Annonce

Mette F. aflyser julefrokoster og rejsevejledninger strammes

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Velkommen til torsdagens udgave af Netavisen Pios nyhedsoverblik Aktuelt, som i dag handler om coronasmitte, Arne-pension og forhandlinger om penge til Det Kongelige Teater.


Stigende coronatal betyder nye restriktioner

Statsminister Mette Frederiksen (S) bekræfter, at der kommer nye restriktioner i lyset af stigende smitte. Traditionelle julefrokoster vil ikke kunne gennemføres.

“Coronaen er tilbage. Og vi kommer til at indføre yderligere restriktioner,” siger Mette Frederiksen ifølge Ritzau.

En af de kommende restriktioner er en stramning af forsamlingsforbuddet, og dermed skal danskerne indstille sig på, at julefrokosterne ikke kan finde sted som de plejer.

Meldingen kommer i kølvandet på et højt smittetal: Torsdag blev der registreret 760 nye danske smittetilfælde.

Læs hele historien her.

 

Nye strammere rejsevejledninger

Også i udlandet er corona-smitten i vækst og det betyder at Udenrigsministeriet har opdateret de officielle rejsevejledninger, og flere orange pletter er blevet tilføjet på kortet.

På nær Slesvig-Holsten fraråder myndighederne nu alle ikke-nødvendige rejser til Tyskland. Derudover frarådes rejser til Cypern og Letland samt Øresundsregionen i Sverige.

I praksis betyder det, at danskerne kun må rejse til Norge og Grækenland og en række svenske regioner.

Læs hele historien her.

 

Ingen Arne-pension til udlændinge

Udlændinge, der har arbejdet en periode i Danmark, får svært ved at optjene anciennitet til at at få ret til regeringens såkaldte Arne-pension. Det skriver A4 Arbejdsliv.

De strengere regler gælder for migranter fra lande som eksempelvis USA, Filippinerne, Tyrkiet og Pakistan.

Ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er reglerne med til at sikre, at ordningen ikke bliver en 'ret til tidlig pension for hele verden'.

“ Jeg synes, det er fuldt rimeligt, at du kun kan få ydelsen, hvis du har boet og arbejdet i Danmark,” siger ministeren til A4.

Ministeren hæfter sig også ved, at 90 pct. af den periode, som en eksempelvis tyrkisk, pakistansk eller amerikansk migrant bruger til at optjene ret til tidlig pension med, skal have været tilbragt i Danmark.

Udover de skrappe krav til anciennitetsperioden har partierne bag aftalen også gjort det umuligt for borgere fra de nævnte lande at tage ydelsen med, hvis de flytter tilbage til deres hjemland. Borgere fra Tyrkiet er dog undtaget fra denne regel, fordi Danmark har pensionsoverenskomst med Tyrkiet.

Læs hele historien her.

 

Minister vil have flere musicals i “Det Kongelige”

Kulturminister Joy Mogensen (S) vil have flere i Det Kongelige Teater og det kan betyde flere musicals i fremtiden.

"Mit mål er at sikre, at Det Kongelige Teater bliver ved med at arbejde med at være mere for flere," siger hun til Altinget.

Og det kan dans, sang og skuespil være med til, mener Joy Mogensen. For musicals er "tit med til at få nye målgrupper til at få øjnene op for, hvad teatret kan", lyder det fra kulturministeren.

Meldingen kommer på dagen, hvor kulturministeren sætter sig for bordenden til det første sættemøde om en ny flerårig rammeaftale for teatret.

Læs hele historien her.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce