Mindre armslængde, mere værdipolitik

Vores fælles velfærdsinstitutioner er ikke værdineutrale. Derfor skal politikere også bakke op bag de offentligt ansatte, som hver dag må diskutere deres arbejde med religiøse borgere, som vil rykke ligestillingen, oplysningen og demokratiets hegnspæle tilbage.
Må en svømmeklub tildække vinduerne og forbyde mandlige livreddere, når der er kvindesvømning? Må en SOSU-skole nægte en muslimsk kvinde at bede i klasserummet i pauserne? Er det OK at lærere på VUC ændrer pensum og fjerner litteratur med seksuelle undertoner af hensyn til religiøse elever, der ellers vil udvandre fra timen?

Det første halvår af 2016 har budt på adskillige værdipolitiske debatter, der alle tager sit udgangspunkt i meget lokale og letforståelige enkeltsager, der hurtigt ender på forsiden af landsdækkende medier. Alle eksemplerne handler dybest set om et kultursammenstød mellem modernitet og religion.

Politikere skal mene noget
Jeg mente engang, at politikere skulle blande sig udenom hvorvidt forældrebestyrelser fravalgte svinekød i daginstitutionen. At lærere der benyttede metodefriheden til at sammensætte et pensum, der tog religiøse hensyn, skulle befries fra Christiansborg-politikeres løftede pegefingre. Og at det vigtigste hensyn en offentlig ansat leder måtte tage, var at sikre rummeligheden for alle borgere, der ønskede at benytte velfærdstilbuddet.

Det var en pragmatisk, og meget dansk tilgang. Men det fungerer ikke. Jeg har derfor for længst skiftet standpunkt. Politikere skal mene noget om alle disse sager – også selvom det ikke skal resultere i lovændringer.

Velfærdsstatens institutioner er ikke blot værdineutrale serviceorganer

Jeg håber, vi i fremtiden vil se langt mindre armslængdeprincip og langt mere værdipolitik – også fra Socialdemokratiets side. Som eksempelvis da Mette Frederiksen på sin Facebookprofil klart lagde afstand til svømmeklubben i Tingbjerg, der adskilte børnenes svømmeundervisning af hensyn til muslimske forældre.

Velfærdsstatens institutioner er ikke blot værdineutrale serviceorganer. De er demokratiets ejendom, og må bruges til at forsvare de sekulære og moderne principper som vores samfund bygger på. En børnehave og en svømmehal er kulturbærende institutioner. Derfor svigter vi helt enormt, når vi stiller forskellige værdisæt lige, eller måske endda af pragmatiske hensyn lader demokratiske værdier vige for religiøse.

De ansatte i yderste led af velfærdsstaten, hvad enten det er skolelærere, pædagoger eller svømmelærere, kan være underlagt et voldsomt pres fra forældre og brugere, der ønsker at ligestilling, seksuel frigørelse eller andre udtryk for modernitet træder til side.

Vi kan ikke efterlade alle disse offentligt ansatte alene. Beslutningen må væk fra deres skuldre. Ellers vil hårdt tilkæmpede demokratiske rettigheder langsomt blive trængt tilbage. I nogle tilfælde mener jeg ikke engang, vi kan overlade beslutningen til ledelserne på de pågældende institutioner. Her må det være en politisk beslutning om der skal gris på gaflen og mandlige livreddere i kommunens svømmehal.

"Vi skal ikke være bange for konfrontationen"
Kort efter angrebet på Krudttønden besøgte jeg det VUC-center på Vestegnen, hvor gerningsmanden havde gået. Her spurgte jeg forstanderen, om de havde bemærket noget specielt ved Omar Abdel El-Hussein. "Han var en flink fyr", svarede forstanderen.

"Men han kunne godt blive temmelig ophidset når vi underviste i Israel/Palæstina konflikten eller Muhammed-tegningerne, og han havde engang imellem nogle temmelig vanvittige synspunkter omkring ligestilling og demokrati", fortsatte han.

"Men hvad gjorde i så?", spurgte jeg naivt. "Vi diskuterede med ham", svarede forstanderen. "Du må forstå. Det er mere reglen end undtagelsen, at vi har sådanne diskussioner med eleverne. For os er opdragelse til medborgerskab i et demokratisk samfund fuldstændig integreret i skolens målsætninger. Det er ligeså vigtigt som det officielle pensum", sluttede forstanderen.

Jeg kontaktede den selvsamme forstander, da jeg i sidste uge hørte, at lærere på hans VUC havde ændret pensum af hensyn til religiøse elever. "Hvad sker der", spurgte jeg.

"Det kan være ekstremt hårdt at være alene i sådan en klasse hvor elever konstant sætter spørgsmålstegn ved præmisserne for undervisningen eller demonstrativt udvandrer. Så kan det være lettere bare at finde en tekst, der handler om noget andet", svarede han.

"Men det er ingen undskyldning. Vi skal ikke rykke os en millimeter. Det er vigtigt, det vi laver. Vi skal ikke være bange for konfrontationen. Vi skal tværtimod udnytte, at de er trådt ind på demokratiets institution og diskutere med dem. Igen og igen. Ikke bare for at lære dem om demokratiet, men også for at vinde dem for demokratiet.

Hvis en lærer synes det er hårdt, bakker vi vedkommende op. Men vi accepterer ikke at nogen vælger den lette løsning og tilpasser sig ved at droppe noveller med seksuelle undertoner, tekster om holocaust eller Muhammed-tegningerne."

Vigtigt med opbakning til offentligt ansatte
Jeg har også snakket med lederen af den SOSU-skole, der har forbudt en kvinde at bruge skolens lokaler til at bede. Hun er ligeså klar i spyttet: "En af oplysningstidens største sejre er, at man fik jaget religion ud af vidensskaben og dermed af skolen. Nu skal Gud ikke komme snigende ind ad bagdøren".

Ingen af de to skoleledere er i nærheden af at være racister. Jeg kender dem begge. De er blot demokrater i kulturkampen mellem modernitet og religion. De bakker deres ansatte op i hverdagens tusindvis af små og store konflikter. Det sidste de har brug for, er politikere der falder dem i ryggen og bruger enkeltsagerne som anledning til at tale om rummelighed og pragmatisme – det vil trække tæppet væk under det hårde arbejde, som de udfører på vegne af os alle sammen.

Det handler netop aldrig kun om den enkelt lokale sag

Det kan virke latterligt, når Mette Frederiksen udtaler sig om en svømmehal, eller jeg selv mener noget om frikadeller på en erhvervsskole eller Ramadanen på Vestegnen. Men jeg håber alligevel der er opbakning til, at vi socialdemokrater fortsætter den nuværende linje.

Det handler netop aldrig kun om den enkelt lokale sag, men er samtidig en anledning til, at sende et signal om klar opbakning til alle de andre offentligt ansatte over hele landet, der hver eneste dag står i situationer, hvor de skal diskutere med religiøse borgere, der hele tiden vil rykke ligestillingen, oplysningen og demokratiets hegnspæle en anelse tilbage.

 

Mattias Tesfaye er medlem af folketinget for Socialdemokraterne.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Integrationsordfører for Socialdemokratiet


Kommentarer fra Facebook