Mette F. om Frank-afgang: “Det er den rigtige beslutning”

Det er den rigtige beslutning, at Frank Jensen træder tilbage, siger Mette Frederiksen. Hun opfordrer til, at andre personsager afklares i et professionelt rum
Foto: Statsministeriet
Statsminister Mette Frederiksen (S)
Statsminister Mette Frederiksen (S) mener, at Frank Jensen traf den rigtige beslutning ved at træde tilbage som både overborgmester i København og som næstformand for Socialdemokratiet.

Det skriver hun på Facebook.

"Frank Jensen har netop meddelt, at han trækker sig med øjeblikkelig varsel fra både overborgmesterposten i København og som næstformand for Socialdemokratiet. Det er den rigtige beslutning," skriver hun.

En ambitiøs og progressiv borgmester

Mette Frederiksen roser Frank Jensen for hans mangeårige virke både som minister, næstformand og overborgmester.

"Frank har været en god og flittig næstformand for Socialdemokratiet. I flere år bestridt ministerposter og dermed bidraget til genopretningen af dansk økonomi i 90’erne og den tilhørende bekæmpelse af den massive arbejdsløshed."

"Og i mere end 10 år har han været en ambitiøs og progressiv borgmester for landets hovedstad. Hertil kommer et stort engagement i idræt og sport."

En stor del af Københavns succes kan tilskrives Frank Jensens arbejde.

Hun skriver, at hun intet har at udsætte på Franks politiske arbejde.

"Tværtimod. København er i dag en by i vækst. Den er moderne og internationalt anerkendt, og byen har store ambitioner på klimaområdet. En stor del af Københavns succes kan tilskrives Frank Jensens arbejde."

“Men. Og der er et men”

Hun skriver desuden, at "mange af os socialdemokrater har haft en god, fortrolig og loyal kollega i Frank."

"Men. Og der er et men. Der har været nogle personlige forhold omkring Frank, som har været problematiske. Og som ikke har kunnet overkommes og dermed blokeret for et fortsat politisk engagement."

Hun skriver, at hun håber, at historieskriverne også vil huske Frank Jensens politiske resultater.

Personsager skal afklares i et professionelt rum

Mette Frederiksen skriver videre, at hun mener Metoo-bevægelsen har sat en vigtig og nødvendig diskussion i gang.

Men, skriver hun: "Som alle andre diskussioner bør den foretages på et ordentligt grundlag."

Det skal ikke være mediernes fremstilling, der afgør udkommet af en sag.

"Det skal ikke være mediernes fremstilling, der afgør udkommet af en sag. Jeg vil kraftigt appellere til, at andre personsager afklares i et professionelt rum."

"Det gælder i alle hjørner af samfundet. Og dermed også i Socialdemokratiet, hvor en advokatordning giver mulighed for netop det," slutter hun.

Ingen opbakning til Frank Jensen

Inden Frank Jensens afgang mandag havde Mette Frederiksen udtalt, at hun ikke mente, at der var lavet en endelig konklusion på sagen.

Det blev af mange politiske kommentatorer tolket som manglende opbakning til Frank Jensen og som den afgørende brik, der endte med, at Frank Jensen måtte kaste håndklædet i ringen.

placeholder

Socialdemokratiets hidtidige gruppeformand, Lars Weiss, bliver midlertidigt ny overborgmester i København indtil Socialdemokratiet i København peger på en ny. Det sker på et møde den 29. oktober.

placeholder

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Erling Drews- man kunne jo også med stor ret hævde, at lemminge-effekten er de mange krænkelsesparate #Mee Too medløbere, som har nemmere ved at hoppe med på "jeg er også blevet sådan lidt krænket engang, men vil gerne både være fremme i stiletter og tilbage i anonymiteten"-bølgen. Det burde ikke være en DSU-forkvinde værdigt, og det strider mod enhver retssikkerhed.

Jeppe Kofod kunne lære noget, Mette Frederiksen fremstå som komiske Ali i sexsime debatten!

Annonce