Midt i afmagten er Pia Kjærsgaard kompromisløs og sårbar

Anmeldelse: Vi kommer tættere på sandheden om en af dansk politiks største værdikrigere i dette portræt, hvor Pia Kjærsgaard følges midt i stormvejret i sit eget parti.
Foto: Lotta Lemche/TV 2.
Pia Kjærsgaard, tidligere formand for Dansk Folkeparti
Allerede fra begyndelsen er paraderne sænket, når Kathrine Kjær, instruktøren af dokumentaren "PIA - Jeg fortryder intet", tilkendegiver, at hun selv er politisk uenig med Pia Kjærsgaard;

“Nu har jeg nogle helt andre politiske holdninger end dig. Men derfor vil jeg jo rigtig gerne forstå dig som menneske,” siger Kathrine Kjær.

Så er det ligesom på plads. Og derimellem ligger en lille opfordring til seerne om at følge hendes eksempel.

Pia Kjærsgaard fremstår som en, måske ikke overraskende, stædig kvinde i dette ærlige portræt af en af de mest fremtrædende politikere i dansk politik, hvor instruktør Kathrine Kjær har fulgt politikeren fra sommeren 2020.

Siden Kjærsgaard forlod formandsposten i 2012, er der sket meget. Partiet har ubetinget været den største succes i nyere dansk politik, som da partiet blev det andet største parti i Danmark ved folketingsvalget i 2015 med Thulesen Dahl i spidsen. Men intet varer for evigt.

Og de sidste fem års tid har partiet måtte slæbe sig igennem dårlige meningsmålinger, politiske skandaler og et intern uro, der har rystet partiet.

Undervejs i dokumentaren, som kan streames på TV 2 Play, må Kjærsgaard se til, mens hendes politiske livsværk krakelerer og skandaler vælter op til overfladen.

Krøllede lagner 

Det er ikke et kønt syn, og Kjærsgaard jonglerer mellem at have trukket sig tilbage og afgivet magten, men samtidig ikke at kunne “leve med” partiets nuværende situation i det politiske landskab.

Det med, at ens sidste barn flytter hjemmefra, er nok det sværeste

Det er snart 10 år siden, at Kjærsgaard gav stafetten videre til den nu afgående partiformand Kristian Thulesen Dahl, som bebudede sit farvel i 2021 efter et elendigt kommunalvalg, hvor partiet gik tilbage i samtlige af landets 98 kommuner. Siden da har hun haft svært ved at slippe roret fuldstændigt, og refererer til det som når ens sidste barn flytter hjemmefra.

Og de seneste års skandaler og dårlige meningsmålinger, kan ikke have gjort opgaven meget lettere for partiets moder. Det er denne tilbagetrukkethed, balancen mellem at have partiet så nært, men have forladt ledelsesposten officielt, som dokumentaren bærer tydeligt præg af.

Det er afmagten, der vokser i hende, nu hvor hun er trådt tilbage som partiets formand og partiet senere har været i kraftig modvind, der får lov at rumstere.

Vi ser den i Kjærsgaards dybe suk, når hun læser dommen for Morten Messerschmidt, den aspirerende arvtager, og ægtefællen Henriks hurtige blik på hende i sekundet dommen læses op, afventende en reaktion.

Og så får stilheden lov at fylde sommerhuset på Enø. Frustrationen er værd at bemærke.

Også selvom Kjærsgaard ikke altid er meget for at indrømme det, trods hun alligevel tilkendegiver, at hendes lagner en gang imellem er “mere krøllede end de burde være”.

“Vorherrebevares”  

Vi kommer helt tæt på , men betragter hende også på afstand. Vi er med hende til partiets årsmøde i 2020, hvor Kjærsgaard i en hårdført tone på talerstolen meddeler, at hun ikke kan “leve med” partiets nuværende situation.

Vi følger hende til sidste års årsmøde, hvor hun mister besindelsen under Martins Henriksens tale og kalder den “gennemført tarvelig” med fagter og tommelfingeren nedad.

Vi er med hende til havefest i Gentofte, - og selvom jeg aldrig har været inviteret til et sådan arrangement, forekommer det akkurat som man kunne forestille sig.

Dannebrog er rejst, der er hvidvin i glassene, Kjærsgaard går og småbrokker sig lidt over at Thulesen Dahl, som sædvanlig kommer for sent, inden festivitas endelig indledes med fællessang, Ludvig Holsteins og Poul Schierbecks “Det er i Dag et Vejr”. Messerschmidt synger for.

Følsomheden træder også frem  

Dokumentaren bærer præg af Kjærsgaards kompromisløse væsen, men den rummer også følsomheden til tider, når de allermest sårbare øjeblikke melder sig.

Vi møder ikke bare politikeren Pia Kjærsgaard, men også bare Pia. Det er uden tvivl en god ting, at der er insisteret på de personlige beretninger.

“Det har sådan set ikke været nødvendigt”

Det er her, vi får detaljerne med, dem - som i virkeligheden siger den hel del om Kjærsgaard. Som når hun besøger brorens grav, og tørre sine tårer væk med ærmet - ikke at forveksle med rigtig tårer, forstår man, da Kjærsgaard er hurtig til at bortforklare dem som vind i øjnene, og understrege, at det altså ikke “er gråd i den forstand”.  

Undervejs bliver Kjærsgaard spurgt til, om hvorvidt hun har flyttet sig politisk i forhold til sit udgangspunkt.

“Nej, det har jeg faktisk ikke,” siger Kjærsgaard. “Det har sådan set ikke været nødvendigt”.

Med en sikkerhed i stemmen afviser hun blankt, at have rykket sig politisk siden hun stiftede partiet for 26 år siden. Det kan sådan set godt passe.

Hertil bør det tilføjes at stilstand ikke umiddelbart er en god ting - heller ikke for et parti.

Et vellykket portræt, der rummer meget mere 

Der er ingen tvivl om, at Kjærsgaard kan være en hård nyser. Også dette bliver hun konfronteret med i dokumentaren;

“Men Pia, du kan jo også godt virke… altså hård. Jeg ville blive bange for dig, tror jeg,” siger Kathrine Kjær.

Når Kjærsgaard bliver spurgt til, om hun selv tænker over, hvordan hun fremstår, fortæller hun, at hun har været meget overrasket over folks reaktion.

“Okay, så du har ikke været opmærksom på vreden?,” siger Kathrine Kjær.  

“Nej, det har jeg faktisk ikke. Jeg har været meget overrasket.” 

Det lader til at kompromisløsheden og Kjærsgaards ofte hårdføre retorik bor i hende rent politisk, og er en del af hendes facon. Dette har sandsynligt været en del af partiets store succes.

“Pia, du skal aldrig bøje nakken”

Vi får indtrykket af en forfængelig kvinde, som beder instruktøren om at hente sin læbestift, fordi “hun kan jo ikke tale uden”, siger hun med et smil på læben.

Men Kjærsgaard er også en stålfast kvinde, der ikke bøjer nakken så let. Det var et råd, hun fik af sin mor, “Pia, du skal aldrig bøje nakken”, og som siden har været definerende for hendes politiske virke.

Man kan man ærgre sig over længden på dokumentaren, der sagtens kunne være meget længere, så flere aspekter af Kjærsgaards politiske- og personlige væsen kunne foldes ud.

Det er et seværdigt og på mange måder enestående og vellykket portræt af både politikeren og mennesket Pia Kjærsgaard, og en fin påmindelse om, at man ikke nødvendigvis kan skille de to verdener ad. Måske specielt ikke når det kommer til Pia Kjærsgaard.

TV2, “PIA - Jeg fortryder intet”, 2021, Instruktør: Kathrine Kjær, 50 min., TV2 og TV2 PLAY.

Sarah Victoria Gratløv er studentermedarbejder på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

At Pia Kjærsgaard er gået fra at være ekstremist til Folketingets formand på 15 år, uden overhovedet at have ændret holdning, viser hvor radikaliserede danskerne er blevet af Projekt Mellemøsten i Danmark (Danimarkistan), hvor man har importeret over en million muslimer (inkl. deres talrige efterkommere) fra mellemøsten og Afrika på bare 40 år, og blindt forestillet sig at det ville gå godt. Det mest skræmmende er næsten, at man stadig taler om integration og menneskerettigheder, og ikke om remigration og national selvbestemmelse. Da Glistrup levede boede han alene uden PET-vagter helt frem til 2008. Siden er Jyllands-Postens redaktion, Christiansborg, ministerier og gågader blevet til betonfæstninger. Rasmus Paludan kan ikke engang trække ud i sit toilet, uden at PET registrerer og journaliserer det. Om 10-20 år vil der være så mange muslimer i Danmark, at ytringsfriheden de facto vil være afskaffet for så vidt angår kritik af islam og muslimer, uanset om lovgiverne vil erkende det eller ej. Vi så det allerede med folketingskandidaten Rasmus Paludan, der af PET fik forbud imod at afholde valgmøder under valgkampen af hensyn til "den offentlige orden" og "sikkerheden", hvilket i praksis betyder af hensyn til muslimernes vold og magt over indfødte danskere i Danmarks frihed.

Læs hvad Peter skriver.

Så må i forstå, hvorfor det højreekstreme ros må bekæmpes med alle lovlige midler og på alle sociale platforme.!

Kære Jan
Jeg er helt enig med dig i, at den reaktionære højreorienterede og stokkekonservative ideologi islam skal afholdes fra indflydelse i Danmark. Det er jo sådan set også stadfæstet i grundloven, hvor der står, at staten skal understøtte den evangelisk-lutherske kirke, og at statsoverhovedet skal tilhøre denne kristne religion. Der er altså et forbud i grundloven imod, at ideologien islam har afgørende betydning. Det må vi respektere. Grundloven skal følges. Det glæder mig derfor, at vi er enige med grundlovsgiverne i, at den højreorienterede ideologi islams indflydelse i Danmark skal begrænses, selvom dette stadig modarbejdes af lovgiverne i Folketinget, der fremhæver alle mulige gamle, støvede efterkrigskonventioner, frem for eget folk og forfatning. Derfor skal vi kræve et socialdemokratisk opgør med dette vanvid, så Dansk Folkepartis og Nye Borgerliges monopol på sund identitær fornuft bliver brudt. Min politiske overbevisning kan indskrænkes til et rimeligt og beskedent krav om, at det alene er danskerne, der bestemmer i Danmark. Omvendt vil jeg aldrig rejse til Saudi-Arabien og forlange flæskesteg til jul.

Undskyld, jeg beklager ordvalget. Det vil ikke gentage sig.

Flot og velskrevet anmeldelse som jeg er helt enig. Dog har Kim Larsen ikke skrevet “Det er i dag et vejr”. Det har Ludvig Holstein og Poul Schierbeck.

Jeg kan kun med et suk give dig ret i alt hvad du skriver - spørgsmålet er så nu - hvad gør vi som danskere for, at få rettet op på den glidebane af islamisering der finder sted ? - min anbefaling vil naturligvis være - hold nøje øje med hvad der udmeldes omkring islamisering op til det kommende folketingsvalg !!!! OG - med det demokrati vi har - ja så ligger vi jo på alle måder som vi har redt(stemt) så - hvis du stemmer som du plejer - ja så får vi blot mere af det samme.

Kære Svend Ole Peter

Tak for dit svar.

Hvis man vil stoppe med at hælde kogende vand ud over sine egne hænder, så skal man blot stille elkedlen på plads og ophøre med denne vanvittige aktivitet. På samme måde skal vi stoppe med at masseimportere uintegrerbare velfærdsmigranter fra mellemøsten og Afrika (det gør vi stadig!), og indføre tvangsremigration af dem, der allerede er her. Vi skal konkret melde os ud af EU, opsige Europarådets konventioner, samt de FN-konventioner, der krænker væres suverænitet, sikkerhed og nationale selvbestemmelse. Alternativet er at danskerne opgiver tanken om eget land, og bliver en føderal multikultural kommune i EU. Det lyder måske forkert at sige, at Danmark er danskernes land, men hvorfor egentlig? Hvis ikke Danmark ikke skal være for danskerne, så bliver det nogen andres.

Med venlig hilsen
Peter Jensen

Jeg vil aldrig nogensinde få sympati for Pia og hendes slæng!!!!!!!!!!!!!!!

Jeg tror jeg er skabs-DF'er.

Meget underholdende diskussion, men ikke særlig givende.

Hvor har du ret Gunnar.

Annonce