Mikrofonholderi for muslimsk højreekstremist

Det kan undre, at en kulturradikal avis ikke kan mobilisere et eneste kritiske spørgsmål til en af Danmarks ledende højreekstremister der vil tage magten ved et militærkup.
Hizb ut-Tahrir (HuT) får massiv opmærksomhed, men behandles ofte af medierne med ærefrygt og fascination. Politiken bragte 16. marts et portræt af HuT's talsmand Junes Kock, som  journalisten mere eller mindre ukritisk agerer mikrofonholder for. Artiklen deles flittigt i de islamistiske miljøer og må siges at være et scoop for partiets agit-prop afdeling.

Ikke et eneste kritisk spørgsmål
Det kan undre, at en kulturradikal avis ikke kan mobilisere et eneste kritiske spørgsmål til en af Danmarks ledende højreekstremister der vil tage magten ved et militærkup. Som vil brandbeskatte jøder og kristne og henrette homoseksuelle, ateister, polyteister, frafaldne muslimer og mange mange flere. Forbyde kvinder at arbejde for det offentlige. Sænke den seksuelle lavalder til pigens første menstruation og give magten til en tyran, der i praksis aldrig kan afsættes.

I følge artiklen er HuT i vesten blot er ude på at ”opklare, hvad islam står for og styrke den muslimske identitet” og partiet baserer sig modsat f.eks. det muslimske broderskab udelukkende på ”islam”. Det passer ikke. HuT er en moderne opfindelse, der i den grad har lavet sig inspirere af både kommunismen, fascismen og den arabiske baathisme.

Skrupskørt politisk program
HuT politiske program er lige så ambitiøst som det er skrupskørt. HuT vil kuppe sig til magten i mellemøsten, opruste militæret og derefter invadere naboerne og på den måde udbrede sand islam. I vesten forsøger HuT efter bedste evne at sabotere integrationen, men det meste af tiden går med at skændes med de andre smågrupper om, hvem der er de rette ledere af det muslimske samfund ”ummah'en”. Det store fletal af muslimer ignorerer de selvbestaltede førere.

HuT er hverken de farligste eller de største, men har igennem en ihærdig og professionel medieindsats formået at symbolisere den islamistiske trussel mod folkestyret. Det er derfor sensationslystne politikere kræver partiet forbudt, selv om det vil være i strid med grundloven og desuden være en kæmpe gave til partiet, der ser sig selv som muslimernes sande ledere og den vantro stats værste skræk.

Sandheden er, at HuT på samme måde som 70'ernes studentermarxister er nogle snakkehoveder og teoretikere. Deres revolutionære retorik fylder en masse, men de er helt igennem marginaliserede både i Danmark og resten af verden. Det arabiske forår og krigene i Syrien og Irak har udstillet partiets irrelevans i Mellemøsten og de lever nu af de konflikter de kan skabe mellem gammeldanskere og muslimer når det kommer til øludskænkning og juletræer i sociale boligbyggerier.

 

Niels Jespersen (f. 1980) er cand.mag og skribent

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce