Annonce

Mette F: Der skabes mirakler i velfærdssamfundet

Interview: Når Mette Frederiksen kigger i krystalkuglen for de kommende år, står velfærden i centrum. Fingrene skal væk, bureaukratiet reduceres og medarbejderne sættes i front.  Og samtidig skal politikerne turde regulere mindre.  
Velfærdssamfundets størrelse, indretning og styring bliver de kommende års helt store politiske kampplads. I hvert fald hvis man skal tro Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

”Vi får en meget grundlæggende kamp om hvilket velfærdssamfund, vi gerne vil have. Fordi du kommer til at se en regering, der gerne vil skære ned og privatisere. Og så står den over for et Socialdemokrati, der ikke kan love guld og grønne skove. Det gør jeg heller ikke i det her interview, for det har vi ikke pengene til, men vi vil passe på velfærdssamfundet og jeg vil udvikle det,” fortæller hun til Netavisen Pio.

Den offentlige sektor er ikke bare beskæftigelsesterapi for de mennesker der arbejder i den, siger hun   om den rolle, som den offentlige sektor spiller i det danske samfund:

”Vi har ikke en offentlig sektor bare dens egen skyld. Vi har den for at skabe resultater, udvikling og styrke vores samfund. Derfor skal vi også blive ved med at stille store krav.”

Det grundlæggende opgør med New Public Management
Med Mette Fredriksen i spidsen for Socialdemokratiet er kampen for at forsvare velfærdssamfundet kommet tilbage på dagsordenen. Ikke mere reform-amok. Med sloganet ’Fingrene væk’, så har Mette Frederiksen slået ind på det, nogen sikkert vil betegne som en mere venstreorienteret dagsorden, hvor det ikke er eksperimenter med udlicitering eller frasalg af offentlig virksomhed, der skal sætte kursen.

Nøglen til en positiv udvikling af velfærdssamfundet er vores medarbejdere.

”Nøglen til en positiv udvikling af velfærdssamfundet er vores medarbejdere. Det er tanken bag vores fingrene-væk-reform, som jo grundlæggende er et opgør med New Public Management og en større tiltro til, at vores medarbejder i den offentlig sektor kan mere, end de får lov til. ”

mette-f-velfaerd
Mette Frederiksen i praktik som hjemmehjælper. 

Mette Frederiksen har de seneste måneder været på på en lang række "erhvervspraktikker", besøg ude i virkeligheden, hvor hun har fulgt både privat og offentligt ansatte på arbejde. Besøg der ifølge hende understreger behovet for at politikerne skal give de offentligt ansatte mere tillid.

”Jeg var forleden dag ude i Glostrup, hvor jeg var hjemmehjælper en dag i praktik. Dygtige medarbejdere, fantastisk tone over for de ældre. Der skabes jo mirakler hver eneste dag i det her velfærdssamfund," siger hun til Pio og fortsætter.

Jeg var forleden i Glostrup, hvor jeg var hjemmehjælper i praktik. Dygtige medarbejdere, fantastisk tone over for de ældre.

"Men når social- og sundhedshjælperne tager hen til Harry eller Inge, så skal de trykke ind på deres lille håndcomputer, at nu er de kommet, og det samme når de går igen. Hvorfor det? Udover at de to klik tager tid, så bunder det jo også i manglende tillid til medarbejderne. Så det er et eksempel på noget af det, som vi skal have fjernet.”

’Lad dem beholde pengene selv’
Afbureaukratisering har i mange år været et buzzword i dansk politik. En udfordrende politisk nød, som mange politikere har haft umådeligt svært ved at knække. Hvorfor skal man tro på, at det vil lykkedes for Mette Frederiksen at ændre noget fundamentalt, hvis hun bliver statsminister?

”Det er meget lettere at tale om, end det er at få det gjort. Mange har sagt det før mig. Hvis vi skal have det til at lykkes, så skal vi sætte ind flere steder. Der er for det første brug for en ledelsesreform i den offentlige sektor. For det andet skal vi gå alle vores arbejdsprocesser igennem; hvad giver ikke mening. Og så er der det tredje element, som er meget sværere og som også er meget interessant, nemlig hvordan vi fra politisk hold kan understøtte, at der skabes ny udvikling i den offentlige sektor," siger hun.

Mette Frederiksen giver ikke meget for hverken de effektiviseringskrav eller de årlige generelle besparelser, grønthøstermetoden, som i dag udgør det styrende princip i den offentlige sektor:

”I stedet for den der lidt smådumme måde at effektivere og spare på, så vend den rundt: Hvis man kan frigøre ressourcer på den enkelte hospitalsgang eller den enkelte skole ved at nedbringe sygefraværet eller indføre nye arbejdsmetoder, så lad dem beholde pengene selv," lyder forslaget fra Socialdemokratiet.

Mette Frederiksen er dog klar over, at de offentligt ansatte ikke slipper fuldstændigt for hverken at udfylde skemaer eller lave registrering i fremtiden, men målet er at omfanget bliver mindre.

"Vi har behov for at tænke nyt, behov for at stille krav og vi slipper heller ikke for dokumentationen, fordi det er retssikkerhed for borgerne. Men vi skal i gang med at udvikle nye metoder og det vil jeg hellere have medarbejderne til at gøre, i stedet for at det skal være top-down," lyder det fra Mette Frederiksen.

Skrot dagpengelovgivningen
Når man snakker papirnusseri og unødigt bureaukrati, så er dagpengelovgivningen - som Mette Frederiksen kender så ganske udmærket fra sin tid i Beskæftigelsesministeriet – et eksempel, der ofte bliver trukket frem. Derfor er pointen, om der virkelig er mod til en kulturforandring hos politikerne?

Vi må lægge dagpengelovgivningen til siden og sige at de 30.000 sider må hvile i fred. Nu må vi starte forfra med en ny lovgivning

”Det bliver vi svært, men hvis det her skal lykkes, så skal vi faktisk lovgive mindre og der skal udstedes færre bekendtgørelser. Det er et politisk ansvar. Dagpengelovgivningen er et eksempel på noget af det, der skal skrottes. Vi må lægge dagpengelovgivningen til siden og sige at de 30.000 sider må hvile i fred. Nu må vi starte forfra med en ny lovgivning," slutter hun.

Netavisen Pio har tidligere på måneden interviewet Mette Frederiksen om denne generelle politiske situation og udfordringer på arbejdsmarkedet. Det interview kan læses her.

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet