Socialdemokratiet foreslår, at der over de næste fire afsættes 600 millioner kroner til at forebygge arbejdsulykker og nedslidning.
Det fortalte den socialdemokratiske partiformand Mette Frederiksen til Lønmodtagernes Topmøde, som Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, er arrangør af.
Konsekvenserne af den nuværende regeringspolitik går, ifølge Mette Frederiksen, ud over lønmodtagerne:
”Det er dårligt for lønmodtagerne. Antallet af kontroller falder og antallet af arbejdsulykker stiger, blandt andet i byggeriet,” sagde hun.
En del af Socialdemokratiets forslag går på, at Arbejdstilsynet skal tilføres 100 millioner kroner om året til kontrol. Derudover skal lønmodtagere, der er ude for en ulykke, have tæt på 50 procent mere i erstatning.
Socialdemokratiet vil desuden hæve kravene til det psykiske arbejdsmiljø og give flere værktøjer til at gribe ind over for stress og mistrivsel.
De sidste ti år er der forsvundet mere end 300 medarbejdere i Arbejdstilsynet. Samtidig er antallet af påbud for overtrædelser faldet med 65 procent, og tilsynet magter blot at undersøge hver tredje af de klager, de modtager, skriver Fagbladet 3F.
Socialdemokratiets forslag skal finansieres af en forhøjelse af erstatninger for arbejdsulykker på knap 50 procent. Virksomhederne betaler en afgift på 12 procent af de erstatningsbeløb, som bliver udbetalt via forsikringsordninger, så når beløbene stiger, kommer der flere penge i statskassen.
Forslaget fra Socialdemokratiet om at styrke Arbejdstilsynet fik en pæn modtagelse på mødet af fagbevægelsens førstedame.
”Mette Frederiksen lover 600 millioner til arbejdsmiljø. De penge falder på et knastørt sted og er et godt skridt i den rigtige retning,” lød det fra FH-formand Lizette Risgaard.
Socialdemokratiets forslag lander lige ned i slutspurten af de forhandlinger på området som lige nu foregår i Beskæftigelsesministeriet. Her er alle Folketingets partier på nær Enhedslisten stadig med.