillægspakke til den netop vedtagne landbrugspakke. Dermed tyder alt på, at den samlede kvælstofudledningen vil stige de kommende år.
”Vil det sige, der ikke kommer en tillægsaftale?” Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen afkrævede et klart svar fra statsminister Lars Løkke Rasmussen under dagens spørgetime i Folketinget på spørgsmålet om, hvorvidt der kommer en tillægsaftale til den landbrugspakke, der blev stemt igennem i sidste uge.

Lars Løkke Rasmussen skrev i sidste uge på Facebook, at regeringen ville ”starte forhandlinger om en tillægsaftale til landbrugspakken, der vedtages af folketinget i morgen, så vi på en og samme tid kan give fødevareklyngen bedre konkurrencevilkår med respekt for naturen OG genskabe tilliden mellem partierne, folketingsmedlemmerne og ministrene i "den blå familie".”.

Men en uge senere, og efter miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens afgang, mener Lars Løkke Rasmussen nu ikke længere, at der er behov for at rette op på konsekvenserne af landbrugspakken: ”Er det sådan, at regeringen mener, at vi efterlades med det Fru Mette Frederiksen kalder en miljøregning, som vi sådan objektivt set har et behov for at samle op, så er det ikke regeringens position”, lød det i svaret til Mette Frederiksen.

Regeringen lovede grønt plus i alle årene
Regeringen havde i første omgang hævdet, at landbrugspakken ville gå i ”grønt plus” i alle årene frem til 2021. Men det viste sig dels, at regnestykket kun hang sammen med indtegnelse af den såkaldte ’baselineeffekt’, der ikke har noget med landbrugspakken at gøre, og dels, at regeringen havde sammenlignet udviklingen tilbage fra 2012 og ikke, som det naturlige havde været, fra 2015.

Under dagens debat anerkendte Løkke da også, at landbrugspakken isoleret set vil føre til mere kvælstofudledning frem til 2019.

De Konservative har derfor rejst kravet om en tillægspakke, men den er altså taget af bordet nu, må man forstå på Statsministeren: ”Hvis der var et flertal i Folketinget der mente, at man kunne vedtage fødevarepakken hvis den så anderledes ud end det man vedtog, så havde man vel ikke vedtaget den”, resonerede Løkke.

Mette Frederiksen gik også til angreb på regeringen og den øvrige blå bloks ønske om at indføre et kontanthjælpsloft. Loftet vil blandt andet ramme handicappede og enlige forsørgere hårdt. Regeringen har nu accepteret at fritage visse grupper af handicappede fra loftet.

”Hvorfor skal der et ændringsforslag fra Socialdemokraterne til for at handicappede i Danmark kan oppebære en ordentlig livsindkomst og kunne betale deres husleje?”, spurgte Frederiksen. Her svarede Løkke til gengæld kort og præcist: ”Når det kræver et ændringsforslag, så er det fordi det ikke var indeholdt i regeringens oprindelige forslag”.


Flere artikler om emnet