Migrationsekspert: Vores asylsystemer løser ikke Afrikas problemer

Dem man først skal hjælpe, er ikke dem, der kommer hertil. De har ressourcerne til at komme væk. Vi skal hjælpe de fattigste, der er tilbage i Afrika
”Der er behov for et fuldstændigt opgør med den måde, vi hjælper flygtninge og håndterer migrationsudfordringerne på”, skrev migrationsforsker Morten Lisborg fornyelig i Politiken og Netavisen Pio har, i anledning af den konference om fremtidens asylsystem, som Socialdemokratiet i dag afholder, sat ham stævne, for at finde ud af, hvorfor han mener, at der er behov for et opgør og hvad han vil sætte i stedet.

Flygtninge med direkte forbindelse til Kastrup
Selv om mange politikere og meningsdannere trækker et lettelsens suk, når de ser at antallet af flygtninge er faldet over de seneste år, så er den europæiske migrantkrise, kun starten på hvad vi kan forvente i løbet af de næste 20-30 år, mener Morten Lisborg.

Migrantkrisen i 2015 og 2016 har for alvor fået folk til at se, at det nuværende system ikke er gearet til at håndtere de migrationsudfordringer, vi står med på længere sigt

”Det europæiske asylsystem er uretfærdigt og inhumant – det fungerer simpelthen ikke. Og så er det heller ikke effektivt. Vi bruger mange ressourcer på at sagsbehandle, for at finde ud af om folk er flygtninge eller ej. Og hvis folk så ikke bliver anerkendt som flygtninge, så forsvinder de, og bliver her illegalt eller bor i lejre, hvor de ikke kan udsendes fra. Det system har ikke fungeret i mange år. Migrantkrisen i 2015 og 2016 har for alvor fået folk til at se, at det nuværende system ikke er gearet til at håndtere de migrationsudfordringer, vi står med på længere sigt”.

Fejlene i danske og europæiske asylsystem er for Morten Lisborg både velkendte og indgroede. Han peger på, at systemet lider under medfødte fejl, som har eksisteret helt tilbage fra 1983.

”Asylsystemet er slet ikke blevet bygget til de udfordringer, som vi står overfor i dag. Det nuværende asylsystem har meget at gøre med den danske udlændingelov fra 1983. Da de første asylansøgere kom i 80’erne, så fløj de jo direkte ind fra konfliktområderne,” forklarer Morten Lisborg, som blandt andet har arbejdet med tamilerne, som i den periode flygtede fra en borgerkrig på Sri Lanka.

”Jeg har lavet undersøgelser blandt tamilerne, der fra fløj direkte fra Colombo til Kastrup. Der kom flere tusinder på en uge og det fandt man jo hurtigt ud af ikke kunne gå. Det skabte de første stramninger. Det var det man kaldte ’transportørsanktioner’, som man lavede mod luftfartsselskaber. Man straffede luftfartsselskaber, hvis de ikke have kontrol over hvorvidt deres passagerer havde indrejsetilladelse. Og siden har vi strammet mange gange,” fortæller han.

Prisen for en dansk asylansøger kunne sende 65 børn i skole hvert år
Det der for alvor falder Morten Lisborg for brystet er, hvordan vi bruger de begrænsede økonomiske ressourcer på flygtninge- og migrationsområdet ekstremt ineffektivt.

Det store flertal sidder derude, og de har ikke mulighed for eller ressourcerne til at komme væk. Og det er der behovet er størst, og der vi skal sætte ind

”Man kan faktisk sammenligne det lidt med en trafikulykke, hvor der er en 5-6 stykker, som er sårede. Der er nogle, som ligger og råber, og det er typisk dem, som vi ser først og dem der løber af med al opmærksomheden. Men det man ved, hvis man har lært førstehjælp, er at det er ikke dem, man skal løbe hen til. Det store flertal sidder derude, og de har ikke mulighed for eller ressourcerne til at komme væk. Og det er der behovet er størst, og der vi skal sætte ind. Det gælder om at hjælpe flere på en mere effektiv måde, hvor vi stadig kan opretholde vores egne samfund i processen.”

Og det handler blandt andet om at kigge på de administrative omkostninger, der forbundet med hver enkelt asylansøgning.

Jeg synes, at man skal se på om vi hjælper flest muligt ved de ressourcer vi bruger på et meget omkostningstungt asylsystem i den vestlige verden

”Jeg synes, at man skal se på om vi hjælper flest muligt ved de ressourcer vi bruger på et meget omkostningstungt asylsystem i den vestlige verden. Kunne man ikke hjælpe langt flere i nærområderne, og opgradere det derude, så man faktisk kunne leve et anstændigt og nogenlunde liv derude indtil de kan vende tilbage til de områder, hvor konflikten er. Og dermed være med til at genopbygge landene,” spørger han retorisk og giver selv svaret:

”Tag bare et eksempel: Det koster cirka 200.000 kroner at have en asylansøger i Danmark, hvis man alene regner på prisen på opholdet, så ville man for samme beløb kunne sende 65 syriske flygtningebørn i skole om året, eller man give 700 afrikanske børn livsvigtige vaccinationer. Det er vi nødt til have en åben diskussion om”.

’Vi kan ikke løse Afrikas problemer igennem vores asylsystemer’
For Morten Lisborg handler udfordringen om at flytte pengene fra omkostningstunge asylsystemer i Vesteuropa til at sikre ordentlige vilkår i nærområderne og til at sikre genopbygning af de konfliktramte lande. Han mener, at Danmark og de øvrige modtagerlande hjælper de ’forkerte’ mennesker i dag.

Men at vi kan ikke løse Afrikas problemer igennem vores asylsystemer - den køber jeg simpelt hen ikke.

”Dem man først skal hjælpe, er ikke dem, der kommer hertil. De har ressourcerne til at komme væk. Derfor skal man hjælpe dem, der er tilbage i landene, som ikke har mulighederne eller ressourcerne til at flygte eller emigrere. ”

En forudsætning for at kunne hjælpe de allerfattigste afrikanere, som hverken har overskud til at migrere eller drømme om at komme til Vesteuropa er erkendelse af at asyl ikke i sig selv er en løsning på de reelle problemer i Afrika. Asyl er kun symptomet på virkelig problemer.

”Det her er ikke noget, som vi kan løse fra i dag til i morgen. Når jeg ser på den politiske situation i mange afrikanske lande, så ser fremtidens udsigter ikke særligt gode ud. Det er den barske virkelighed derude. Men at vi kan ikke løse Afrikas problemer igennem vores asylsystemer - den køber jeg simpelt hen ikke. I første omgang må vi sikre at vores egne samfund kan bestå på en god måde. Så skal vi kunne håndtere og regulere inflowet af migranter til Europa. Og derefter skal Europas befolkninger og politikere sende et klart signal om, at vejen til Europa ikke går igennem menneskesmuglere og illegal indvandring. Det er ikke den måde, som vi fremover skal give opholdstilladelse i Europa på. Asylsagsbehandling skal foregå i nærområderne. Bådene skal vendes om, så alt foregår på modtagecentrene”.

Europas befolkninger og politikere sende et klart signal om, at vejen til Europa ikke går igennem menneskesmuglere og illegal indvandring

Han mener også, at det påhviler hvad han kalder de ”ansvarlige europæiske politikere” ikke bare at skabe de rigtige systemer og rammer, men også at melde klart ud overfor de superfattige. Det er ifølge Morten Lisborg farligt at skabe urealistiske forventninger om ansøgningsprocesser eller livet som illegal i Europa.

”Jeg kender Afrika rigtig godt. Migranter fortæller typisk succeshistorierne omkring hvor vellykket det er. Det vil sige, at man kan lave nok så mange informationskampagner, men det er de enkelte som har succes, som skaber de billeder og historierne, der bliver fortalt i Afrika. Det er dem, som skaber håb”.

EU falder først, så falder velfærdssamfundene
Konsekvenserne er til få øje på, for de flygtninge og migranter, der risikerer livet på vej til Europa, men som Morten Lisborg påpeger, så ser det heller ikke for godt ud for hverken velfærdsstaterne eller EU.  

Det sætter ekstremt meget pres på især de vesteuropæiske lande, som har solide velfærdsmodeller

”Du flygter fra noget og migrerer mod noget. Når en syrisk flygtning krydser grænsen til Tyrkiet, så er han flygtning, men når han begynder at søge mod Nordeuropa og Danmark, så er han migrant. Det er det næste skridt, som man i migrationstermer kalder ’secondary move’. Og det ryk er jo helt forståeligt. Man bliver jo ikke i Grækenland eller Italien, men rejser derhen hvor mulighederne er størst for sig selv og for sin familie. Det sætter ekstremt meget pres på især de vesteuropæiske lande, som har solide velfærdsmodeller. Og hvis man ikke erkender det, så mener jeg faktisk, at der en risiko for at de velfærdssamfund, som vi har brugt generationer på at opbygge, vil erodere”.

Truslen på længere sigt er rettet mod velfærdssamfundene, men i første omgang peger Morten Lisborg dog på at EU meget vel kan blive den første domino, der falder.

”Den umiddelbare og mere klare fare er at Europa vil bryde sammen på det. Jeg mener i hvert fald at vi skal tage den europæiske højredrejning meget alvorligt. Vi har det med at glemme vores historie og glemme, at EU er en politisk konstruktion, som der ikke skal særlig meget til for at kan falde fra hinanden”.

Min opfordring vil være at man skal tænke migrationsudfordringerne på samme måde, som man tænker miljøudfordringerne. Det skal tænkes ind i alle politiker

Morten Lisborg tager uden tvivl udfordringer meget alvorligt og har gjort det til sin mission at kæmpe for langsigtede løsninger. Det kan lyde som en stor mundfuld, men hans udgangsreplik starter i det simple: ”Mit spørgsmål er at om vi virkelig ikke kan gøre det her, på en bedre og en mere fornuftig måde? Min opfordring vil være at man skal tænke migrationsudfordringerne på samme måde, som man tænker miljøudfordringerne. Det skal tænkes ind i alle politiker”.

Om Morten Lisborg
Morten Lisborg er dansk migrationsekspert med særligt fokus på illegal migration og menneskesmugling. Han har i en årrække været ansat i Udlændingestyrelsen og arbejdet i udlandet for blandt andet Dansk Flygtningehjælp og FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Derudover har Morten Lisborg skabt rådgivningsfirmaet Migration Management Advice sammen med sin bror.

Målet med hans arbejde er ikke at levere hyldemeter af traditionelle analyser om livsvilkår for migranter i U-landene, men mere langsigtet at rådgive og flytte beslutninger, så det kommer til at skabe konkret handling.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook