Mette F. giver pensions-forslag fra Lars Løkke en kold skulder

Folkepensionsalder

Mette F. giver pensions-forslag fra Lars Løkke en kold skulder

Moderaterne foreslår, at folk født i 1960’erne skal blive et halvt år længere på arbejdsmarkedet: “Det kommer vi ikke til at bakke op,” fastslår statsministeren

Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (M) (Arkivfoto)
Billedtekst

Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (M) (Arkivfoto)

Foto: Netavisen Pio/Jan Kjærgaard

Tirsdag fremlagde regeringspartiet Moderaterne et forslag om at hæve pensionsalderen for folk født i 1960’erne med et halvt år.

Forslaget fra Moderaterne blev fremsat i forbindelse med en forespørgselsdebat om pensionsalder.

Men statsminister Mette Frederiksen (S) gav straks efter debatten forslaget fra Lars Løkke Rasmussen & Co. den kolde skulder:

Det kan jeg sige meget klart, at det kommer vi ikke til at bakke op om fra Socialdemokratiets side

“Det kan jeg sige meget klart, at det kommer vi ikke til at bakke op om fra Socialdemokratiets side.”

I timerne op til pensionsdebatten tirsdag blev det tydeliggjort, at Socialdemokratiet og ikke mindst Moderaterne langt fra er enige i pensionsalder-spørgsmålet.

Opvarmede til debatten med annoncer

Socialdemokraterne havde som opvarmning til debatten indrykket store annoncer i landsdækkende og regionale dagblade samt lokalaviser.

I annoncerne gentog Socialdemokratiet, som omtalt i Netavisen Pio tirsdag , budskabet fra 13. august om, at S ikke længere støtter en automatisk stigning af pensionsalderen i takt med at den gennemsnitlige levetid stiger. Sådan som det faktisk er aftalt i Velfærdsforliget fra 2006.

Socialdemokratiet ønsker i stedet en lempeligere stigning i pensionsalderen og også en mere social retfærdig ordning. Af samme grund ønsker Socialdemokratiet en genforhandling af Velfærdsforliget.

Socialdemokratiet har meldt ud, at næste år - når der igen skal stemmes om en opregulering af pensionsalderen fra 69 til 70 år gældende fra 2040 - er det sidste gang partiet stemmer for en sådan automatisk opregulering.

Lige siden den melding har partier fra højre mod venstre - inklusive regeringspartierne Venstre og Moderaterne - kritiseret Socialdemokratiet for ikke at melde yderligere ud om hvilken ny model for pensionsalder, man så ønsker sig i stedet for. Og for ikke at fremme forhandlinger om pensionsalder i god tid inden næste folketingsvalg.

Rørt brik skal flyttes

“Rørt brik skal flyttes,” har det blandt andet lydt fra Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Et statement, som Venstres formand, forsvarsminister Troels Lund Poulsen, har bakket op om.

Socialdemokratiet har på sin side understreget, at et nyt forlig om pensionsalder kræver grundige overvejelser og opdaterede data. Og at der stadig er god tid til 2030, hvor der næste gang skal stemmes om en mulig opregulering af pensionsalderen.

Velbegrundet nervøsitet hos V og M

Venstre og Moderaterne er tydeligvis nervøse for, om Socialdemokratiet mon pønser på at gentage succesen fra 2019, hvor partiet effektfuldt gik til valg på Arne-pensionen.

Dén nervøsitet fik i den grad ny næring tirsdag. I S-annoncerne i blandt andet Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten hedder det således:

“For fire år siden lavede vi Arne-pensionen for at sikre en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Retfærdigt for de mennesker, der har været længst tid i hårde fysiske jobs.”

Nu er tiden kommet til, at vi tager næste skridt

“Nu er tiden kommet til, at vi tager næste skridt. Pensionsalderen skal være retfærdig og realistisk. Den kan ikke bare stige i det uendelige.”

“Det kræver gennemarbejdede løsninger. Ikke letkøbte eller forhastede.”

Og:

“Når man gør arbejdet ordentligt fra start, så holder resultatet i længden.”

En anden mindre S-annonce bærer et billede af den nu pensionerede bryggeriarbejder Arne Juhl, der er blevet ansigtet på Arne-pensionen. Med store blokbogstaver lyder annonceteksten: "VI HAR GJORT DET FØR".

I endnu en S-annonce lyder teksten: "LAD OS GØRE DET IGEN". S-annoncen prydes af et billede, hvor statsminister Mette Frederiksen omfavner en ældre person med høreapparat.

 

Tirsdag formiddag kom Moderaterne med et modspil til Socialdemokraternes annoncebudskab i form af M-kampagne-opslag på de sociale medier.

I kampagne-opslagene havde Lars Løkke & Co. omskrevet S-annonceteksten.

Nu lød teksten blandt andet i stedet:

“Nu er tiden kommet til, at vi tænker os godt om. Vi kan i dag gå på folkepension, når vi er 67 år. Det samme som da folkepensionen blev indført i 1956. Til gengæld lever vi meget længere.”

“Måske skulle vi, der er født i løbet af de glade 60ere, arbejde et halvt år mere, så vores børn og børnebørn får lov til at nyde alderdommen i lige så mange år som os.”

Lars Løkke ofrer sig gerne

På det sociale medie  Bluesky  tilføjer Lars Løkke Rasmussen (M), der er født i 1964, at han personligt gerne bliver et halvt år længere på arbejdsmarkedet:

Personligt bliver jeg gerne et halvt år længere på arbejdsmarkedet

“Personligt bliver jeg gerne et halvt år længere på arbejdsmarkedet for at lade min yngstes generation stoppe et par år tidligere end nu planlagt. Kunne bygge en økonomisk ansvarlig bro til fremtiden, hvor min generation ikke sender ubetalte regninger videre.”

Tirsdag aften nedtonede statsminister Mette Frederiksen betydningen af den interne uenighed i SVM-regeringen om pensionsalder-spørgsmålet:

“Det skal vi finde ud af at håndtere som regering, og det kan vi også.”

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.