Mette Frederiksen om Frank Jensen: Endnu ikke truffet afgørelse
Mette Frederiksen om Frank Jensen: Endnu ikke truffet afgørelse
Mette Frederiksen ser med stor alvor på anklagerne mod Frank Jensen. Det er endnu ikke sat punktum i sagen, lyder det fra statsminister

Statsminister Mette Frederiksen (S)
Statsminister Mette Frederiksen (S) ser med stor alvor på de anklager om seksuelle krænkelser, som henover weekenden er rejst mod Københavns overborgmester og partiets næstformand, Frank Jensen .
"Jeg ser med meget stor alvor på de anklager, der er rejst. Det er åbenlyst, at vi i Socialdemokratiet også har problemer. Det skal ændres nu".
"Chikane og krænkelser kan ikke forsvares. Vi skal i fællesskab skabe en kultur, hvor det ikke er i orden. Hverken i ord eller handling," udtaler hun i en skriftlig kommentar.
Hun understreger, at der ikke er taget stilling til sagen.
"Jeg vil gerne gøre det klart, at der ikke er truffet nogen konklusion i sagen om Socialdemokratiets næstformand og overborgmester i København, Frank Jensen," siger Mette Frederiksen.
Chikane og krænkelser kan ikke forsvares.
Socialdemokratiet i København holdt søndag aften møde om sagerne, hvor flere kvinder har henvendt sig med beretninger om uønskede berøringer fra overborgmesterens hånd.
Et møde som endte med at give opbakning til Frank Jensen efter en håndsoprækning. 22 ud af 32 deltagere ved mødet bakkede op om overborgmesteren.
Har etableret advokatordning
Socialdemokratiet på Christiansborg har etableret en advokatordning, med et eksternt advokatfirma, hvor man kan indberette sager om krænkende adfærd.
Det advokatfirma skal nu også se på, om der er flere sager med Frank Jensen.
Mette Frederiksen opfordrer i pressemeddelelsen alle dem, der har været udsat for krænkelser, til at henvende sig, så sagerne kan blive belyst.
"Min utvetydige opfordring skal derfor være, at dem der måtte have været udsat for krænkelser, henvender sig til advokatfirmaet, så sagerne kan belyses fuldt ud," siger hun.
Ikke den eneste advokatundersøgelse
Efter mødet i Socialdemokratiet i København søndag aften, har samtlige partier på Københavns Rådhus - bortset fra Socialdemokratiet - opfordret til, at der laves en uafhængighed undersøgelse af eventuelle krænkelser, der er sket på rådhuset.
Flere af partierne opfordrer Frank Jensen til at søge orlov, mens den undersøgelse pågår.
Tilføj kommentar