Minimumsnormeringer er mistillid til det lokale demokrati

Hvem kan være imod, når venstrefløjen i denne tid taler varmt for minimumsnormeringer i vores daginstitutioner? Det kan jeg. Og med god grund.
Flere voksne sammen med vores børn i vuggestuer og børnehaver. Det lyder da godt. Hvem kan være imod det? Og hvem kan være imod, når venstrefløjen i denne tid taler varmt for minimumsnormeringer i vores daginstitutioner?

Det er ærgerligt, at SF og Enhedslisten tilsyneladende mangler tillid til de kommunale politikere, og mener at centralisme er bedre end lokale beslutninger.

Det kan jeg. Og med god grund. Ikke fordi jeg er imod gode rammer for vores børns opvækst og udvikling i kommunale dagtilbud. Tværtimod. Men fordi minimumsnormeringer er en uhensigtsmæssig central binding af den kommunale økonomi, der kan forhindre klogere tiltag for vores børn eller føre til uhensigtsmæssige besparelser på andre velfærdsområder. Lyder det kompliceret? Det er det ikke!

Vi har i Danmark en fornem tradition for kommunalt selvstyre, hvor stor beslutningskraft og retten til økonomisk prioritering er trygt placeret i det lokale demokrati. Det er godt. For det giver nærhed og sammenfald mellem de, der træffer beslutninger og de, der skal leve med dem i hverdagen.

Derfor giver det god mening, at væsentlige beslutninger om vilkårene for børn, skoler, ældre og hele kultur- og fritidslivet træffes helt tæt på borgerne. Det fører til gode beslutninger, medejerskab og opbakning til den kommunale organisation.

Minimumsnormeringer kan skade andre velfærdsområder
På trods af den succesfulde danske tradition for kommunalt selvstyre, oplever vi i disse år fra Christiansborg et voksende ønske om at trænge ind i det kommunale beslutningsrum på de store velfærdsområder.

Det gælder f.eks. forslaget om centrale minimumsstandarder for normeringer. Et forslag, der vil eliminere kommunernes ret til at prioritere på ét udvalgt velfærdsområde, som tilfældigvis har folketingspolitikernes interesse. Én dag er det de ældre, en anden dag folkeskolen og en tredje dag daginstitutionerne.

Det er naturligvis særligt udfordrende, at Folketingets indblanding i kommunale serviceniveauer sker parallelt med et vedvarende politisk pres for effektiviseringer og økonomisk tilpasning i kommunerne. Jo flere områder, der er omfattet af centralt besluttede minimumsstandarder, jo færre områder kan bidrage til den økonomiske balance, som Folketinget også stiller store krav til.

Det betyder, at dele af den kommunale velfærd, som ikke har Folketingets bevågenhed, vil skulle levere først og størst, når de kommunale budgetter skal tilpasses den økonomiske virkelighed. Det kunne for eksempel ramme den brede sociale indsats for psykisk sårbare, udsatte børn og deres familier, kriminalitetstruede unge eller andre grupper, der tilfældigvis ikke har fået Folketingets opmærksomhed og deres egne minimumsstandarder.

Betænkeligt velfærdslykkehjul
Selvom jeg sagtens kan forstå, at medlemmer af Folketinget ønsker at ligne nogle, der kan gøre en forskel for danskernes hverdag, må jeg advare mod det element af velfærdslykkehjul, der opstår, hvis det i stigende grad bliver mediemøllen og Christiansborg-logikken der skal afgøre, hvilke borgere, der helt konkret skal have forbedret eller forringet deres muligheder i hverdagen.

Lad os holde fast i, at beslutninger med betydning for menneskers liv og hverdag skal træffes så tæt på borgerne som muligt. Folketinget skal sikre rammerne, herunder den økonomiske ramme, for kommunernes drift og service, men den konkrete prioritering mellem områderne skal ske lokalt.

Det er ærgerligt, at SF og Enhedslisten tilsyneladende mangler tillid til de kommunale politikere, og mener at centralisme er bedre end lokale beslutninger. Vejen mod mere central indblanding og flere minimumsstandarder risikerer at tømme kommunalpolitikken for politik og reducerer landets kommunalbestyrelser til administrative enheder.

Tillid til det lokale demokrati
Som jeg skrev indledningsvis, er vi mange, der mener, at en styrket indsats for et godt børneliv så absolut er en god idé. Det kan man fremme på mange måder. Man kan øge normeringerne og styrke den pædagogiske kvalitet i daginstitutionerne. Men man kan også vælge at løfte ekstraordinært i udvalgte daginstitutioner med særlige udfordringer, skabe en stærkere tværgående indsats mellem kommunens forskellige tilbud på børneområdet eller understøtte netværk mellem udsatte forældre og familier.

Der er mange initiativer, der kan understøtte ambitionen om et bedre børneliv. Lad det derfor være op til kommunerne og den lokale dialog at finde de løsninger, der passer bedst til de konkrete forhold og udfordringer. Lad os holde fast i tilliden til det lokale demokrati og sige nej tak til centralt fastsatte minimumsstandarder.

Thomas Gyldal (f. 1975) er borgmester i Herlev. Han har tidligere arbejdet som erhvervspolitisk konsulent Dansk Byggeri og og politisk konsulent i Dansk Metal. I forbindelse med kommunalvalget i 2013, opnåede Socialdemokraterne i Herlev valgets bedste resultat med 58,7 procent af stemmerne.

‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.


Flere artikler om emnet

Annonce