Annonce

Mette Frederiksen afviser Løkke: Uenighederne er for store

Socialdemokratiets formand er ”forbløffet” over Lars Løkkes tanker om et regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre, og hun afviser ideen.
Topskattelettelser. pensionsalder, de grønne ambitioner og velfærden er nogle af de mange årsager til, at en regeringsdannelse med Venstre "ikke kan komme på tale".

Sådan lyder det fra Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udmelding om en mulig SV-regering.

”Jeg må erkende, at jeg er noget forbløffet over de udmeldinger, der kommer fra Lars Løkke i dag, selv om jeg altid er glad, når et parti i Folketinget vil samarbejde med os Socialdemokrater,” siger Mette Frederiksen på et kort pressemøde ved Christiansborg i København.

Jeg kan ikke se det for mig med de uenigheder, der er

Mette Frederiksen afviser blankt muligheden for et SV-samarbejde:

”Jeg kan ikke se det for mig med de uenigheder, der er”.

Nu må vælgerne tale

Konkret nævner Mette Frederiksen bl.a. uenighederne mellem Socialdemokratiet og Venstre, når det kommer til spørgsmålet om regeringens sundhedsreform og Socialdemokratiets forslag om en differentieret folkepensionsalder.

Mette Frederiksen undrer sig desuden over at Lars Løkke Rasmussen bruger tiden på at spekulere over bogstavkombinationer, hvad der skal ske efter valget, inden vælgerne har talt.

” Hvis vi ikke alle skal ende med at være skrubforvirret i den her valgkamp, så håber jeg vi kan bruge tiden på politik, og at vi bruger taletiden på at fremlægge den politik, som, vi mener, er den rette.”

"Vi skal dele os efter anskuelser"

Mette Frederiksen meddeler, at Socialdemokratiet går fortsat går til valg på at kunne danne en socialdemokratisk mindretalsregering.

Jeg meldte mig altså ikke ind i Socialdemokratiet for 25 år siden for i dag at opgive min drøm om et mere retfærdigt Danmark

Til gengæld erklærer Mette Frederiksen, at hun deler ”statsministerens frustration over mængden af ultimative krav, der er kommet i dansk politik”.

”Men jeg nægter samtidig at ophæve betydningen af, hvad politik egentlig er for en størrelse. Og vi skal dele os efter anskuelser – både der, hvor vi er enige, men jo også der, hvor vi er uenige. Og retning, det betyder noget. Og jeg meldte mig altså ikke ind i Socialdemokratiet for 25 år siden for i dag at opgive min drøm om et mere retfærdigt Danmark. Politik handler jo i bund og grund om, hvad man bruger serveretten til,” siger hun.

Urimeligt at sammenligne Paludan med Alternativet

Da Lars Løkke Rasmussen fremlagde sine tanker om en SV-regering, var er blandt andet med argumentet omm at der var kommet flere partier på yderfløjene.

Mette Frederiksen mener ikke at det er rimeligt Lars Løkke Rasmussen puljer partier som Nye Borgerlige og Stram Kurs sammen med venstrefløjspartier som Enhedslisten, Alternativet og SF.

”Det er partier, som jeg oplever, ønsker en ny retning for Danmark. Og som med rette har forventninger til en ny politik. Er de kommet med krav? Ja, det må man sige. Men vi kommer ikke til at løbe fra det brede, politiske flertal, der er i dag for udlændingepolitikken”.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg er som gammel socialdemokratisk lønmodtager skuffet over at Mette Frederiksen så uforbeholdent afviser et tæt samarbejde med venstre. Når jeg ta'r det store forkromede helikopteroverblik over hvad der er sket i politik i de 50-60 år jeg kan huske tilbage, så vil det i min optik være et fornuftigt hold. Jeg ønsker brede langtidsholdbare løsninger der er blevet til i et kompromissøgende samarbejde hen over midten, afluset for yderfløjenes alt for store indflydelse. Det er i min optik meningen med at have et demokrati. Jeg er da fløjtende lige glad med mine partikammeraters cv, politiske poster og selvpromovering. jeg ønsker løsninger for DANMARK og ikke bare for mig selv og mine, sådan som politik drives i dag, med alt for stor indflydelse af rabiate partier, der har meget større indflydelse end deres stemmetal berettiger til. Brede løsninger på den reelle midte. så er jeg ligeglad med at der er en masse fløjstemmer der reelt går til spilde. fred med det, lad fornuft og brede forlig råde. Og kære politikere spar mig for al jeres nedgøren af hinanden, det er ligeså dumt som fodboldbølleretorik.