Mette Frederiksen får forbud mod TikTok og domstol frikender retsordfører i ligebehandlingssag

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til tirsdagens udgave af Netavisen Pios nyhedsoverblik Aktuelt, der som altid samler en lille håndfuld af døgnets vigtigste politiske nyheder.


Domstol frikender retsordfører

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, da advokat og folketingsmedlem Tobias Grotkjær Elmstrøm (M) i 2019 afskedigede en advokat i sit advokatfirma.

Det har Retten i Aarhus i dag afgjort, skriver Ritzau via DR.

Dermed slipper politikerens firma, Advokatfirmaet Grotkjær Elmstrøm, for at betale størstedelen af en stor erstatning på i alt 400.000 kroner.

Tidligere havde Ligebehandlingsnævnet afgjort, at afskedigelsen var i strid med ligebehandlingsloven. Dengang blev den fyrede advokat tilkendt en godtgørelse på 325.000 kroner.

Dog finder retten, at selve bortvisningen af medarbejderen var i strid med reglerne. Og det skal koste advokatfirmaet 75.000 kroner, skriver Ritzau.

Det er ikke den eneste gode nyhed for Tobias Grotkjær, der er sit partis retsordfører, på den juridiske front. Der har også været rejst en klagesag hos Advokatnævnet over Tobias Grotkjær. Den klage valgte Advokatnævnet i sidste uge at afvise efter at have gennemgået sagen.

Læs hele historien her.

 

Ingen TikTok til Mette Frederiksen

Statsministeriet her besluttet at forbyde medarbejdere at have den kinesiske app Tiktok installeret på tjenestetelefoner og iPads.

Det oplyser Statsministeriet til Ritzau via Journalisten.

Forbuddet kommer, efter at Forsvarets Efterretningstjenestes Center for Cybersikkerhed (CFCS) for to uger siden gik ud og frarådede statslige ansatte i for eksempel ministerier at bruge det sociale medie.

Det skyldes at Tiktok mistænkes for at videregive brugeroplysninger til styret i Beijing.

En lang række partier har allerede indstillet brugen af TikTok.

På TikTok deler brugerne små videoer på op til 60 sekunder, som kan tilsættes musik eller brugerskabt lyd, filtre, tekst, emojis og animerede giffer.

Læs hele historien her.


Transportminister vil lempe taxaregler på småøer

På landets 27 småøer er det ikke nemt at få fat i en taxa.

Men der bor mennesker, som også har brug for at blive kørt hjem fra fester og sammenkomster, og derfor vil transportminister Thomas Danielsen (V) nu se på, om der kan laves en ordning, hvor eksempelvis øens præst som bijob kan få lov at agere taxa mod et pengebeløb.

Det skriver Ritzau via TV2.

Thomas Danielsen har ikke lagt sig helt fast på, hvordan en ny ordning skal være.

I første omgang har han bedt om at få lavet et særafsnit om taxaer på øerne i en analyse af taxakørslen i landdistrikterne, som kommer medio 2023.

Den model som ministeren foreslår minder lidt om den som Uber benyttede sig af. Uber forlod Danmark i 2017 efter en ny taxalov, der fastslog, at der skal der være taxameter i bilen.

Læs hele historien her.

 

Lodser siger ja til Serviceforbundet

Der var fuld opbakning til optagelse i Serviceforbundet, da Danish Maritime Pilots (DMP), der organiserer størstedelen af lodser i Danmark, tirsdag havde generalforsamling.

Det skriver Serviceforbundet i en pressemeddelelse.

En tredjedel af fagforeningens medlemmer var repræsenteret på generalforsamlingen, og de var alle enige om, at deres fremtid ligger i Serviceforbundet, hvor DMP nu bliver medlem fra 1. juli 2023.

Serviceforbundet dækker i dag 13 selvstændige fagforeninger. Med DMP vokser forbundet til 14 fagforeninger.

”Vi glæder os til at byde lodserne velkommen i Serviceforbundet,” siger forbundsformand John Nielsen og fortsætter:

”Vi ser det som helt naturligt, at lodserne bliver en del af Serviceforbundet, hvor vi lægger vægt på at samle mindre og mellemstore fagforeninger, som ønsker at fortsætte som selvstændige fagforeninger og ikke ønsker at fusionere med andre forbund.”

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce