66 år og jurist. Den nye beskæftigelsesminister – Jørn Neergaard Larsen – er ikke hr. hvem-som-helst. Han var direktør i Dansk Arbejdsgiverforening i næsten tyve år. ”Han er om nogen symbol på benhård arbejdsgiverpolitik i Danmark”, siger kommentator Hans Engell til Avisen.dk.

Jørn Neergaard Larsen er da også velkendt i offentligheden. Få måneder før valget var han ude med Dansk Arbejdsgiverforenings store plan: 28 forslag til rundbarbering af sygedagpenge, kontanthjælp, førtidspension og andre sociale ydelser. ”Det skal betale sig at arbejde”, lød budskabet. Det kommer vi til at høre igen.

Da Thorning-regeringen forhøjede fradraget for faglige kontingenter, blev det kaldt ”blodpenge til fagbevægelsen”.

Alligevel er udnævnelsen til beskæftigelsesminister gået bemærkelsesværdig stille af. Prøv et tankeeksperiment: Forestil dig at en socialdemokratisk regering udnævnte LO-formand Harald Børsting – eller 3F’s Per Christensen – til beskæftigelsesminister:

Resultatet ville være et ramaskrig. Forargede avisledere, kritiske kommentatorer, en rasende opposition … Da Thorning-regeringen forhøjede fradraget for faglige kontingenter, blev det kaldt ”blodpenge til fagbevægelsen”.

For fagbevægelsen er udnævnelsen ikke entydig negativ. Jørn Neergaard Larsen kender om nogen aktørerne på arbejdsmarkedet. Det bliver en fordel, når statsminister Lars Løkke Rasmussen indkalder til trepartsforhandlinger mellem regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen. Det hører også med, at Jørn Neergaard Larsen tidligere var direktør for lønmodtagerne i Dansk Jurist- og Økonomforbund (Djøf).

Ikke desto mindre afspejler udnævnelsen en tiltagende skævhed i medier og politik. Arbejdsgivere og erhvervsbosser betragtes som kompetente eksperter, mens fagbevægelsen ses som snævre interesseorganisationer. At arbejdsgiverne vil skære i de sociale ydelser for at presse lønnen og øge deres egen fortjeneste, går oftest i glemmebogen.

Sådan var det ikke for 30-40 år siden. Dengang var det almen viden, at der er en fordelingskamp på arbejdsmarkedet. Offentlige kommissioner havde typisk medlemmer fra både arbejdsgivere og fagbevægelse. De tilførte ekspertise, men repræsenterede også forskellige interesser.

Arbejdsmarkedskommissionen repræsenterede angiveligt den ypperste ekspertise, men førte i realiteten gammeldags klassekamp.

I dag er det primært erhvervsfolk, der udnævnes – især under borgerlige regeringer. Tag de seneste års mest indflydelsesrige kommission: Arbejdsmarkedskommissionen. Med rapporten i 2009 støbte den kuglerne til dagpengereformen i 2010 og efterlønsreformen i 2011.

Kommissionen havde ni medlemmer: Fire direktører fra det private erhvervsliv, fire mere eller mindre liberale økonomer og en enkelt kommunal beskæftigelseschef. Arbejdsmarkedskommissionen repræsenterede angiveligt den ypperste ekspertise, men førte i realiteten gammeldags klassekamp.

Vi ser samme skævhed i medierne. Gang på gang møder vi arbejdsgivere, der foretrækker ”stabile” østeuropæere frem for dovne danskere. At de hermed presser løn og arbejdsforhold, går medierne let hen over.

Arbejdsgivere og direktører har vigtige erfaringer fra virksomhederne, men skal også tjene størst mulig profit.

Det er såre banalt – men glemmes al for tit.
Lars Olsen (f. 1955) er uddannet cand.phil. i samfundsfag. Lars Olsen har siden 1984 arbejdet som journalist. I 2005 begyndte han at arbejde som forfatter på en stribe omtalte debatbøger. Blandt andet om ulighed i uddannelse og om skævheder i magtforhold og folkestyre. kommentarerkommentarer
Klummen er bragt i samarbejde med Fagbladet 3F.