For Mette Frederiksen handler det nye udspil om meget mere end genopretning af det udkældte og underprioriterede skattevæsen. Den socialdemokratiske partiformand beskriver hvordan tilliden til en samfundsinstitution som SKAT er afgørende for den samfundskontrakt, der gør at man altid kan regne med fællesskabet.
Netavisen Pio har fanget den socialdemokratiske partiformand til et interview om baggrunden, udfordringen og potentialet i det nye udspil til genopretning af SKAT.
Få mennesker kan snyde for milliarder
Skandalesagerne synes nærmest at have stået i kø hos SKAT, hvor journalister, politikere og selv medarbejderne har været aktive i forbindelse med udpegelse af de mange konsekvenser, som den årelange nedskæring af skattevæsenet har haft. Mette Frederiksen anerkender blankt betydningen af de mange skandaler.
“Vi har desværre været igennem en periode, hvor den ene skandale har afløst den anden i SKAT. Statskassen er gået glip af milliarder af skattekroner, der kunne være gået til bedre velfærd. Og når almindelige mennesker, som betaler det de skal, kan læse om, hvordan nogle få mennesker kan snyde for milliarder af kroner, og om hvordan vores skattevæsen ikke har ressourcerne til at inddrive den skat, som fok ikke har betalt, så er det ikke underligt, at det går ud over tilliden til systemet.”
Det nye udspil fra Socialdemokratiet lægger op til at man kan tilføre statskassen 40 milliarder kroner ved udvide medarbejderstaben med 1000 nye medarbejdere og samtidig oprette fire nye regionale skattecentre, der blandt andet har social dumping, skattely og virksomhedsbetjening, som fokusområder. Læs mere om Socialdemokratiets nye udspil her.
Forskellen på, hvad der burde komme ind i skat, og hvad der rent faktisk bliver betalt, skal være mindre
“Hvis vi skal genoprette tilliden til SKAT, så kræver det, at SKAT får rystet problemerne af sig. Forskellen på, hvad der burde komme ind i skat, og hvad der rent faktisk bliver betalt, skal være mindre. Folk skal kunne regne med, at når et fåtal snyder, så afslører skattevæsenet det. Og virksomhederne skal kunne regne med, at konkurrencen sker på lige vilkår, ikke i en situation hvor konkurrenten slipper afsted med at fuske med moms og afgifter.”
Mette Frederiksen fortsætter og slår ligeledes følelsen af retfærdighed an, som et centralt tema. Det handler om at danskerne skal kunne have tiltro til at systemet ikke lader nogen slippe afsted med snyd.
“Det handler om en grundlæggende retfærdighedsfølelse af, at ingen skal slippe afsted med at unddrage sig sin del af aftalen.”
Alle skal kunne kan regne med fællesskabet
SKAT har en utrolig vigtig opgave i at indkræve penge fra borgerne, sikre at virksomhederne får en effektiv service og ikke mindst ved at modvirke den skattesnyd, som foregår når skattepligtig indtægt bliver sendt i skattely. Men Mette Frederiksen har også blikket rettet mod det bredere samfundsperspektiv, hvor det har vidtrækkende konsekvenser, når borgerne taber troen på eksempelvis vores skattesystem.
Tilliden er hamrende vigtig, fordi vores samfund bygger på en fundamental kontrakt
“Tilliden er hamrende vigtig, fordi vores samfund bygger på en fundamental kontrakt. Det handler om, at alle kan regne med fællesskabets hjælp til eksempelvis at få en uddannelse eller få gratis lægehjælp, hvis man bliver syg. Til gengæld så har vi alle en pligt til at yde, det vi kan, og betale vores skat. Det er den eneste måde, vores samfundsmodel kan hænge sammen på. Men hvis tilliden til systemet ryger, så skrider grundlaget for den kontrakt.”
Grækenland og det græske skattesystem kunne være blot et blandt flere skrækeksempler på hvor galt det kan gå, når tilliden til en samfundsinstitution brister. Derfor slår Mette Frederiksen netop på den samfundsmæssige betydning.
“Der er mange lande, hvor man har en langt større mistillid til systemet, og det slår igennem i form af mere skattesnyd og besvær med at indkræve skat. Det betyder så, at de lande ikke har så mange penge at lave velfærd for. Den vej skal vi simpelthen ikke ud af i Danmark. Det er er derfor, at vi nu fremlægger en plan, så der kan ske en reel genopretning af SKAT. Kun på den måde kan vi sikre, at danskernes tillid til et effektivt og retfærdigt skattevæsen genoprettes.”