Mette Frederiksen med opsang til bandemedlemmers forældre og unge konservative vil af med topskatten

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
I tirsdagens nyhedsoverblik starter vi hos SVM-regeringen, som i dag fremlagde en bandepakke med 39 tiltag, som skal bekæmpe den organiserede bandekriminalitet.

Bandepakken kommer imens Loyal to Familia og Hells Angels ligger i blodig konflikt med hinanden.

Derefter skal vi forbi De Konservative, som ikke har det for nemt for tiden.

Søndag lagde partiformand, Søren Pape Poulsen, sig fladt ned og erkendte, at valgkampen var ringe udført, og at det var en fejl at gå til valg på topskattelettelser.

Topskattelettelser er dog stadig noget, som de unge konservative gerne vil have.

Velkommen til Netavisen Pios nyhedsoverblik ’Aktuelt’.

God læselyst!

 

Mette Frederiksen med opsang til bandemedlemmers forældre

Tirsdag eftermiddag kunne regeringen præsentere en ny bandepakke til 150 millioner kroner om året.

Det skriver DR.

Bandepakken, som er den fjerde på 14 år, blev fremlagt af Statsminister, Mette Frederiksen(S), økonomiminister og vicestatsminister, Jakob Ellemann-Jensen, justitsminister, Peter Hummelgaard(S) og kulturminister, Jakob Engel-Schmidt(M).

Den kommer især i kølvandet på den igangværende strid mellem Loyal to Familia og Hells Angels.

Pakken indeholder 39 tiltag, blandt andet skærpede straffe, blandt andet for at gå med kniv, lommepengejobs til de unge, forlængelse af visitationszoner og generelt flere beføjelser til politiet.

Derudover rettede Mette Frederiksen en direkte appel til de unge bandemedlemmers forældre, som primært er af anden etnisk herkomst end dansk:

”I må skal og skal gøre mere, alt hvad I kan for at få stoppet den her voldspiral, Dette var ikke grund til, at I i sin tid kom til Danmark. Vi risikerer, at det her ødelægger store dele af vores samfund, og det har familierne et ansvar for at få stoppet,” lød det fra statsministeren.

En del af pakken består også af forslag fra den bandepakke som Socialdemokratiet fremlagde i august sidste år. Dog kom folketingsvalget i vejen for vedtagelsen.

 

Unge konservative vil stadig af med topskatten

Den megen ballade hos De Konservative kulminerede foreløbigt søndag aften, da partiformand, Søren Pape Poulsen, i et interview på DR 1 lagde sig fladt ned og erkendte en dårligt udført valgkamp, og at det var en fejl at gå til valg på topskattelettelser.

Hos de unge i Konservativ Ungdom er man enig i at det var en strategisk fejl, men her holder man stadig fast i at topskatten helt bør afskaffes.

Det fortæller Christian Holst Vigilius, formand for Konservativ Ungdom til Berlingske.

Ungdomsformanden fortæller, at han rent ideologisk var glad for forslaget, men at det ikke ligefrem var folkeligt. Derfor var det et problem, at det kom til at fylde for meget i valgkampen:

”Det er problematisk, for vi er jo et folkeparti, og man kan sige meget om topskattelettelser, men en folkelig sag kan man vist ikke rigtig kalde det.”

I øvrigt fremgår topskattelettelser stadig som en del af De Konservatives officielle politik, men det er en anden historie, som du kan læse her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Emil Vendelbo Johansen er souschef, journalist og redaktionssekretær på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

placeholder

Annonce