Minimumsnormeringer er desværre ikke løsningen

Vi skal have flere pædagoger, men fortalerne for de rigide normeringer skylder at fortælle præcist, hvordan de skal realiseres i virkelighedens verden.
Der er behov for flere pædagoger i vuggestuer og børnehaver. Det kræver, at vi i kommunerne får mulighed for at bruge flere penge. Mere eller mindre rigide normeringer bestemt fra Christiansborg er imidlertid ikke vejen frem.

I disse uger er der sket en glædelig mobilisering af forældre rundt om i landet

I disse uger er der sket en glædelig mobilisering af forældre rundt om i landet. Mobiliseringen er positiv, da den forhåbentlig kan føre til, at Folketingets flertal løsner låget på pengekassen og opbløder de stramme økonomiske rammer for kommunerne.

Virkeligheden er i dag, at kommunerne ikke kan leve op til de helt rimelige krav og forventninger som borgerne har til ordentlige offentlige tilbud. Konsekvensen er udbredt utilfredshed og benyttelse af private tilbud, vel og mærke for dem som har råd og overskud.

Det lyder godt, men er det ikke 

Medicinen for vuggestuer og børnehaver er dog ikke minimumsnormeringer. Det lyder ellers forjættende. Vi sikrer en gang for alle, at der er hænder nok omkring børnene. Virkeligheden er desværre noget mere kompliceret. Det er sikkert også derfor, at det er meget svært at få trukket ud af for eksempel BUPL, hvordan minimumsnormeringer konkret skal forstås.

SF har trods megen snak og aktivitet om minimumsnormeringer heller ikke været klare i spyttet

SF har trods megen snak og aktivitet om minimumsnormeringer heller ikke været klare i spyttet. Det jeg har kunnet læse mig frem til er, at der maksimalt må være 6 børnehavebørn pr. voksen og 3 vuggestuebørn pr. voksen i et dagtilbud. Og at minimum 80 procent af de voksne skal være uddannede pædagoger.

Det interessante er som altid, hvordan og om fine hensigter kan føres ud i livet. I 2017 havde ingen kommuner i Danmark en pædagogandel på 80 procent eller derover. Flere kommuner havde en andel under 50 pct. Jeg tvivler på, at situationen er anderledes i dag. Det betyder med andre ord, at der skal ske en voldsom udskiftning af nuværende pædagogmedhjælpere til fordel for uddannede pædagoger.

Det betyder, at der skal ske en voldsom udskiftning af nuværende pædagogmedhjælpere

Vi taler om flere tusinde nuværende medarbejdere, som der ikke længere vil være plads til i vores dagtilbud eller som skal gennem et flerårigt uddannelsesforløb. Hvis den større pædagogandel skal opnås via naturlig afgang af pædagogmedhjælpere og efterfølgende ansættelse af pædagoger, vil det tage mange år at opnå målet. Ikke mindst fordi vi ikke har det nødvendige antal uddannede pædagoger at ansætte.

Hvordan skal vi forstå normeringstallet?

På samme måde er hensigten med et loft over antal børn pr. voksen vanskelig og uhensigtsmæssig at praktisere i virkelighedens verden. Også selvom hensigten lyder rigtig fin. Ifølge BUPL levede ingen kommuner i 2017 op til det ønske normeringstal. Nok bl.a. fordi lederne ikke tæller med.

Er der tale om en samlet opgørelse for kommunen som helhed?

Det interessante er efter min mening, hvordan normeringstal skal forstås. Er der tale om en samlet opgørelse for kommunen som helhed? Hvis det er tilfældet, vil det være muligt med ekstra penge at leve op til et ønsket minimumsniveau. Forudsat, hvilket er yderst tvivlsomt, at der vil være pædagoger nok at ansætte. Og en fokusering på penge til dagtilbud vil naturligvis, som altid med øremærkede tilskud, betyde, at den enkelte kommune fratages mulighed for at bruge penge, hvor behovet opleves størst.

Penge brugt på dagtilbud træder derved i stedet for penge der kunne være brugt på at dække behov for for eksempel specialundervisning, ældrepleje eller andet. Også selvom der skulle komme ekstra penge fra staten til dagtilbud, kunne de samme penge i nogle kommuner bruges bedre på andre områder.

Helt ned på den enekelte stue?

Men vil de aktionerende forældre være tilfreds med en bund under normeringer på kommuneniveau. Det er ikke sådan, at jeg forstår debatten. Det rejser spørgsmålet, hvordan skal minimumsnormeringer så forstås. Er det i den enkelte vuggestue eller børnehave? Er det på den enkelte stue?

Begge dele kan betyde, at det vil være umuligt at prioritere ekstra pædagoger til dagtilbud eller stuer, hvor behovet er størst, da der så vil være dagtilbud eller stuer med en normering under det tiltænkte. Den nuværende fleksibilitet med at bruge ressourcerne, hvor behovet er størst, går dermed fløjten.

Den nuværende fleksibilitet med at bruge ressourcerne, hvor behovet er størst, går dermed fløjten.

Der er også spørgsmål om, hvordan minimumsnormeringer på den enkelte stue, tæt på børnene, sikres ved for eksempel pludselig opstået sygdom. Er der situationer i løbet af dagen, hvor det er i orden at ligge under minimumsnormeringen, for eksempel når vuggestuebørn sover? Hvordan er det muligt at lave sammenhængene skemaer for personalet, hvis der skal sikres en minimumsnormering hele dagen på den enkelte stue? Hvordan tages højde for ændrede afleverings- og hentemønstre hos forældrene, sammenhængende skemaer for medarbejderne og minimumsnormeringer? Og mange andre tilsvarende spørgsmål kunne stilles.

Hvordan er det muligt at lave sammenhængene skemaer for personalet, hvis der skal sikres en minimumsnormering hele dagen

Som skrevet indledningsvis mener jeg, at der skal flere voksne omkring børnene. Der bør imidlertid være en lokal afgørelse, hvordan det skal ske i praksis. Fortalerne for minimumsnormeringer skylder at fortælle præcist, hvordan minimumsnormeringer skal realiseres i virkelighedens verden. På nuværende tidspunkt er det bare fugle på taget.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Formand for Børne- og Skoleudvalget i Rødovre Kommune. Flemming er uddannet i offentlig administration og har tidligere været næstformand i Dansk Ungdoms Fællesråd og forbundssekretær i DSU.


Kommentarer fra Facebook