Militærmand vandt slaget om Slagelse

Korporal Tom Block Larsen afløser John Dyrby Paulsen som socialdemokraternes folketingskandidat i Slagelsekredsen.
Det gik nemmere og hurtigere, end de fleste havde ventet, da partiforeningsformand, korporal og fagforeningsmand Tom Block Larsen blev valgt som Slagelsekredsens folketingskandidat på et repræsentantsskabsmøde i kredsen.

Block Larsen afløser folketingsmedlem John Dyrby Paulsen, der skal forsøge at vinde borgmesterposten i Slagelse tilbage til Socialdemokraterne i 2017.

”Jeg sætter stor pris på jeres tillid, og jeg vil gøre mit bedste for at repræsentere Jer og hele Slagelse kommune,” skrev Tom Block Larsen efterfølgende på sin Facebook-profil, hvor han også takkede sine to modkandidater, Helle Blak og Niels Fuglsang, for en god og respektfuld valgkamp.

Med opbakning fra 19 ud af de 25 delegerede (76 %) på mødet undgik Tom Block Larsen, at komme ud i urafstemning blandt alle kredsens medlemmer. Efter reglerne skulle en af kandidaterne have opbakning fra 2/3 af de delegerede, ellers skulle først alle tre kandidater og hvis ingen havde flertal, derefter de to, der fik flest stemmer ud i en ny. Men alt det undgik man altså.

Foran venter der nu en kæmpe udfordring for den nyslåede politiker-spire. Hvis han skal gøre sig nogen forhåbninger om at blive valgt, så skal han meget hurtigt forsøge at blive et kendt ansigt, ikke bare i Slagelse, men også i hele Sjællands Storkreds, hvor han er oppe imod etablerede navne som Magnus Heunicke, Henrik Sass Larsen og Pernille Rosenkrantz-Theil.

Tom Block Larsen har en gang tidligere stillet op til valg. Ved kommunalvalget i 2013 stillede han op i Slagelse kommune, hvor det blev til ikke så imponerende 164 personlige stemmer, hvilket heller ikke var nok til at han kunne blive valgt.

Den 38-årige fælletillidsmand, der til dagligt er ansat på Antvorskov Kaserne, kommer fra i Sørbymagle, en lille landsby sydøst for Slagelse. Han har tre gange været udsendt på internationale missioner med forsvaret.

Vi har forsøgt at få fat i en kommentar fra Tom Block Larsen, men han skriver på Facebook, at han er på vej til Litauen.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce