Annonce

Mette F. om Uffe: “Han repræsenterede dygtigt vores land under den kolde krig”

“Vi kunne grine. Vi kunne det hele. Især grine,” skriver sønnen, Jakob Ellemann-Jensen, om sin far, der døde søndag
Foto: Jens Astrup/Venstre/Flickr
Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen til debat i Udenrigspolitisk Selskab, 2019
Tidligere formand for Venstre gennem 14 år, tidligere udenrigsminister gennem 11 år, Uffe Ellemann-Jensen, døde natten til søndag, 80 år gammel.

Statsminister Mette Frederiksen (S) skriver i et mindeord søndag, at Uffe Ellemann-Jensen var en stor personlighed, der dygtigt repræsenterede Danmark under den kolde krig:

“Det er med stor sorg, at jeg i dag har modtaget meddelelsen om, at tidligere udenrigsminister og mangeårig partiformand for Venstre Uffe Ellemann-Jensen er død. I dag går mine tanker til hans enke Alice, til Jakob, til Karen og til hele familien.”

Uffe Ellemann-Jensen var en skarp politiker. Og en stor personlighed

“Uffe Ellemann-Jensen var en skarp politiker. Og en stor personlighed. Han repræsenterede dygtigt vores land under den kolde krig. Han insisterede på NATO og det transatlantiske fællesskab i en tid, som også krævede Danmarks engagement. Han så tidligt behovet og havde evnerne til at knytte de baltiske lande tættere til Europa. Nu hvor krigen er tilbage på det europæiske kontinent, synes hans stemme for et stærkt, sikkert og demokratisk Europa at stå klarere end nogensinde.”

“Hans engagement i verden fortsatte helt op til det sidste, og han vil blive savnet i den udenrigspolitiske debat.”

Mette Frederiksen betoner Uffe Ellemanns humoristiske sans:

“Uffe Ellemann var et humoristisk menneske med ordet i sin magt. Og glimt i øjet. Hvem husker ikke hans ord på finaledagen for EM i fodbold i 1992 kort efter Danmarks nej til Maastricht-traktaten: ”If you can’t join them, beat them”. Hans vid og lune vil blive savnet.

Uffe Ellemann-Jensen var en mand med et stort mod. Og stort format. En statsmand.”

“Vi kunne grine. Vi kunne det hele. Især grine.”

Søndag morgen gav Uffe Ellemann-Jensens søn, formand for Venstre og statsministerkandidat, Jacob Ellemann-Jensen, i et opslag på Facebook meddelelsen om farens død:

Vi havde en evig samtale kørende om både stort og småt

“Jeg savner ham allerede helt forfærdeligt. Vi ringede tit sammen. Vi havde en evig samtale kørende om både stort og småt. Fra store overvejelser om politik og verdens indretning til alle de små ting, som hverdagen er fuld af. Vi kunne være alvorlige. Vi kunne grine. Vi kunne det hele. Især grine.”

Jacob Ellemann-Jensen understreger, at Ellemann den ældre aldrig blandede sig i sønnens hverv som formand for Venstre. Uffe gav derimod sin søn råd og kun, når han blev spurgt:

“Min far blandede sig ikke. Men han kom altid med råd, når han blev spurgt. Jeg lyttede altid, og nogle gange har jeg også fulgt dem. Og han var forstående, når jeg ikke gjorde."

"Det har været en kæmpe styrke for mig at have en, der altid var der, og som selv har prøvet meget af det, jeg har mødt af udfordringer i tilværelsen - både privat og politisk.”

“Jeg har været heldig med en far som ham”

I sin kærlige beskrivelse af sin far, nævner Jakob Ellemann, at han har “været heldig med en far som ham”:

Han var travl, da jeg var barn, men han var altid til stede, når han var hjemme

“Jeg har været heldig med en far som ham. Han var travl, da jeg var barn, men han var altid til stede, når han var hjemme. Han lærte mig at fiske. Han tog mig på kanoture i Sverige. Han tog os fire søskende med på sejlture på Limfjorden. Og han gav sig tid til os mellem alt det andet, han skulle.”

Jakob Ellemann understreger, at Uffe Ellemann også var meget optaget af børnebørnene:

“Efter jeg selv fik børn, har jeg set ham folde sig ud som en farfar, der også trak sine børnebørn igennem lektionerne om, hvordan man kaster mest præcist med en fiskestang.”

“Uffe var en helt fantastisk far og bedstefar. Vi kommer alle sammen til at savne ham dybt, men mest af alt er vi taknemmelige for den tid, vi fik sammen med ham. Den seneste tid - som de fleste ved - været plaget af sygdom, men til det sidste var han frisk i sindet og nærværende med sine omgivelser.”

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce