Mette Frederiksen til seks overlevende grønlandske eksperimentbørn: "Undskyld"

Statsministeren sender personligt brev til hver af de seks overlevende: ”Jeg kan dårligt forestille mig, hvor ensomt og skræmmende det må have været”
Foto: Socialdemokratiet
Regeringen og Naalakkersuisut (Grønlands Landsstyre, red.) offentliggør i dag den historiske udredning om de 22 grønlandske børn, som blev sendt til Danmark i 1951. Hensigten med forsøget var, at børnene fik et bedre liv, men som forsøget skred frem, kom det også til at handle om, at de kunne danne fortrop for udviklingen i Grønland.

Udredningen beskriver blandt andet baggrunden for forsøget, herunder hvem der blev udvalgt, hvorfor og hvordan, børnenes ophold i Danmark og Grønland, børnenes oplevelser undervejs i forsøget samt de menneskelige konsekvenser, det fik for dem.

"Hensynene til børnene blev sat til side"

Statsminister Mette Frederiksen udtaler i anledning af offentliggørelsen af udredningen:

Jeg har fulgt sagen i mange år, og jeg bliver stadig dybt berørt over de menneskelige tragedier, den rummer

”Jeg har fulgt sagen i mange år, og jeg bliver stadig dybt berørt over de menneskelige tragedier, den rummer. Hensynet til børnene blev sat til side. Så de mistede båndene til deres familier og slægt, deres livshistorie, til Grønland og dermed til deres eget folk.  

Vi kan ikke ændre på det, der er sket. Men vi kan tage ansvaret på os og undskylde over for dem, som vi burde have passet på, men svigtede.

Jeg har sendt et personligt brev til de seks nulevende, hvor jeg på Danmarks vegne giver dem – og de øvrige – en undskyldning.”

Kim Kielsen: Vi skal lære af historien

Formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, udtaler i anledning af offentliggørelsen af udredningen:

Det rører mig dybt at læse om skæbnen for de 22 børn

”Det rører mig dybt at læse om skæbnen for de 22 børn. Deres særlige opvækst fik store konsekvenser for deres forhold til familien og samfundet og ikke mindst for deres identitet som grønlændere.

Nu her, snart 70 år senere, står vi med Selvstyre, og samarbejdet mellem Danmark og Grønland har udviklet sig meget. I dag står vi som ligeværdige parter, som i fællesskab kigger tilbage i historien og mærker og ser følgerne af datidens politiske beslutninger.

Vi har og vil altid lære af vores fælles historie, både de gode og de triste sider af historien”.

"Du fortjener en undskyldning fra Danmark"

Her er ordlyden af statsminister Mette Frederiksens brev til hver af de seks overlevende grønlandske eksperimentbørn. 

"For snart 70 år siden blev du og 21 andre grønlandske børn udvalgt til at være med i et forsøg, som mærkede mange af jer for livet.

Du blev flyttet fra din familie i Grønland til Danmark — et fremmed land afskåret fra dine nærmeste.

I første omgang var hensigten at give dig og de andre børn et bedre liv, men som forsøget skred frem, kom det også til at handle om, at du og de øvrige kunne vende tilbage til Grønland som brobyggere, der kunne hjælpe Grønland fremad.

Du blev ikke spurgt, om du ville deltage. Ingen fortalte dig, hvad der ventede. Og de af jer, der vendte tilbage til Grønland, blev endda som en del af forsøget anbragt på børnehjem i Nuuk. I mistede kontakten til jeres nærmeste familie, jeres livshistorie og dermed jeres rødder. Hele det fundament, som et hvert barn — ethvert menneske — har brug for og krav på. Det bør ingen børn udsættes for.

Jeg kan dårligt forestille mig, hvor ensomt og skræmmende det må have været.

Alle børn fortjener en god barndom. Og tanken om at du blev en del af et forsøg med så store menneskelige omkostninger berører mig meget. Selvom det forsøg, du blev en del af, givetvis skete i en god mening, var det — set med mine øjne — en urimelig og hjerteløs behandling. Det var ikke dig, dine rettigheder eller situation, som var vigtigst. Det var de voksnes behov.

Nuancerne skal med og samtiden skal forstås. Derfor har vi fået lavet en udredning om forløbet, som kaster mere lys over, hvad der foregik. Det er jeg glad for — den giver stof til eftertanke.

Vi kan ikke lave om på fortiden, men vi kan forholde os til den. Og når jeg gør det, er der ingen tvivl: Du fortjener en undskyldning fra Danmark. For det som blev gjort — og det, der ikke blev gjort. For at blive svigtet af dem, som burde have sat dit tarv først.

Jeg ved godt, at et enkelt brev — og et enkelt ord — ikke kan opveje et helt livs afsavn. Og det er selvsagt dig, der afgør, om undskyldningen kan bruges i dit videre liv.

Med de varmeste tanker og den dybeste respekt for alt det, du har kæmpet med, giver jeg dig et uforbeholdent:

Undskyld!"

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Men svare på spørgsmål i spørge timen kunne Mette Frederiksen ikke!
Det er jo pinligt at vores statsminister er ligeglad med retsstaten!
Aldrig før har Danmark haft en regering der er fuldstændig ligeglad med grundloven!

Jo Jens p. den i nullerne og Løkke den gode tænk bare på Inger støjsender godt hjulpet på vej af bryst partiet,men så gør det ikke noget grundloven bliver brudt,jeg tror de er lige gode blå og rød .

Ignorer Jens Peder, han er en trold.

Annonce