Mette F. bliver ikke afskrækket af snak om minimumsnormeringer

Socialdemokratiets formand er først og fremmest optaget af, at der bliver skaffet penge til flere pædagoger, men melder sig nu klar til at tage diskussionen.
Spørgsmålet om nationalt fastsatte minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver er blevet et varmt politisk emne i valgkampen.

Netop minimumsnormeringer er vigtigt for både Enhedslisten, De Radikale og SF, som kan blive Socialdemokratiets parlamentariske grundlag efter et valg.

Hidtil har Socialdemokratiet afvist ideen, men i en tv-debat onsdag åbnede partiformand Mette Frederiksen op for, at man er parat til at tage diskussionen. Det skriver Ritzau.

”Jeg er jo ikke afskrækket af, at vi taler minimumsnormeringer,” sagde Mette Frederiksen under tv-debatten i ”Højlunds Forsamlingshus” på TV2, hvor emnet igen kom op.

Mette Frederiksen mener, at det afgørende er, om der bliver ansat flere pædagoger eller ej.

”Jeg er sådan set først og fremmest optaget af, at der bliver skaffet penge til flere pædagoger,” siger hun.

Når Socialdemokratiet indtil videre ikke bakker fuldtonet op om minimumsnormeringer, så skyldes det en bekymring for, at kommunerne for at leve op til en national standard, kan blive tvunget til at skære ned på andre velfærdsområder, f.eks. folkeskolen eller ældreplejen, hvor der ikke er samme nationale krav.

“Minimumsnormeringer lyder som en umiddelbar nem løsning, men jeg har flere bekymringer i forhold til, om det nu også løser problemerne,” har partiets børneordfører Ane Halsboe-Jørgensen tidligere sagt til DR.

Minimumsnormeringer møder kommunal modstand

Ideen om nationale minimumsnormeringer på daginstitutionsområdet møder dog ikke meget opbakning i ude i kommunerne. Det viser en rundspørge som TV2 har lavet blandt landets 98 borgmestre.

Otte ud af ti adspurgte borgmestre er imod at indføre minimumsnormeringer i daginstitutionerne, hvis de selv skal betale for det, viser svarene for 66 borgmestre.

Flere borgmestre udtrykke bekymring for det kommunale selvstyre.

En af de borgmestre der støtte forslaget om minimumsnormeringer er Langelands borgmester, Tonni Hansen (SF), som dog også er bekymret over udsigten til selv at skulle betale selv.

”Det er faktisk også en bekymring for mig, så jeg forventer, at hvis Christiansborg bliver enige om minimumsnormeringer, at de så også sikrer økonomien omkring det,” siger han.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce